Rom-San Marino
15.09.2024
22.09.2024
11.795 kr.
(med fly)
København
Billund
Maks. antal
deltagere: 25
Turbeskrivelse
Eventyrgalskab:
Efter fem afviklede ture med eventyr og masser af gode cykeloplevelser, er det med glæde, at vi påny kan tilbyde cykelugen fra Rom til lilleputstaten San Marino. En pragtfuld tur i en forholdsvis ukendt del af Italien: Lazio, Abruzzo, Umbrien og Le Marche, men ikke desto mindre guf for motionisten, der holder af at opleve, imens han (m/k) sveder!
Turens altoverskyggende højdepunkt er Gran Sasso (Corno Grande 2.912 m), Appenninernes højeste bjerg, hvis øde, afsides bjerglandskaber er en kæmpe oplevelse i sig selv! Men også det sagnomsungne Monte Sibillini, forærer deltageren en naturoplevelse for livet, når man ser blomstersletten omgivet af billedskønne bjerge i alle retninger med Castelluccio i baggrunden! Dertil har vi lagt vægt på at se og opleve en perlerække af Italiens mest spændende, mest særprægede, anderledes, smukke, romantiske, kendte og ukendte byer såsom: Assisi, Spoleto, L’Aquila, Gubbio, S. Stefano di Sessanio, Castel Monte, Trevi, Spello, Norcia og ikke mindst Urbino. Vi danskere kan simpelthen ikke forestille os, hvor mange af fortidens skatte, som disse fjerne, uvejsomme bjergregioner gemmer på, før vi dykker ned i materien og smittes med den meget smitsomme cykelsygdom: eventyrgalskab! Små romantiske middelalderbyer, hvor husene er trængt sammen på klippetoppe som mus på et stykke drivtømmer; perlerækker af intakte middelalderborge med tykke mure, dystre tårne og flotte skydeskår, der giver os en fornemmelse for fortidens usikre tider og behovet for beskyttelse!
Mussolini
I løbet af de seks cykeldage, kommer vi også forbi en række historiske og anekdotiske seværdigheder, som f.eks. det hotel, hvor Mussolini sad til fange i 2.130 meters højde i starten af 2. verdenskrig! Også borgruinen, hvor filmen Lady Hawk er optaget, passerer vi, og smukke Gubbio, som er blevet allermest kendt for sødsuppe-tv-serien Don Matteo med Terrence Hill i hovedrollen. Vi spiser frokost i to af italiens flotteste middelalderbyer: Spoleto og Gubbio og skal overnatte i centrum Assisi, som helt klart er en af Italiens rigeste, flotteste og mest hellige byer! Her vil vi for første og eneste gang gå på kompromis med vores allerhelligste sikkerhedsregel, når vi for en kort stund tager hjelmen af og kigger indenfor i den verdensberømte: Basilica di San Francesco, hvor resterne af Frans af Assisi er opbevaret. Faktisk drejer det sig om TO kirker, hvor den ene mere rigt udsmykkede kirke på imponerende vis er bygget ovenpå den anden!
Også set fra et naturalistisk perspektiv er turen ekstremt varieret! Allerede på førstedagen får vi fornøjelsen af at køre langs søerne Turano og Lago del Salto, der i ynde og romantik er som taget ud af eventyrbøgerne! På andendagen venter der et sjælden cykeloplevelse i form af Nationalparken Gran Sasso (den store sten), hvor uendelige græsklædte vidder og monstrøse klippeformationer skaber en helt speciel stemning! På trejdedagen gælder det Lago (sø) di Campotosto i 1.313 meters højde, hvor man kan være heldig at fange spejlbilleder af Corno Grande, og bjerggruppen kaldet Monte Sibillini, som er kendt i hele Italien for et blomsterhav af vilde blomster i skrigende røde og blå/violette farver, der dækker adskillige kvadratkilometer med middelalderbyen Castellucio som romantisk baggrund (prøv evt. at google “Castellucio foto”!) Deltagerne kan også glæde sig til Gola di Furlo, i nationalparken omkring Monte Paganuccio, hvor man kører langs en opdæmmet flod med en kilometer høje klipper på begge sider. Umiddelbart inden vi når San Marino besøger vi middelalderborgen Rocca di San Leo, hvis beliggenhed på toppen af en klippe tager pusten fra èn. Turen afsluttes i lilleputstaten San Marino, hvor vi kører op og kigger ud over Adriaterhavet fra den flotte, tilsyneladende uindtagelige borg, som knejser højt fra sin klippe.
