Milano-Rom
26.06.24
05.07.24
12.295 kr.
(med fly)
København
Billund
Maks. antal
deltagere: 26
Turbeskrivelse
Turen er aflyst!
Cykelugen Milano-Rom finder sted fra d. 26. juni til d. 5. juli (eller 4. juli).
Som udgangspunkt holder vi fast i samme meget passende og velfungerende program, der tager deltagerne fra den ene af Italiens uvurderlige skatte til den anden. Turen ind til selve Rom foregår nu på den dejligste cykelsti, så slut med trafik og bilos. Alligevel tager vi forbehold for mindre ændringer.
Alle cykelruter fører til Rom!? Men ikke alle cykelruter giver én de samme fede cykeloplevelser! Denne rute er så proppet med naturoplevelser, kultur- og cykelmæssige lækkerbiskner, at den skal spises med ske! Den har ikke bare lidt af det hele – men meget af det hele!
Oprindeligt var det meningen, at ruterne fra Milano til Rom skulle være relativt flade, så de kunne tjene som alternativ til de mange stigninger på Dolomitterne Unplugged. Det må blive en anden gang, fordi det færdige resultat har intet med flade etaper at gøre! Vi kommer faktisk til at køre i bakker og bjerge hver dag. Når det er sagt, så er de bjerge og bakker, vi skal udsættes for, væsensforskellige for dem, vi kører i Dolomitterne!
Hvor Appenninerne er bløde og afrundede, så ligner marmorbjergene Alpe Apuane mere de klassiske alper med kegleformede og forrevne bjergtoppe og flotte klippeformationer. Vejen er lavet med skarpe hårnålesving og bratte afgrunde! Skal man derimod kort karakterisere bjergvejen, der forbinder de fem byer, Cinque Terre, må det være med: Rendyrket romantik! Op og ned går det langs den ugæstfri klippekyst konstant med udsigt udover det endeløse hav og til de mest nuttede små piratbyer, der nærmest kravler op igennem slugterne – alle malet i samme farvetone men i forskellige farver! Helt anderledes igen er det fyrretræsklædte Monte Serra, der med sin uendelige udsigt til nær og fjern markerer overgangen til Toscanas verdensberømte bakkelandskaber. På en klar dag kan man sågar skimte Det skæve Tårn i Pisa (og det er ikke løgn!) Længere nede skal vi i lag med Monte Amiata, der er områdets største vulkan. Den er vist nok udslukt, selvom asfalten godt kan føles en smule lun!? På sidstedagen trækker ruten tænder ud med nogle giftige procenter til kanten af vulkankrateret, der danner rammen om Lago di Vico, men heldigvis er der ikke så langt op!
Vores vej på langs af den italienske støvle bringer os forbi nogle af Italiens rigeste, mest berømte og mest romantiske byer, såsom Siena, Lucca, San Gimignano og Rom. Dertil kommer perlerække af mindre kendte men ikke desto mindre super charmerende italienske perler: Castell’Arquato, Varese Ligure, Manarola, Portovenere, Colle di Val d’Elsa, Monteriggione, Montalcino, San Quirico d’Orcia, Pitigliano, Sorano, Tuscania og Sutri, som på hver deres måde vil fortrylle jer med deres middelalderlige stemning, romantiske og forskelligartede arkitektur samt smukke farver!
Sammenlagt skal vi køre færre lange stigninger end i Dolomitterne, men til gengæld mange flere af de korte og mellemlange, så benene skal nok blive sat på prøve! Sammenlagt lidt færre højdemeter end i Dolomitterne, og stigningsprocenterne er gennemsnitligt lavere, men jo, vi vil blive udsat for et par passager, der vil sætte selv den stærkeste på prøve!
I alt skal vi køre 870 km fordelt over syv dage (124 km i snit om dagen). Til det skal man regne fra 1700 til 2500 højdemeter per etape – 13.200 i alt.
Turen henvender sig til ryttere på motionsniveau. Vi kører i tre hold, hver med deres guide. Indenfor hvert hold vil der som hovedregel blive lagt vægt på holdkørsel, undtagen på stigninger og nedkørsler, hvor folk kan køre i deres eget tempo. De enkelte hold samler op på toppen efter hver stigning og i bunden efter nedkørslerne.
