Dolomitterne Unplugged Classic

Med start i Val di Non, Europas æblehave, gælder det først og fremmest Passo della Mendola, som er Norditaliens ældste pas og det pas, der har været benyttet flest gange i Giro d’Italia. Mest skov til toppen, hvor udsigten til Dolomitterne er god! Efter 15 km fed nedkørsel med udsigt over Caldaro-søen og Castello di Firmian gælder det cykelstien langs floden Isarco igennem Bolzano. Fra Prato Isarco gælder det cykelugens tredjelængste stigning til Passo Nigra, som hverken er nem eller hurtigt overstået! Heldigvis har den et længere glidestykke halvvejs med storslåede looks til en af Dolomitternes mest berømte formationer: Rosengarten, hvor de tornede klippefingrer får rosernes røde glød, når aftensolen sender sine sidste stråler! Efter byen Tires ophører al snak om roser, og vi får nok at se til med en kort passage med op til 24%. Det sidste stykke bugter sig op igennem skoven med stigningsprocenter omkring 9-10 stykker, indtil forløsningen ved søen Lago di Carezza, som takket være sin smaragdgrønne farve og spejlbillederne af klippeformationen Latemar, er et af Dolomitternes mest ikoniske steder! Fra søen tøffer vi op til passet Costalunga, hvor man kan få kaffe, og derfra går det raskt nedad til Val di Fassa, hvor vi skal overnatte. 

På dag to gælder det intet mindre end Dolomitternes bedste og mest populære cykelture: De fire Pas, som også er kendt som: Sella-ronda for dem, der står på ski! Cykling i verdensklasse, som man kan leve højt på længe efter. Opvarmning ad cykelstien på vej til Canazei og derfra har vi 13 kilometer til Passo Pordoi, som er en anden bestseller i Giro-sammenhæng! Til alle sider ses voldsomme lodrette klippeformationer uden nævneværdig bevoksning. Vejen er smukt udformet og har mange kurver. Heldigvis ikke så stejl. Fra passet ses Piz Boe massivet med dens flade top i 3.000 meters højde, som udgør omdrejningspunktet for vores cykelrute. Man kan også tage billeder med  statuer af Fausto Coppi og/eller Gilberto Simoni, hvis det altid har været ens drøm? Nedkørslen til Arabba hører til mine favoritter. Ingeniøren m/k skulle have et knus for sine bløde kurver… hvor man kan komme godt ned i svingene uden af tage farten af! Fra Arabba kan Hold 1 gøre turen lidt længere ved at fortsætte til Passo di Falzarego og Passo Valparola (støder til ruten igen i Corvara). For Hold 2 går det relativt stejlt op til Passo Campolongo, som er dagens eneste pas under 2.000 meter! Pragtfuld udsigt i løbet af nedkørslen til skisportsbyen Corvara, som er omringet af imponerende, monumentale klippefingre. Glæden ved cyklingen fortsætter op i retning af Passo di Gardena, og den lindrer på smerten, der så småt begynder at akkumuleres i ben’ern. En festforestilling på toppen: Nu med hajtænder imod nord og en lodret klippemur – over en kilometer høj imod syd. Tilbage er nu kun en kortere nedkørsel og små 400 højdemeter til Passo Sella, som er de flestes favorit. Simpelthen toppen af poppen når det gælder cykling i bjerge! Hele vejen kan man holde øje med et af Dolomitternes mest kendte vartegn: Sasso Lungo (den lange sten), der higer efter himlen og ser meget truende ud!