Men Rom-San Marino er ikke kun historie, kulturskatte og romantik! De daglige etaper har alle stigninger, som skal overvindes. Udover stigningen til Campo Imperatore (2.130 m) allerede på andendagen (det sidste stykke: optional) er passene, vi skal over, fra 600 til 1.550 m høje: Vallecupola (1.084 m), La Forca (1.350 m), Passo Capannelle (1.306 m), Forca di Presta (1.536 m), Forca Canapine (1.541 m), Forca di Cerro (728 m), Cima Morella (622 m), Madonna della Cima (777 m).
Il Cippo
Vi har sat en ekstra stigning ind til de stærkeste ryttere (optional): Il Cippo, Monte Carpegna (1.357 m) (Marco Pantani’s legendariske træningsbjerg, som Vingegård og Co. kørte hele to gange i løbet Tirreno – Adriatico i 2022. Denne modbydelige stigning blev desuden kørt i Giro’en i 1973, 1974 og 2008.
Samlet set ligger turens stigningsprocenterne på mellem 5-8% med maksimale procenter omkring 11-12%. Il Cippo har maksimale procenter på op til 18%! Sværhedsgraden er sammenlignelig med turen: Milano-Rom.
Stigningerne i tal:
| Dist. | Start | Slut | Dislivello | Gnms.% |
Muro Pizzo | 5,9 | 498 | 881 | 288 | 7,2 |
Vallecupola/Longone | 12 | 442 | 1.037 | 595 | 5 |
Vallecupola da Castel Tora (optional) | 6,4 | 555 | 1081 | 537 | 8,4 |
La Forca | – | 552 | 1.350 | 798 | – |
Campo Imperatore (Gran Sasso) | 44,9 | 579 | 2.129 | 1.717 | 3,8/10 (sidste 600 hm, optional) |
Passo Capannelle | 14,3 | 680 | 1.306 | 631 | 4,4 |
Forca di Presta (Monte Sibillini) | 14 | 600 | 1.534 | 934 | 6,7/10 (sidste 3 km) |
Forca di Cerro | 9 | 319 | 728 | 409 | 4,6 |
Madonna della Cima | 5,3 | 483 | 777 | 294 | 5,5 |
Il Cippo, Monte Capegna (optional) | 6,14 | 735 | 1.357 | 622 | 11,5 |
* Kør-selv rejsende transporteres til Rom fra et nærmere aftalt sted, hvor bilen parkeres, og tilbage til samme sted efter endt tur.
Program
Skøn etape at starte turen med! Fra vores hotel, der ligger med udsigt over Lago di Turano, følger vi søens bred til et spektakulært udsigtspunkt, hvor vi kan se lilleputbyen Castel di Tora på dens lille halvø midt i søen. Snart får vi mulighed for at se nærmere på middelalderborgen La Rocca Sinibalda, der mest af alt ligner et arabisk slot!! Vi fortsætter stigningen til Vallecupola/Longone (1.081 m). En nedkørsel bringer os til dæmningssøen Lago del Salto, hvis jadegrønne farve får den til at se helt eksotisk ud! Dæmningen for enden er 90 m høj og var Italiens største, da den blev bygget. Fra Fiamignano starter dagens længste stigning, hvor vi i helt afsides omgivelser og med pragtfuld udsigt til Gran Sasso arbejder os op til passet La Forca i 1.350 m højde. Herfra nedkørsel til vores slutdestination L’Aquila, dronningen af Abruzzo, en super hyggelig by med romersk oprindelse ved foden af Gran Sasso. Byen blev slemt beskadiget ved jordskælv i perioden fra 2008 til 2012, der nåede 6,3 på Richter-skalaen. Hotellet har swimmingpool samt jacuzzi og serverer overdådige kødretter.
