(Bragt i Cykelmotion Danmark, Forår 2010)
MTB – Safari, Brentadolomitterne, uge 21, 2010.
Indlæg indsent af: Benny Flyger
Sikke en oplevelse! Det var min første MTB tur i bjergene, og jeg kigger stadig billeder! Naturen var storslået! En super rute lagt af Joachim, der bragte os igennem naturreservatet i Brentadolomitterne. Når formen spiller, og man heller ikke er gået ned på udstyret, er det fantastisk at sidde i en lokal Italiensk bjergby og nyde en “doppio espresso” med en grappa! Jeg kan godt igen næste år, hvornår er det?
Utroligt, at det kunne lykkes at samle en gruppe af gamle venner og komme afsted på drengerøvs-MTB-tur i Dolomitterne! Vi havde været i god tid, og Brian havde fundet denne her MTB-Safaritur i Brentadolomitterne, som på billederne så meget spændende ud, men i realiteten vidste vi ikke meget om, hvad vi gik ind til.
Bør måske lige nævne, at vi er en gruppe fra Nordsjælland – alle i fyrrene og i de tidlige halvtredsere (man kan ikke se det, men det er vi faktisk!). Vi er bidt af MTB og kører så meget, som det nu er muligt med familie, børn, karrierer osv.
Det var vores første udlandstur som sådan, samlet som gruppe, så vi var meget spændte på, hvad der ventede os i de øde bjergegne og i forhold til tekniske og fysiske udfordringer. Bike Italien havde vi ikke hørt om før, men efter 9 måneders skriven frem og tilbage virkede foretagenet seriøst nok.
Dag 1:
Vi blev som aftalt hentet i lufthavnen i Milano af Bike Italiens indehaver og vores guide på turen (Joachim) og transporteret i minibus og bil til Val di Non i Trentino. Det havde været en kold og lang vinter også dernede, og vi kunne med det samme fornemme, at der var et par brikker, som endnu skulle falde på plads mht. snesituationen oppe i højderne. Havde vi forstået det korrekt, skulle vi rundt om og over Brentadolomitterne, som er en enklave af dolomitter, der ligger for sig selv et stykke fra de mere berømte centrale Dolomitter.
Dag 2:
Nå, men i alle tilfælde skulle den første etape foregå helt oppe for enden af Val di Non, hvor alt er dækket af store nåletræsskove. Endemålet var Monte Macaion (1.866 m). Vi fik samlet vores udstyr og klædt os ud som mountainbikere, og så gik det derudaf. Ruten var til at starte med meget afvekslende med slugter, små og store vandfald, skovsøer i flotte grønne farver og kløfter med bratte afgrunde.
“Tyngdekraften tager aldrig fejl…”
Da vi for alvor begyndte opstigningen, blev feltet trukket noget ud. Der var vist nogen, der lige skulle vende sig til at sidde på cyklen igen og piske rundt med de små gear i længere perioder. Stig tog sig ekstra god tid, men det tror pokker med den rygsæk, han kørte rundt med! Det viste sig, at manden stadig var på penicillin og havde døjet med noget influenza, så rygsækken var fuld af tre liter vand (for ikke at dehydrere) samt varmt og tørt tøj… plus et to-kilos digitalkamera med telelinser osv. Tyngdekraften tager aldrig fejl!
Toppen af Monte Macaion var det hele værd, men man sku’ edder sparkemig ikke gå for tæt på kanten, for der gik det lodret ned, ca. 1500 meter til Bolzano! Imens vi fik pulsen ned i et behageligere leje kom solen frem, og vi kunne beundre hele perlerækken af de sneklædte centrale Dolomitter, som kunne ses på lang afstand.
Det næste lange stykke på langs af højdedraget var et fedt stykke single track med masser af forhindringer og tekniske passager. Johnny måtte (ikke overraskende) bide i græsset, men spyttede det prompte ud igen og fortsatte uden varige mén! Nedkørslen gik stærkt nedad nogle stejle grusveje, indtil Joachim, syntes det var tid til at skyde genvej ned igennem noget skov. Guiden, der svinger tryllestaven, troede vi, men det, der kunne have mindet om en sti, holdt hurtigt op, og så gik det på bedste freelance-manér ned blandt væltede træstammer og hindbærkrat! Bevares, skoven kunne godt køres, men det kostede vist et par kilometer på omvejskontoen!
