Dolomitterne Unplugged Classic

Med start i Val di Non, Europas æblehave, gælder det først og fremmest Passo della Mendola, som er Norditaliens ældste pas og det pas, der har været benyttet flest gange i Giro d’Italia. Mest skov til toppen, hvor udsigten til Dolomitterne er god! Efter 15 km fed nedkørsel med udsigt over Caldaro-søen og Castello di Firmian gælder det cykelstien langs floden Isarco igennem Bolzano.  Vi vælger den mest humane cykelvej til De Centrale Dolomitter og kommer igennem skisportsbyen Ortisei på vejen til Passo di Sella, hvor vi an betragte de første enorme klippeformationer, Biz Boe og Sasso Lungo. Efter en kop kaffe går det raskt nedad til Val di Fassa, hvor vi skal overnatte. 

På dag to gælder det intet mindre end Dolomitternes bedste og mest populære cykelture: De fire Pas, som også er kendt som: Sella-ronda for dem, der står på ski! Cykling i verdensklasse, som man kan leve højt på længe efter. Opvarmning ad cykelstien på vej til Canazei, og derfra har vi 13 kilometer til de gudesmukke Passo Sella (modsat retning i forhold til dagen før), som er de flestes favorit. Til alle sider ses voldsomme, lodrette klippeformationer uden nævneværdig bevoksning. Det stejleste af de fire pas men ikke slem! Efter en kort men monsterscenisk nedkørsel fortsætter glæden ved cykling op i retning af Passo di Gardena. En festforestilling på toppen: Nu med hajtænder imod nord og en lodret klippemur – over en kilometer høj – imod syd! Pragtfuld udsigt i løbet af den tekniske nedkørsel til skisportsbyen Corvara, som er omringet af imponerende, monumentale klippefingre. Fra Corvara kan Hold 1 gøre turen længere ved at fortsætte til Passo Valparola (2.168 m) og umiddelbart efter til Passo di Falzarego, som læner sig op ad et andet imponerende klippemassiv: Tofanes (3.244 m). Hold 1 støder til ruten igen i Arabba. For Hold 2 går det op til Passo Campolongo, som er dagens eneste pas under 2.000 meter! Nedkørslen til Arabba er relativt kort, men et par lige stykker giver mulighed for god fart! For begge hold gælder det afslutningsvist nu kun Passo Pordoi – en bestseller i Giro d’Italia-sammenhæng! Vejen er smukt udformet og har mange kurver. Fra selve passet ses Piz Boé (3.152 m) massivet med dens flade top, som udgør omdrejningspunktet for vores cykelrute. Man kan også tage billeder med  statuer af Fausto Coppi og/eller Gilberto Simoni, hvis det altid har været ens drøm? 

Vi fortsætter, hvor vi slap med endnu en storslået rute blandt de mest imponerende klippeformationer. Fra Canazei drejer vi fra gårsdagens rute og tager det stille og roligt op i retning af Dolomitternes højeste bjerg: La Marmolada (3.343 m)! Vi kan iagttage bjerget fra behørig afstand fra den modsatte side af dæmningssøen Lago di Fedaia og nyde solens leg i vandet, der gør denne passage ganske speciel! Nedkørslen til Caprile er berygtet for sine lange lige stykker med anseligt fald og skal respekteres! Det bliver spændende at se, om vi kan forcere slugten Serrai di Sottoguda, hvor man før stormen i 2018 kunne passere slugten med høje klipper på hver side sammen med et lille turistisk tog. Stormen væltede 6 mill. træer, og voldsomme vandmængder tog alt, hvad der hed asfaltvej og tegn på civilisation med sig. Dagens anden stigning (for Hold 1) er ugens gennemsnitligt stejleste stigning med 9,1%  Jo, den bidder, men er ikke umuligt. Ligger meget konstant omkring 9-11% hele vejen op. En uhørt flot stigning! Helt åben! Præmien er fingerklippen Nuvolau (2.575 m), som er alle trængslerne værd! Dem, der har fået højdemeter nok, kan køre tilbage samme vej og fortsætte direkte til sidste stigning, som er en gentagelse af Passo Pordoi fra dagen forinden. De hårde hunde kan vælge nedkørslen til Pocol og derefter små 600 højdemeter langs bjergformationen Tofanes (3244 m) til Passo di Falzarego, hvorfra de kan køre til Arabba og Passo Pordoi, der sammenlagt giver 3.600 hm! Hold 2 vælger den kortere hjemtur og kører direkte fra Caprile til Arabba, hvorfra de kan forsøge at forbedre deres tid på Passo Pordoi fra den foregående dag?