Efter ca. 25 km starter første del af vores lange opkørsel til Campo Imperatore. Området er goldt og bart men med uendelige udsigter til høje bjerge og dybe dale. Første stop er S. Stefano di Sessanio, den sødeste lille by i 1.251 meters højde med et højt tårn som kendetegn. Vi fortsætter flat til Calascio, hvorfra vi kan se den højest beliggende italienske middelalderborg Rocca di Calascio (1.450 m), der blev brugt i filmen Lady Hawk med blandt andet Michelle Pfeiffer og Rutger Hauger (2 Oscars). Borgen bliver også brugt som symbol for regionen Abruzzo. Vi triller videre til endnu en superromantisk by Castel d. Monte (bygget på en klippe), hvorfra vi igen skal til at arbejde for det! Denne gang ca. 500 hm. i et uendeligt græsklædt månelandskab med monstrøse, klippeformationer i alle retninger! Et pragtfuldt cykelområde! Endelig når vi starten på stigningen til Campo Imperatore, som er en vidtstrakt, græsklædt dal med pragtfulde looks til Corno Grande (2.912 m) en kolossal klippeformation, som nemt kunne være lånt fra Dolomitterne! De bedst trænede fortsætter med stigningsprocenter (der når 10-12%) helt til Albergo del Campo Imperatore (2.130 m), hvor selveste Mussolini sad fanget i en periode under 2. verdenskrig… lige indtil han på mirakuløs/katastrofal vis blev befriet af tyske specialtropper d. 12. settembre 1943, der landede i det svært tilgængelige område med svævefly!!! Dem, der har lyst, kan se det lille museum, før vi kan sætte cyklerne i frigear og ræse de godt 40 km tilbage til hotellet, der har iøvrigt har opvarmet, udendørs swimmingpool (og jacuzzi) med bjergudsigt, så aftenens briefing vil blive holdt i badebukser m.m.!
På tredjedagen, som er vores kongeetape, fortsætter vi for en stund i nationalparken Gran Sasso. Ca. 10 km efter vi har forladt hotellet gælder det stigningen til Passo delle Capanelle (1.306 m). En klassisk lækker stigning i skygge og med masser af hårnålesving. Ikke så stejl! De to hold begiver sig i retning af Abruzzo’s største dæmningssø: Lago Campotosto (1.313 m), som kan give nogle helt eminente fotos med Gran Sasso i baggrunden! Herfra indledes en lang nedkørsel, hvor vi følger jordskælvslinien forbi tre af de hårdest ramte byer: Amatrice, Accumoli og Arquata del Tronto, hvor store dele af byerne blev omdannet til bunker af sten, og hvor de tilbageværende beboere har kæmpet en indædt kamp for at opnå midler til genhusning og genopbygning! Fra Arquata del Tronto starter dagens anden stigning til Forca di Presta (1.534 m), ca. 13 km med gennemsnitlige stigningsprocenter på omkring 7%. Meget af stigningen er åben og giver helt fantastiske looks til dalene under os. Mod slutningen, netop som vi befinder os direkte under Monte Vettores (2.476 m) imponerende klippefacade, strammer den til og nærmer sig 9-10% over et stykke på ca. 3 km. Efter selve passet møder der os et helt surrealistisk syn: Som at køre ned i en vulkan, hvor selve kratersøen er omdannet til en nærmest uendelig eng dækket af blå, violette og røde blomster omgivet af en komplet cirkel af høje, furede bjerge med sparsom bevoksning! Som en ø i havet ligger byen Castelluccio på sin lille høj i baggrunden… ufatteligt smukt! Efter en kortere nedkørsel skal vi op til stigningens andet pas: Forca di Canapine (1.541 m) og herfra starter den lange nedkørsel til muromkrænsede Norcia, som også blev hårdt ramt af jordskælvet. Vi kigger hurtigt indenfor murene og fortsætter endnu 10 km til vores hotel i Cascia.