Det bedste ved dagens tur var som altid… fadøllen (Fortjent… yes!) på terrassen foran hotellet med udsigt til de fjerne sneklædte bjerge, som ventede os den følgende dag. Det blev også til en tur i jacuzzi og lidt tyrkisk bad, lækkert! (1. etape: 45 km, 1.540 hm)
Dag 3:
Vores hotel lå i 1.100 meters højde, men broen for at komme over på den anden side af dalen i 450 m, så først gik det nedad. Inge, der havde stået over på førstedagen for at komme sig oven på en gang influenza, kørte med (hostende). Derefter gik det ad små stier langs et vandløb med masser af store sten-boulders, stejle klippeformationer langs siderne og små vandfald. Stien bragte os ad bagvejen til et noget specielt valfartssted, San Romedio, som lå i midten af en kløft med lodrette klippevægge til alle sider. Som danskere går vi jo ikke af vejen for lidt kultur, (da vi jo ikke har meget af den selv!?), så vi fik set de seks små kirker, der var bygget side om side over en periode på mere end 500 år.
For at komme ud til vejen fulgte vi en sti, der fulgte en gammel akvædukt. Akvædukten var hugget ind i klippen i ca. 50 meters højde på en 200 meter lodret klippevæg og på nogen punkter kun halvanden meter høj, så man skulle bukke sig og presse cyklen igennem. Ret dramatisk, anderledes og sjov kørsel!
Fra dæmningen i Dermulo, der holder vandmasserne fra søen Santa Giustina tilbage, begyndte den længste stigning jeg nogensinde har kørt i et hug. Safari-turen rundt om Brentadolomitterne var begyndt… men hvor var dyrene? Efter lidt stille og rolig asfalt, gik det stejl opad i bidder med over 20-25% stigning. Så kom grusvejen, der ingen ende ville tage. Verdens længste grusvej!? Heldigvis var der udsigt over dalen hele vejen, men til sidst måtte man slå hovedet fra, uddelegere arbejdet til benene, imens man lod sig synke ned i en slags meditationstilstand!
Først i 1.700 meters højde begyndte vi at køre ind i landet og landskabet ændrede karakter til idylliske græsningsarealer med bløde former og færre træer. Solen bagte dejligt, så vi smed os i græsset ved den første og eneste vandpost undervejs og slikkede lidt sol med bare maver. Hele plader af chokolade blev spist med alt papiret på. Energi det hele! Sporadisk sne kunne ses i vejkanten og endnu et par stejle ramper skulle forceres, før vi nåede rifugio Peller i 2.012 meters højde, hvor temperaturene var nået godt op over 20 grader!
Ved rifugiet blev vi modtaget af Roberto, som var mere end henrykt for at se os. Det viste sig, at vi var sæsonens første gæster, og at han havde brugt to dage på at fjerne sneen fra de sidste 300 meters mudderrampe til rifugiet, der steg med over 25% (her trak vi vist alle!) Og sikke et kongemåltid, han kunne diske op med! Forret med skiveskåret kød, polenta, en kæmpe portion pasta og store stykker mørt gullasch-kød som andenret, cola og kaffe og hele molevitten for kun 12 euro!!!
Nedkørslen var meget intens! De stejle skovveje med masser af løse sten og utallige kurver, krævede vores fulde koncentration. Flere gange måtte vi af cyklerne for at forcere bunker af væltede træer, som ikke havde kunne holde til presset fra sneen og var rutschet ned fra klipperne. Av, av, av…trettenhundrede meters non-stop nedkørsel gav kramper i hænder og transformerede skuldre, røv og rygstykker til det pureste bankekød! De heldige (flertallet) godtede sig over deres skivebremser, der, selvom de bliver nærmest gloende, bevarede bremseevnen, hvorimod V-bremserne havde tendens til overophedning og lejlighedvise no-brake momenter. Det blev da også til et par punkteringer, hvor varmen fra fælgen brændte hul i slangerne!
Brian kunne selvfølgelig ikke holde koncentrationen og styrtede netop, som vi kommet helt ned. Sikke en redelighed med blod og den slags, men heldigvis var skrammerne til at reparere. En førstehjælpskasse fik sin plads i historien, og sårene blev renset hos nogle lokale, som tilmed kørte den uheldige helt de sidste fem kilometer til hotellet! Flinke, italienerne, må man sige! (2. etape: 65 km, 1.839 hm)
Dag 4:
Brian var noget overraskende klar igen allerede næste morgen (derhjemme ville han have taget en fridag!), så afsted kom vi! Højt solskinsvejr… igen! Den første opstigning foregik på en i starten ret stejl grus og sten vej, som fulgte et brusende vandløb op igennem Val Meledrio. Vi passerede et par dramatiske og larmende vandfald, der var med til at skabe den helt rigtige stemning. De første kig til Brentadolomitternes sneklædte spir slog benene væk under os. Lidt álá klippeformationerne i Nevada-ørkenen, som man (på film) ser indianerne ride rundt imellem… og så med sne på!