Afrejse onsdag d. 26. juni fra Billund/ København til Milano, hvor deltagerne (og deres cykler) bliver hentet og kørt til første hotel. Hjemrejse fra Rom: fredag d. 5. juli (hjemrejse kan også lade sig gøre torsdag d. 4. juli, hvis nogen foretrækker denne løsning?) Syv cykeldage og en hel dag (optional) dag til sightseeing, afslapning og shopping m.m. i verdens navle: Rom! Bare skønt at slentre rundt mellem levn fra fortiden, monumenter, springvand, cafeer og ikke mindst Trastevere-kvarteret uden at skulle tænke på dæktryk, blodsukker og mælkesyre!
Program
Beskrivelse:Efter nogle flade opvarmningskilometer kommer vi til Castell’Arquato, der med sin tredobbelte byport og høje tårne minder os om Italiens dramatiske fortid. En scene fra filmen Lady Hawk blev filmet her. Vi fortsætter med dagens første stigning til Passo Pelizzone i Appenninerne, som stiger stille og roligt langs en bjergryg til 1.029 m. Efter den første nedkørsel når vi Bardi med den flotte borg, Castello di Landi, hvor Karthagos hersker Hannibal’s sidste elefant ifølge legenden skulle være død. Efter frokost gælder det Passo Santa Donna, som giver os 515 højdemeter til at fordøje frokosten. Dagens tredje og sidste stigning bringer os til Passo delle Cento Croci (de hundrede kors), hvorfra vi kan skue til middelhavet, imens vi tæller til hundrede. En pragtfuld nedkørsel med snævre kurver og flotte landskaber leder os ned igennem Ligurien, som igennem tiderne har været kendt som piratland. Vi skal overnatte i Varese Ligure, hvis cirkelformede centrum er helt unikt og kan ses, når vi går aftentur.
Beskrivelse: Fra Varese Ligure racer vi ned igennem det dramatiske landskab med klipper på begge sider af vejen til Levanto, der ligger smukt ned til vandet. Her starter området Cinque Terre (de fem byer), som hører til Italiens mest elskede turistdestinationer. Romantisk ad helvede til! Små byer bygget på siderne af snævre klippeslugter langs en rå og utilgængelig klippekyst. Bilturisme frarådes her… på den videre tur vil I forstå hvorfor! Op og ned, snævre veje, masser af kurver… hele tiden med fantastisk udsigt til havet! En af Italiens bedste cykelruter… for de kræsne! På vejen skal vi se to perler i form af Manarola og Portovenere. For at nå til den første kører vi stejlt ned byen bygget i en slugt til klippehavnen, hvor vi spiser fiskepasta (hvis man kan lide den slags?) efter en forløsende dukkert (måske) i det Tyrrhenske Hav. Den anden, som har lagt ryg til filmatiseringen af Greven af Monte Cristo, når vi efter 8 km’s bølgepapkørsel langs vandet. Vi fortsætter helt ud til pynten, hvor man fra den gamle borg kan se langs klippekysten og iagttage de mange havfruer m/k, der ligger og soler sig (sjove kreature!) Vejen videre bringer os igennem havnebyen La Spezia. Vi slutter i Fosdinuovo efter en kort men relativt heftig stigning på omkring 2 km og kan nyde solnedgangen over havet fra poolkanten!
Beskrivelse: På tredjedagen kører vi indledningsvis igennem Carrara, der er kendt for den fineste, hvide marmor i verden! Fra distancen kan vi se et par af minerne, men fortsætter i retning af alletiders bjergetape i gruppen Alpe Apuane, der tager os op ad utallige hårnålesving og igennem snævre passager med bjerge i 2000 meter klassen omkring os. Vestito-passets tusindogtredive meter lyder ikke af meget, men når man starter ved havet, så skal de nok kunne mærkes! Brug evt. google’s 3D værktøj som appetitvækker til denne meget bevægelige bjergvej. Nedkørslen er lang, og man kan få god fart på! Netop som vi kommer ned til Castelnuovo di Garfagnana, starter en ny men kortere stigning. Derefter går det stærkt ned igennem dalen, hvor vi skal køre langs floden Serchio. Højdepunktet bliver den helt unikke middelalderbro, Ponte del Diavolo (djævlebroen) fra det 14. århundrede, der er så tynd på toppen, at det er chokerende, at den har kunnet holde i 600 år! Vi skal overnatte i Lucca, som hører til de mest kendte byer i Toscana. Husene står tæt sammen, kun adskilt ad let bugtede, ekstremt smalle gader og bittesmå hyggelige pladser, hvoraf den mest berømte (Piazza Amfiteatro) er oval. Byen er omkranset af store voldanlæg, som man må cykle på, hvilket vi selvfølgelig skal prøve, når vi kommer frem!