Efter tre dage med høje bjerge kan vi hvile benene lidt med en fladere etape på fjerdedagen, der vil bringe os til flere pragtfulde italienske middelalderbyer! Ruten bringer os fra morgenstunden igennem et relativt øde bjergområde ad helt små veje langt fra civilisazionen. Fra Piedipaterno starter dagens eneste sande stigning (5%) til Forca di Cerro (734 m) (tre gange med i Giro’en: 1977, 2004 og 2007), før vi kan trille ned til vidunderlige Spoleto, kendt for romertidens mest imponerende akvædukt, Cortaccione og borgen La Rocca Albomoziana flot tronende på byens højeste punkt! I øvrigt er byen kendt for dens årlige kulturfestival: Festival dei Due Mondi (“De to verdeners festival”) eller bare Spoleto festival.
Efter frokost i Spoleto køres nord på ad en afslappende cykelsti i retning Assisi, fødestedet for Frans af Assisi. På vejen passerer vi de to klassiske italienske byer: Først nuttede Campello sul Clitunno, der med sin vakkelvorne ringmur ligger der fint på sin bakketop og dernæst Trevi, der smukt beklæder hele sin bakke med huse og ikke mindst kirken på toppen. Efter Foligno, som vi elegant undgår, kigger vi indenfor bag de tykke mure i byen Spello, som oser af middelalderlig stemning! Efter en mere afslappende dag afslutter vi dagens ridt i vidunderlige Assisi, hvor vi skal overnatte i centrum, så der kan blive plads til en aftentur til fods. Vi benytter lejligheden til at se indenfor i en af Italiens mest besøgte kirker: Basilica di San Francesco, rejst til ære for Frans af Assisi. Kirken består af to meget forskellige kirker bygget oven på hinanden. Kuplen blev beskadiget under et jordskælv for 15 år siden, men er nu restaureret. Assisi er også kendt for at have beskyttet et større antal jøder under krigen, der undgik deportation.
Femtedagen byder på en rigtig spændende etape med tre kortere stigninger samt den eventyrlige slugt, Gola di Furlo, som vi kan cykle igennem. Fra Piccione arbejder vi os op på en bjergtunge, således at vi har konstant udsigt til begge sider. Vejen er bevægelig, landskabet meget bakket og uendeligt romantisk, som man kender det fra Toscana. Det højeste punkt er 622 m., men jeg har ikke kunne finde en højdekurve for stigningen. Efter en skøn nedkørsel nås Gubbio, som ifølge beboerne er Italiens flotteste by! Vi kører op igennem de små, snævre gågader for ved selvsyn at bestemme, om de har ret? Gubbio er udover bygningen Palazzo dei Consoli allermest kendt for tv-serien Don Matteo med Terrence Hill i hovedrollen som en skakspillende præst, der hjælper de komiske carabinieri (politiet) med at løse alverdens mysterier. Om vinteren bliver bjerget bagved byen oplyst af verdens måske største juletræ, der dækker hele klippefacaden. Efter frokost gælder det dagens anden stigning til Madonna della Cima (777 m), der starter umiddelbart udenfor Gubbio’s mure og fortsætter i dramatiske omgivelser med høje klipper på begge sider. Den har lige nogle stejle passager, der skal overstås, men er heldigvis ikke så lang. Vi følger den gamle romervej Via Flaminia forbi middelalderbyen Cagli til dagens højdepunkt, Gola di Furlo. En snæver slugt med næsten lodrette klippesider helt op til en kilometer høje! Romerne gjorde slugten farbar med et par håndhuggede tunneller, så man kan komme tørskoet forbi floden Candigliano’s sparagdgrønne vande. Efter slugten slutter vi af med 6 km stigning til universitetsbyen Urbino (på UNESCOS liste over verdens kulturarv) kendt for sin betydning under oplysningstiden og sit imponerende Ducale palads, som vi ser på, imens vi drikker kaffe og spiser is! Hotel med swimmingpool.