”…når myren på éns forhjul kravler én i møde…”
Da vi langt om længe nåede til Passo Campo Carlo Magno (1.650 m), var der ikke så meget som en iskiosk åben (lavsæson), så vi måtte køre ned til Madonna di Campiglio (ekstra højdemeter!) – vist nok en af Italiens mest kendte skisportsbyer. Efter to sandwiches, en doppio expresso (men ingen grappa i denne omgang) og en isdessert med flødeskum, kørte vi først tilbage til passet og fortsatte derfra nærmest lodret op imod bjergtinderne. Så kan man snakke om stejle grusveje! Dem med flest sandsække under trøjen måtte trække (vi nævner ingen navne). Én udlagde definitionen på stejlhed som, når myren på éns forhjul kravler én i møde! Der blev ikke snakket meget på vej til rifugio Graffer, som ligger i 2.269 meters højde. Grusvejen var nærmest skåret ind i snedriverne, der var op til tre meter høje på siden ind imod bjerget. Landskabet bestod af store, bakkede græsarealer med småtræer og klippeformationer delvist dækket af sne.
Men da vi langt om længe nåede helt op, var der kun tilbage at sige: Thank you lucky stars… ! Vi kunne se til verdens ende i alle retninger. De savtakkede, sneklædte Brentadolomitter (3.173 m) bag os og Adamellerne med Mt. Adamello (3.554 m) og Mt. Caré Alto (3.462 m) på den anden side af dalen (fik jeg fortalt!) Det (lukkede) rifugie havde en træterrasse, hvor plankerne var varmet op af solen. Temperaturene har været omkring 22-23 grader, så af med tøjet og solbadning blandt meterhøje dynger af sne. Surrealistisk!
Turen fortsatte videre i et slags ingenmandsland med små høje klædt af lyngplanter og forræderiske skarpe klippestykker, der stak frem. Det første stykke lå dækket af fra en halv til en hel meter sne, så cyklerne måtte bæres. Af og til sank man i til hofterne. Vi kunne se, hvor vi skulle hen i det fjerne, så hver mand m/k fandt sin egen sti. Inge og Knud måtte en tur ud over styret, men så kan de lære at holde sig fra Panodiler og vegetarmad! Stykket sluttede med en rød skipist, der skulle forceres straight up. De sku’ stejl’ sådan nogen og underlaget nærmest svampet, da den kun havde været snefri en dag eller to. Sjovt så mange mønter man kan finde sådan et sted… næsten til en hel fadøl! Småfrysende af sukkerkoldhed nåede vi Monte Spinale, hvor udsigten (360°) igen slog alle rekorder!
Nedturen foregik ad en ubehageligt stejl vej dækket af skærver. No grip whatsoever! Heldigvis befandt vi os på sydsiden, så sneen var smeltet. Pludseligt hørte vi et skingrende pift eller hvin. Vi stoppede, og kun fem meter fra vejen stod en marmotte og rystede på hovedet… hvad fanden laver de her, de tosser, så det ud som om, den sagde! Desværre viste det lille bæverlignende fløjtedyr os ikke den høflighed at vente, til vi fik kameraerne frem, så fototrofæet, vi kunne have hængt over kaminhylden, blev ikke til noget i denne omgang – men vi ved, hvor den bor!
Efter et lækkert stykke single track, der fulgte en slags klippehylde med en temmelig stejl skrænt til den ene side, nåede vi frem til et større vandfald, Vallesinella, der var ligeså bredt, som det var højt (ca. 40 meter). Flot… men så var der til gengæld nogen, der ville hjem i bad efter en lang dag, så vi fortsatte jævnt kvæstede til hotellet, hvor fadøllene slukkede tørsten og det sidste tilbageværende lys i vores øjne. Absolut en af de største cykeloplevelser i mit liv! Godnat! (43 km, 1792 hm).
Dag 5:
Dag fem startede med et 5 km downhill bonustrack til Italiens næststørste vandfald, Cascate Nardis. Jamen, ingen tvivl om den sag… er man til vandfald, så bliver man tilfredsstillet her! 140 m højt og ca. 20 meter bredt og masser af vand og dramatik. Men som en klog mand engang har sagt: Når man cykler ned, så må man også cykle op igen…? Flemming værdsatte de ekstra højdemeter så meget, at han besluttede sig for, at nu skulle der lejes med cykler. En time og to sæt skivebremseklodser senere kunne vi fortsætte vores ekspedition. Den samme legesyge Flemming kunne ikke stå for fristelsen, da vi efter små 750 højdemeters grovkornet grusvej nåede en af cykelugens højdepunkter, en bjergsø kaldet Lago Valagola, så han smed tøjet og sprang i og fik det ellers postkortagtige spejlbillede af Cima Brenta (3.150 m) til at ligne en gang rullepap påklistret en våd reklame for kildevand! Vandet var koldt kunne man se…!