Fjerdedagen indledes med Passet Costalunga, som er relativt nemt i forhold til de foregående dage. De nysgerrige kan lægge vejen forbi den ikoniske og ultrasmukke Lago Carezza, hvori bjergformationen Latemar (2.842 m) spejler sig, hvilket koster ca. 50-80 højdemeter. For at komme ned i dalen vælger vi vejen til Passo Nigra, der følger fødderne af bjergformationen Rosengartens klippefingre, som aftensolen får til at ligne de smukkeste roser!  

Efter at have passeret floden Isarco i bunden af dalen, så går det opad igen for hold 1. Denne gang via Barbariano til tyrolerbyen Klobenstein (Renon), hvor både Sigmund Freud og Frank Kafka yndede at holde ferie om sommeren. Den gamle romervej, som senere blev døbt “Kejservejen” (opkaldt efter de mange fyrster, konger og kejsere, der benyttede sig af denne vej for at komme videre til Rom eller bare til Bolzano – nævnt første gang i historiebøgerne i år 875 d.c.), bringer os til Bolzano langs en lille jernbane (bygget i 1907), der fragter turister frem og tilbage over højsletten Renon, hvorfra der er gode looks til spidserne af Dolomitternes højeste formationer. Anden halvdel af stigningen har et længere stykke med anseelige stigningsprocenter (op til 20%), hvor man indimellem på op og stå! Hold 2 vælger i stedet en ekstra lille tyroleroplevelse med turen via Adriano og Prissiano – en kort men ubehageligt stejl, lille stigning, der får pulsen helt op i det røde felt med stigningsprocenter på op til 18%

Fra Merano gælder det Italiens største cykeloplevelse, tør jeg godt love: Passo dello Stelvio, der med sine 2.760 m er Europas næsthøjeste pas. Men først har vi 40 km opvarmning ad områdets fladeste og mest afslappende cykelsti i Val Venosta. På vores vej igennem et virvar af æbleplantager kan vi skimte til adskillige middelalderborge, indtil vi når Prato. Her starter balladen! Der venter 24.5 km med non-stop stigning: 1800 hm og 48 hårnålesving! I starten relativt overkommelige stigningsprocenter omkring 6-7%, men fra skovstykket stiger snittet til 9%, og kortere passager når 12, 13 og 15% Med hårdtprøvede ben drejes om et hjørne, og pludselig går det op for én, hvad fanden man har kastet sig ud i! En mur af en næsten lodret bjergfacade skamferet af zigzag-streger som en pisket ryg åbenbarer sig, og i øverste venstre hjørne kan man skimte noget, der ligner et hus. Det er der, man skal op – koste hvad det vil! Her starter kampen imod sig selv og smerten i ben’ern! De andre deltagere, der før var konkurrenter, bliver til ubetydelige statister, for man kan hverken gøre fra eller til. Man er mærket, og kampen for overlevelse sætter ind! Efter forløsningen og en dejlig pizza til frokost gælder det den flotteste nedkørsel i Italien! Glæd jer! Det kan også være den koldeste, men vi krydser fingrer – hvis vi kan? Efter en god kaffepause i Bormio tager vi forskud på morgendagens strabadser og kører første halvdel af Passo di Gavia stigningen. Så er den overstået! 

Fra vores skisportshotel i Santa Caterina gælder det lige på og hårdt de sidste 13 km af stigningen til Passo di Gavia. De første hårnålesving foregår i skoven, men så åbner landskabet sig op, og imponerende Monte Zebru (3.735 m) åbenbarer sig i al dets vælde. Imens dalen udvider sig, og dusinvis af mindre vandfald gør os selskab, bliver vejen smallere og dårligere, og enkelte passager trækker tænder ud med op til 17%. Imod toppen flader vejen ud, og der kan sættes fart på før finalen. Alt efter vejret drikkes der Cola, varm chocolade eller spises gullash-suppe, før vi giver den gas nedad nok den mest dramatiske nedkørsel i Norditalien! Kun én vejbane, talrige blinde vinkler, den mørkeste tunnel og den dybeste afgrund kendetegner turen ned, hvor den kolde vind synger, om hvordan legendariske Andy Hampsten i Giro’en 1988 trodsede snestormen, kom først på toppen, blev nummer to på etapen og fik den lyserøde trøje, som han beholdt til slut! 

Kom vi til at fryse på vej ned, så får vi varmen igen på vej op til Passo Tonale, som starter netop, som vi kommer ned. Igen en forrygende nedkørsel på den anden side af passet, indtil Val di Sole, som godt må leve op til dens navn!? Her vælger vi cykelstien og slutter dagen med ca. 600 hm nem stigning i Val di Non.