Beskrivelse: Fra Lucca kører vi til endnu et berømt bjerg i cykelsportskredse, nemlig Monte Serra (956 m), som benyttes flittigt af de professionelle samt alverdens ferierende motionister i området. For vores fødder ligger nu Toscana, der med sine middelalderbyer, flotte borge og befæstede byer på hver en bakketop samt bølgende vin- , solsikke- og kornmarker i forskellige nuancer markerer ankomsten til motionscyklingens Paradis. Op og ned går det til San Gimignano, hvis karakteristiske høje tårne, gør byen helt speciel. Vi fortsætter videre forbi byerne Colle di Val d’Elsa og muromkransede Monteriggione for til sidst at ankomme til Siena i selve hjertet af Toscana. Siena er berømt for sin femkantede plads (Piazza del Campo), hvor man to gange årligt afholder et af Italiens mest berømte kultur-events, Il Palio, hvor ryttere og deres heste tonser rundt om pladsen, imens fans’ne går amok, og tusindvis af turister står pakket på pladsens midte.
Beskrivelse: Fra Siena kører vi sydpå igennem “Le Crete” , hvor vi vil opleve den rendyrkede Toscanske idyl med bløde bakker, gårde på toppen og de karakteristiske grus-alléer med cypresser langs siderne. Vinbønderne langs ruten klipper de sidste klaser ned. Hvis vi er heldige, kan vi finde smagsprøver af de fuldmodne vindruer? På vejen skal vi se og opleve Montalcino, som er arnestedet for én af Italiens tre kongevine, nemlig Brunello. Den skal vi selvfølgelig smage! For at få det hele med er ruten lagt forbi Val d’Orcia, hvor mange af de mest karakteristiske Toscana-fotos er taget. På vejen kommer vi forbi perlerne San Quirico d’Orcia og Castiglione d’Orcia, endnu to af de her små middelalderbyer bygget op ad en bakke med en lille borg på toppen. Dagens sidste stigning foregår på vulkanen Monte Amiata, hvor vi skal op i 900 meters højde. Vi overnatter i Abbadia di San Salvatore, en gammel klosterby, der nu fungerer som skisportssted om vinteren.
Beskrivelse: På sjettedagen fortsætter vi til den sydlige del af Monte Amiata, før en længere nedkørsel bringer os til Saturnia Terme, der hører til Italiens mest specielle steder! Her kan man nemlig bade i varme kilder i form af brusende vandfald med jordopvarmet vand (35 grader varmt)! Kalkaflejringer har skabt store naturlige bassiner, hvor vi selvfølgelig skal have skyllet vejstøvet af. Fra Saturnia Terme skal vi igennem to oldgamle etruskerbyer, Pitigliano (også kaldet lille Jerusalem) og Sorano, som er bygget udelukkende af den letbearbejdelige vulkaniske tuffsten. Husene er derfor ikke malet, hvilket giver en nærmest arabisk effekt! Vi fortsætter til Lago Bolsena, som er dannet i et vulkankrater på 13 km i diameter. Herfra går det stærkt ned til etruskerbyen Tuscania med den imponerende, intakte ringmur i tuffsten.
Beskrivelse: I området omkring Tuscania vil der være adskillige skilte til etruskerbyer og begravelsespladser, som kunne være spændende at kigge nærmere på, men med cykelsko er det ikke nogen god ide at leje turist! I stedet bringer ruten os igennem en snæver slugt formet af vandløb i et ca. 30 meter tykt lag af lava, som vulkanen Vico i tidernes morgen har lagt udover hele området. Ad helt små, labyrentiske veje med til tider heftige stigningsprocenter arbejder vi os op til kanten af vulkanen og kører langs kratersøen, Lago di Vico. Efter et kort stop i Sutri, hvor vi kan se etruskernes amfiteater skåret ud af askelaget, skal vi ca. 200 hm op over kanten af endnu en vulkan, hvor vi spiser frokost med udsigt over Lago di Bracciano, som i tørketider leverer drikkevand til Rom. Som afslappende afslutning triller vi langs floden Tiberen, hvor alletiders cykelsti bringer os ind i selve hjertet af Rom! Ingen trafik, ingen bilos, ingen storbystress – kun lydene! Vi slutter turen på Piazza Garibaldi, hvor der venter deltagerne et pragtfuldt skue af kirketårne, kupler og monumenter, der stikker op af det kulørte hav af teglklædte hustage.