Smerten i benene og lungerne fra de næste 250 hm ad et single track med rødder, klipper og overdrevne stigningsprocenter har jeg fortrængt, (omtrent som en kvinde der glemmer sine fødselsveer!) De fleste af os måtte trække over halvdelen, og det over klipper og på tværs af et sneskred, der havde revet træer og store sten med sig ned af bjergsiden. Et par rigtigt gode tekniske passager indimellem skal det siges! Da vi nåede det lille klokkealter på Bregn da l’Ors (1.850 m) smed vi os i det høje græs og nød en fantastisk udsigt til de enorme klippeformationer, imens vi lappede vores medbragte sandwiches i os. Slet ikke værst!
”…havde den bare været 20 cm længere…?”
Mere single track til Passo Gotro, hvor vi delte os i to grupper, så den ene gruppe kunne komme hurtigere til cappucinier og slikkepinde. Min gruppe, den lidt mere hardcore, valgte en mere varieret nedkørsel, hvor nogle passager toppede 32% og sikkert også mere. Dem med V-bremser måtte afkøle fælgene med vand for at undgå flere punkteringer og det i røg og damp! De sidste 20 km til hotellet langs den sydlige del af Brentadolomitterne var idyllisk med udsigt til dalen langt under os og fjerne bjerge. Så da de sidste to kilometers bakke skulle forceres, kunne man mærke, at reserverne var ved at være opbrugt. Fuldstændigt udkokset efter spurten til hotellet, der lå på en klippeknold højt hævet over landskabet, mumlede Per noget i retning af: ”… hvis den havde været bare 20 cm længere, så….” men ingen forstod, hvad han mente? (64 km, 1.891 hm).
Dag 6:
Dag seks bød på en supervarieret MTB rute uden voldsomme stigninger som de foregående dage. I stedet for: op, op, op, ned, ned, ned, var den mere: op, ned, op, ned, op, ned. Langt mere intensitet og rytme end de foregående ruter, så der blev kørt stærkt. Fed måde at slutte af på! Højdepunkterne var Lago Molveno med den karakteristiske azurblå farve og udsynet til bjergmassiverne over os; de bølgende æbleplantager i Val di Non og ikke mindst pizzaerne i Andalo samt den søde servitrice, der havde én vigtig ting til fælles med os: Hun gik ikke ned på udstyret!
Dag 7:
Dag syv var hjemrejsedag, men vi skulle først forlade vores hotel henad middagstid. Det udnyttede hard core gruppen og Knud (vegetar) til en bonustur til Lago di Tovel, som skulle være Brentadolomitternes mest berømte bjergsø (1.178 m). Turen derop foregik i et slags månelandskab med tegn på hyppige stenskred på begge sider af vejen. Godt nok er stigningen asfalt, men de 18% på det sidste stykke kunne godt mærkes. Poul havde vist fået løsnet bremserne, og det var godt at se ham med oppe foran! Vi fik at vide, at søen er kendt for en sjælden algevækst, der før i tiden farvede den helt rød. Men til desværre (for turismen) var algen forsvundet, og vi måtte nøjes med en flot grøn farve og spejlbillederne fra de omkringliggende bjerge, der vist alle var lige under 3.000 meter høje. Verdensklassenatur og en god afslutning på en verdensklassetur (det rimer)!
Hjemturen gik helt efter planen, så jeg mangler kun at sige tak til Bike Italien og Joachim for en helt ektraordinær cykeloplevelse og tak til alle de andre deltagere, som efter omstændighederne opførte sig pænt!
Til interesserede kan jeg oplyse, at turen kræver seriøs forberedelse! Det er ikke nogen søndagstur! Vi oplevede alle former for underlag og brutale stigningsprocenter både opad og nedad. Vi var 7-8 timer i bjergene hver dag i 6 dage. Heraf mindst 4 timer dagligt med et godt greb i styret. Det var tydeligt at alle havde forberedt sig meget til turen, både med hensyn til cyklen og træningen. Det var klart en af de afgørende faktorer for, at turen blev en succes! En tur som denne kræver meget træning .. rigtig meget!
Allerede på fjerdedagen reserverede vi en uge til en ny tur, men istedet tager vi til Gardasøen (også med Bike Italien) for bl.a. at køre turen til Passo Tremalzo. Men mon ikke vi får taget billedet af marmotten i 2012? MTB-Safari, Brentadolomitterne køres igen i uge 24, 2011.