Sjette og sidste etape bringer os først og fremmest til Monte Carpegna (1.415 m), hvor dem, der har lyst, kan teste sig selv på Il Cippo (1.357 m), Pantani’s træningsbjerg (optional)! 6,5 km med 11,5% i snit!
Dernæst skal vi op til en af Italiens mest spektakulære middelalderborge Rocca di San Leo, som er bygget på toppen af en klippe med lodrette klippesider. Om det er muligt at cykle op til det øverste tårn, det må komme an på en prøve, imens de andre hepper og skåler med deres cappuccino’s.
Dagens etape og turen som sådan afsluttes med stigningen til San Marino, der også er placeret strategisk på en høj klippe med udsigt over Adriaterhavet. Lilleputstaten San Marino er omgivet af Italien på alle sider og råder kun over 61 km2 med en population på 33.562 indb. Udsigten udover lavlandet og havet er pragtfuld! Et værdigt sted som afslutning på en god tur!
Højdekurver
Kommentarer
Jeg ville bare sige tak for en pragtfuld tur fra Rom til Milano! Gruppen fungerede godt, og dit kaptajnskab var som altid hyggeligt og underfundigt. Ruten var spændende med højdepunkter, jeg ikke anede eksisterede - og Monte Carpegna levede fuldt op til varedeklarationen! Jeg ved ikke, hvordan du finder de små frokoststeder, men gode var de! Jeg kan varmt anbefale turen til andre!
Tak for en super fed tur - virkelig noget på opleveren - hårdt men godt - vi ses nok igen!
Tak for sidst! En hård, i starten kold og regnfuld men fremfor alt vidunderlig tur gennem en for mig helt ukendt del af Italien. Dertil dejlige og glade oplevelser med cyklister og en dygtig arrangør m. hjælpere, som fik det hele til at spille. Turen gav mod/inspiration på mere både på den tohjulede og andre transportmidler. Kort sagt: En super tur!
Først og fremmest tak for en helt vidunderlig tur! Noget af det bedste jeg har oplevet til dato, hvad angår natur, arrangement samt stemning undervejs! Som jeg sagde til dig undervejs så kan jeg virkelig godt lide din tilgang til, at man får lov at køre cykelløb uden for mange formaninger, om hvad er rigtigt og forkert. Du forventer, at folk kan køre cykel, og det, synes jeg, er super fedt… Din Laissez faire på turene gør, at man føler sig fri til at køre. Kører man så lidt forkert, så må man jo tage det med! Jeg synes generelt, der bliver gået til stålet, og det er super fedt, hvis man er en homogen gruppe!
Tak til Joachim og hans fantastiske staff for en smuk og mindeværdig tur på kryds og tværs af Italien med start i Rom og endestation i San Marino. Joachim kan noget helt specielt, hvad angår cykelture i Italien! Benene er max. slidte og hovedet fyldt med oplevelser og smukke billeder - fra opture og nedture!
Tak for en dejlig tur gennem smukke Italien ad veje man nok ikke selv havde fundet på kortet? Det var hårdt, men med rummelighed, tålmodighed og godt humør var der også plads til en nybegynder! Joachim var utrolig god til at gøre det sjovt og hyggeligt at være afsted. Mine varmeste anbefalinger herfra!
Jeg vil bare sige tusind tak for sidst - det var en super fed tur! Ved godt, at vejret kunne havde været bedre, men heldigvis var de sidste dage gode, og det er jo det man husker! Vi føler, at vi var meget heldige at nå ud at rejse, inden corona lukkede verden ned igen! Vi vil helt sikkert meget gerne være med på en tur igen. Igår var vi ude at cykle en tur på cross/gravel cykler bl.a. sammen med Bill, han spurgte også til om du stadig havde den samme gamle Fondriest, det kunne vi kun bekræfte, den er ikke skiftet 🙂 Håber snart vi ses igen.
Tak for den fantastisk tur i smukt italiensk landskab. Masser af gode stigninger! Vejret har været super med høj sol og over 30 grader hver dag!