Højdekurver
Kommentarer
Tak for sidst! Endnu en skøn tur, hvor din begejstring for og lyst til at vise os Italien, fra ukendte sider skinner igennem! En udfordrende og bjergtagende tur på samme tid. Grundig research fører steder hen, man selv får lyst til at opsøge i fremtiden. At der så findes mere rustikke veje undervejs, er vel blot noget af charmen? Konklusionen er, at man hos Bike Italien får noget, som andre udbydere ikke giver. For mig giver det kun appetit på mere!
Milano-Rom sprang for mig sensommerens barometer på alle parametre! Tusindvis af højdemeter, strålende vejr i menneskelige temperaturer, lange nedkørsler… dog ikke alle veje var lige gode, ej heller ned. Et mindre, men voldsomt skybrud gav ekstra krydderi og fokus på at holde snuden i sporet, hvor koncentrationen blev skærpet for at komme sikkert ned…. hurra for at udvikling og læring, hvad angår nedkørsler, sker på rammen - og bedst i bjergene 🙂 Landskabet var smukt og varierende, tunnelerne lange og til tider meget mørke, panoramaspots med tid til socialisering og grin! Milano-Rom skal helt bestemt opleves i egne cykelsko!
Tak for en formidable tur! Alt i alt en rigtig god oplevelse også for mig som debutant i bjergene, i en gruppe og uden for landets grænser. Du, Andrea og Bjarke har styr på det, ingen slinger i valsen hverken ude på ruten eller på hotellerne – alt i en fin og kammeratlig tone, der nok også bunder i, at vi trods alt skal gennem de samme kilometer som både arrangør og deltager. Ruterne og især de små veje er fine, og en del havde jeg ikke selv fundet frem til med google i hånden - og så skal man kun koncentrere sig om at cykle, stort plus! At Andrea altid står klar om det næste hjørne med en banan og vand er en fin service og en kærkommen pause på det stejle. De rutinerede nævner det som noget, de ikke oplever med andre arrangører. Det fineste er dog at opleve det kammeratskab, der opstår i gruppen på tværs af alder, formåen og baggrund – at der passes på de andre i gruppen, samles op og ventes til alle er med. Niveauet på hoteller, fly og restauranter med mere er fint - jeg synes, jeg har fået meget for pengene, og så længe der er varmt vand og en seng at sove i, er det fint for mig. Husk at pointere, at turen er krævende og fornøjelsen proportional med det fysiske overskud, man kommer med hjemmefra! Så – tak for turen til jer alle tre.
Det var med bange anelser, at jeg startede på den tour de force på 875 km og langt over 10.000 højdemeter. Havde jeg nok styrke til at gennemføre? Det holdt hårdt, men det var netop udfordringen! God holdånd på hold 2, opsamlingspauser, kaffepauser, frokostpauser hjalp. Endelig var det en tryghed at have en dygtig Andrea i ledsagerbil og telefonnumrene på guiderne. Oplevelsen af at køre gennem meget varierende landskaber: Appenninerne, Toscanas bakkelandskaber, vulkanske kløfter var overvældende! En "rystende" oplevelse var vejene, som vi kørte på. Hotellerne var ok. Alt i alt en god, mindeværdig tur!
Ruterne gik gennem meget varieret terræn: Lange stigninger, korte stejle og flade stykker. Langt de fleste veje var uden nævneværdig trafik. Og hvor der var trafik, fik vi fint plads på vejen. 888 km og næsten 14.000 højdemeter! Følgebil med frugt, vand og plads til en rygsæk med skiftetrøje. Ren luksus! Masser af oplevelser og guider som kan fortælle om stederne vi besøger undervejs. De største højdepunkter var nok Cinque Terre, Monte Serra, det toskanske landskab og badning i termalske kilder, men intet an udelades i en fed tur gennem Italien!
Tak for en fantastisk tur fra Milano til Rom! Hele turen blev reddet for mit vedkommende, da Andrea chauffør og handyman, reparerede min kæde på cyklen, så jeg kunne køre i mål i Rom! 1000 tak til Joachim, Bjarke og Andrea for fantastisk service!
To meget kompetente guider! Imødekommende og fuld af god humor! Flot rute igennem gamle byer - altid på toppen - og bestemt også krævende stigninger! Turen kan varmt anbefales - herunder Bike Italien.
Super god tur, måske den bedste jeg har været på? Rigtig godt selskab!