Tak for endnu en god tur! Som altid velplanlagt. Selvom tingene ændrer sig undervejs, findes der løsninger!
Rom-San Marino er netop gennemført, og endnu engang var det en anbefalelses- og mindeværdig oplevelse at deltage for anden gang på en af Joachims ture! Sammen med Bjarke og Antonio førte Joachim os sikkert igennem fantastiske landskaber og ubeskriveligt flotte byer, alt sammen krydret med de spændende historier dagens etape gemte på, inden vi ankom til næste hotel, hvor rigeligt med god italiensk mad ventede! Skal det være Italien skal det være med Joachim & Co. - og sådan er det:-) Vi ses igen! Mange humørfyldte hilsener
Tusind tak for en fantastisk tur fra Rom til San Marino! Og til Bjarke, hans søde kone Lotte og vores rare chauffør Antonio! Selvom vejret ikke viste sig fra sin bedste side de første dage, så har vi nydt hver en kilometer! Vi har cyklet igennem områder af Italien, som vi aldrig selv ville have fundet, set så meget flot landskab, smukke middelalderbyer, nydt dejligt selskab, lækker mad i rigelige mængder, og alt fungerede bare perfekt!
TAK for en god tur på cykel i sidste uge! Turen levede så absolut op til mine forventninger, og det var en god oplevelse at se dele af Italien, man normalt ikke ser som turist! Der var en god stemning blandt deltagerne på trods af alle forskellighederne! Jeg finder det positivt, at etaperne er så lange og udfordrende, og jeg finder det inspirerende og sjovt at cykle med gode cyklister, som kunne køre både op og ned! Jeg hører gerne om dine fremtidige aktiviteter, og jeg cykler gerne en tur en anden gang!
Great trip! One of the most unique riding experiences: Stunning views, beautiful towns, great climbs, fantastic food. Well done!
Det var en kvalitetstur af høj, høj klasse! En af de bedste cykelture, jeg har prøvet!
Igen en helt fantastisk tur! Utroligt smukke og oplevelsesrige ruter! Ja, vi fik masser af kultur og gode oplevelser! Indkvartering og forplejning var helt i top! Sammenhold og humøret højt, selvom min Garmin viste 40 grader, og vi svedte max. ... aldrig før har en vandpost været så kærkommen! Stor tak til alle deltagere, Gianfranco, Bjarke og Joachim. En super tur!
This is my second trip with Joachim. He created a route with amazing scenery through gorgeous historic towns and challenging terrain for all levels! I learn a lot of history on this trip and got to work on my climbing as well! I have to do many more trips with Joachim!
Tak for en forrygende tur igennem de pragtfulde og smukke italienske landskaber! Turen levede helt op til forventningerne, og jeg er lige nu igang med at fordøje de mange indtryk.
Tak for en fantastisk og virkelig udfordrende tur! Vi har set de smukkeste landskaber og små italienske byer undervejs, krydret med dejlig mad! Vi har haft et super kammeratskab og hygget os.... også selvom der er sved mange liter vand ud i sommervarmen! Jeg glæder mig til at cykel med Bike Italien en anden gang.
Jeg vil også sige tak for en helt utrolig smuk og hård tur! Jeg har nydt fællesskabet på hele holdet, så kan kun sige tak!
Tak for en feeed tur: smuk, udfordrende, smukke byer, og landskaber! Gør det gerne igen, hvis helbredet vil!
Super landskab med stejle bjerge og sved på panden. Heldig med vejret! Kun 20 min. med regn, en enkelt dag. Gode hoteller med god mad! Kan anbefales! God humor og godt kammeratskab! Tak!
Hårdt og godt! Smukt landskab, flotte byer, og hårde bjerge, smukke hoteller! Italien på sit bedste!
Tak for en god tur! Godt tilrettelagt! Et fantastisk område at cykle i! Jeg synes alle de små besøg i de små byer i bjergene var super!
Rigtig god tur! Helt fine ruter! Spændende og gode hoteller! Flinke deltagere (og guider)!
Tak for en fantastisk tur, med mange gode oplevelser og stigninger!