Tak for en fantastisk ferie! Alt vel tilrettelagt, flotte ruter igennem fantastiske afvekslende landskaber og hyggelige byer! Det er en oplevelse, som jeg vil huske resten af livet! Det var også en hård tur, og der blev ind imellem cyklet lidt for stærkt, så man ikke fik nydt turen, som man måske ellers kunne. Tak til de dygtige, hyggelige guider for en god tur!
Tak for en fantastisk smuk tur! Du sørgede for, at vi så mange specielle steder, flotte steder, som man nok ikke ville være kommet forbi: Kysten med de 5 byer (Cinque Terre), djævlebroen, marmorbjerget osv. Selvom det indimellem blev nogle lidt længere dage, så havde du i det mindste sørget for solskin hver dag! Tusind tak for turen, den kan kun anbefales!
En rigtig fin tur. Utrolig flot! Turen var hård! Hårdere end jeg havde regnet med. Turen giver et fantastisk sammenhold, da alle hjælper de andre. De to kaptajner (guides) Joachim og Bjarke havde styr på holdene. Kan anbefales... meeen der skal trænes lidt!
En fantastisk tur med megen variation og højdemeter. Hver dag opdager man en ny side af Italien og af egen formåen!
Tak for en super god tur rundt i det bedste af Italien! Det smukke landskab, sammen med et godt sammenhold, gjorde denne cykeloplevelse unik! Meget vel tilrettelagt. Gode destinationer, hoteller og skøn mad! Tak endnu engang.
Tusind tak for en skøn og dejlig hård cykeltur! Den var lige så hård og lang, som vi havde frygtet! Dejligt at vi Ikast-folk kunne cykle så meget sammen, som vi gjorde - da vi jo har et skønt kammeratskab - men også rart at lære de andre at kende! Alt i alt en stor oplevelse og en god tur med masser af smukke landskaber og byer.
Det var sku' hårdt, men vi klarede det! Bjerge var noget nyt for mig, og mængden af højdemeter føltes så anderledes end hjemme i Sverige. Tak for den dejlig tur med mange oplevelser og lærdom om én selv!
Fantastisk tur med mange oplevelser og udfordringer! Det har været en givende og positiv måde at opleve Italien på samtidig med at få en masse kilometer på den gode måde! Jeg vil helt sikkert anbefale turen til andre og vil gerne prøve andre af dine ture! Tak for en fantastisk tur!
Turen har givet mig så mange gode oplevelser gennem Italiens fantastiske bakkede og bølgede bjerglandskab! Tak, også til jer Joachim og Bjarke for den hyggelige måde at være sammen på! Takket være et fantastisk kammeratskab delte vi vores glæder og anstrengelser gennem turen og gjorde dem til superoplevelser for livet!
Fed tur - kan varmt anbefales!
Jeg har været utrolig glad for at være med på turen og synes, at vi har set et fantastisk varieret landskab, mødt vekslende cykeludfordringer, fået god og nærende mad til de sultne cykelben og haft godt selskab også udenfor vores egen soranergruppe, både blandt deltagere og guider. Farvel og mange tak for rundturen i det italienske landskab (og måske på gensyn til San Marino?)
Vi har været på Hallandsåsen, i Alperne, i Dolomitterne og på Mallorca, men aldrig på så smuk en tur som fra Milano til Rom! Det er en tur vi gerne tager igen! Tak til Bjarke, Joachim og Andrea og ikke mindst dejlige og altid glade Lotte med det lyse sind!
Turen har til fulde levet op til vores forventninger og givet os noget at være sammen om! Guiderne har været fantastiske, og fået os sikkert frem! Så mange perler har vi aldrig fået på en tur før! Tak Joachim for en skøn tur!
Det har været en fantastisk oplevelse at tage turen fra Milano-Rom. Jeg var selvfølgelig meget spændt på, hvordan det ville være at køre mange højdemeter syv dage i træk, men det er gået over al forventning! Det at køre i så forskellige landskaber hver dag, gav jo turen ekstra krydderi! Vi startede med regn i nord og bevægede os sydpå mod sol og varme og sluttede med Champagne på Piazza Garibaldi i fantastisk sommervejr! Turen har været meget organiseret, vi har spist supergodt undervejs og har været heldige at komme frem uden uheld af betydning! Ser frem til andre oplevelser med Bike Italien!
En veltilrettelagt tur! Vi er kommet igennem en meget flot natur og fantastiske byer! Vi har set steder, vi aldrig havde fundet selv! Ruterne har været perfekte mht. længde og højde - nogle dage kunne ruterne måske være kortere, så vi kom tidligere frem til hotellet, specielt når der er pool! I som guider har været søde og har haft styr på dagen og ruterne. I har været godt selskab. Vi synes, at de dage, hvor vi fik picnic/sandwich fungerede godt, og det kunne vi sagtens gøre flere dage. Mad og hoteller har været til UG! Fantastisk gruppe og fantastisk tur, som vi er glade for at have været med på!
Tak for en rigtig god tur, en uforglemmelig oplevelse og en milepæl for mig! Det var en STOR tur! Tak og tror vi ses!
Tak for den super tur - den bedste jeg har været med til endnu - alt var godt tilrettelagt til UG - selv vejret!
For Peter og jeg har turen fra Milano til Rom været en ganske særlig oplevelse, som vi aldrig vil glemme!!! Nu sidder vi her i Rom efter en helt fantastisk cykelferie, som har budt på en naturoplevelse, vi ikke vidste fandtes. Toscana er som et maleri skåret ud i klipper med hav, vinmarker, vulkaner, kirker, bjerge slugter osv. osv. Jeg kunne blive ved og alligevel er det umuligt at beskrive denne smukke natur! Ydermere er vi blevet beriget af selskabet fra en hel flok positive mennesker, som alle har passet godt på hinanden, og hvor alle har følt sig velkommen og fået en hjæpende hånd, når stigningerne blev lige lovlige udfordrende! Joachim, du har været en éner sammen med dine positive guider! Vi har glædet os til hver eneste dag, som på hver sin måde har været unik! Det var en god ide at skifte guide hver dag, fordi I har forskellige tilgange til os entusiastiske cykelryttere, som hver især lige har en god ide mht. fart, Garmin, spisesteder osv. Vi vil til enhver tid anbefale dit koncept, som har budt på en kæmpe natur- og menneskelig oplevelse!
Ej, hvor er det dejligt, at se alle de skønne billeder, og hvor var det bare en fantastisk tur! Vi havde det så hyggeligt! Tusind tak til Joachim, Bjarke, Simone og alle I andre skønne mennesker, der var med!
Tak for en veltilrettelagt tur med enestående naturoplevelser! Kompetente og venlige guider, hvor det sociale blev prioriteret højt. Udfordringerne var mange men absolut overkommelige! Det var min anden tur med Joachim og Bike Italien, og jeg vender tilbage, hvis jeg når det?
Jeg vil også takke for en fantastisk tur og super selskab 🙂 Joachim - vi anbefaler denne tur til alt og alle 🙂 FED FED TUR 🙂
Tak for en fantastisk tur! Jeg er helt høj over alle de smukke steder vi har kørt igennem!
Tak for turen, Joachim! Den var hårdere, end jeg troede og helt sikkert en af de største oplevelser i mit liv! Håber vi kan overtale konerne til at tage en tur til næste år.
Vil blot sige mange tak for en rigtig fin tur! Det var hårdt men også fantastisk! Håber på gensyn en anden gang!
En fantastisk og uforglemmelig tur fra Milano til Rom!
En herlig tur med humor, smukke oplevelser og søde mennesker. Tak!
Først og fremmest 1000-tak for en rigtig god tur! Jeg har hygget mig og været udfordret såvel mentalt som fysisk! Turen levede på alle måder op til mine forventninger.
Jeg har netop gennemset de mange billeder fra vores tur. Det var fantastisk at genopleve den storslåede tur ned gennem den nordlige del af Italien! Set i bakspejlet var det en fantastisk oplevelse, som vil sidde indprentet i min hukommelse resten af mit liv! På de mange ture jeg efterhånden har cyklet rundt om i Europa kommer denne tur ind blandt de mere exceptionelle - ikke alene var det en hård og lang tur men også en tur med utallige landskabs- såvel som historiske oplevelser! For mig, i min høje alder og trods vanskelige odds af forskellig art, er det livsbekræftende at opdage, at man stadig er i stand til at kunne præstere det optimale! Ikke mindst de mange afterbiking events har en enorm værdi, når man bagefter sidder og evaluerer turen! Der skal også sendes en tak til vores guide på hold 3, Francesco. Han ydede en helt fantastisk indsats og faldt ind i vort kammeratskab, som om han altid havde været en del af flokken. Ligeledes en tak til din opsamlingsvogns-chauffør for en fantastisk fornemmelse for at være på rette sted på det rette tidspunkt! Endnu engang tak!