Vi fortsætter, hvor vi slap med endnu en storslået rute blandt de mest imponerende klippeformationer. Fra Canazei drejer vi fra gårsdagens rute og tager det stille og roligt op i retning af Dolomitternes højeste bjerg: La Marmolada (3.343 m), hvor en gletscher knækkede i sommers i en tragisk ulykke og tog 11 liv med sig til de evige jagtmarker! Vi kan iagttage bjerget fra behørig afstand fra den modsatte side af dæmningssøen Lago di Fedaia og nyde solens leg i vandet, der gør denne passage ganske speciel! Nedkørslen til Caprile er berygtet for sine lange lige stykker med anseligt fald og skal respekteres! Det bliver spændende at se, om vi kan forcere slugten Serrai di Sottoguda, hvor man før stormen i 2018 kunne passere slugten med høje klipper på hver side sammen med et lille turistisk tog. Stormen væltede 6 mill. træer, og voldsomme vandmængder tog alt, hvad der hed asfaltvej og tegn på civilisation med sig. Dagens anden stigning (for Hold 1) er ugens gennemsnitligt stejleste stigning med 9,1%  Jo, den bidder, men er ikke umuligt. Ligger meget konstant på lige under 10% hele vejen op uden endnu stejlere passager. En uhørt flot stigning! Helt åben! Præmien er fingerklippen Nuvolau (2.575 m), som er alle trængslerne værd! Nedkørsel til Pocol og derefter små 600 højdemeter langs bjergformationen Tofanes (3244 m) til Passo di Falzarego. Hold 2 vælger den kortere hjemtur og kommer til at prøve kræfter med “de bløde former” på Passo Pordoi fra den modsatte side i forhold til dagen i forvejen. Også Hold 1 afslutter cykelugens kongerute med Pordoi og når op på 3.600 højdemeter, hvis alt går efter planen!? Fy, fy fan, som svenskerne har for vane at sige! 

På fjerdedagen skal vi lige have Passo Sella med fra den modsatte side, som er helt speciel med de 1000 m høje, lodrette klippefacader, der rejser sig lodret direkte fra autoværnet! Min personlige favorit blandt de fire pas! Fra passet kan man i bogstaveligste forstand trille 30 km ned langs Val Gardena –  områdets længste uafbrudte nedkørsel. Efter at have passeret floden Isarco i bunden af dalen, så går det opad igen. Denne gang via Barbariano til tyrolerbyen Klobenstein (Renon), hvor både Sigmund Freud og Frank Kafka yndede at holde ferie om sommeren. Den gamle romervej, som senere blev døbt “Kejservejen” (opkaldt efter de mange fyrster, konger og kejsere, der benyttede sig af denne vej for at komme videre til Rom eller bare til Bolzano – nævnt første gang i historiebøgerne i år 875 d.c.), bringer os til Bolzano langs en lille jernbane (bygget i 1907), der fragter turister frem og tilbage over højsletten Renon, hvorfra der er gode looks til spidserne af Dolomitternes højeste formationer. Efter en lækker nedkørsel kan man tilvælge en ekstra tyroleroplevelse med turen via Adriano og Prissiano – en kort men stejl lille stigning, der får pulsen helt op i det røde felt med stigningsprocenter på op til 18%

Fra Merano gælder det Italiens største cykeloplevelse, tør jeg godt love: Passo dello Stelvio, der med sine 2.760 m er Europas næsthøjeste pas. Men først har vi 40 km opvarmning ad områdets fladeste og mest afslappende cykelsti i Val Venosta. På vores vej igennem et virvar af æbleplantager kan vi skimte til adskillige middelalderborge, indtil vi når Prato. Her starter balladen! Der venter 24.5 km med non-stop stigning: 1800 hm og 48 hårnålesving! I starten relativt overkommelige stigningsprocenter omkring 6-7%, men fra skovstykket stiger snittet til 9%, og kortere passager når 12, 13 og 15% Med hårdtprøvede ben drejes om et hjørne, og pludselig går det op for én, hvad fanden man har kastet sig ud i! En mur af en næsten lodret bjergfacade skamferet af zigzag-streger som en pisket ryg åbenbarer sig, og i øverste venstre hjørne kan man skimte noget, der ligner et hus. Det er der, man skal op – koste hvad det vil! Her starter kampen imod sig selv og smerten i ben’ern! De andre deltagere, der før var konkurrenter, bliver til ubetydelige statister, for man kan hverken gøre fra eller til. Man er mærket, og kampen for overlevelse sætter ind! Efter forløsningen og en dejlig pizza til frokost gælder det den flotteste nedkørsel i Italien! Glæd jer! Det kan også være den koldeste, men vi krydser fingrer – hvis vi kan? Efter en god kaffepause i Bormio tager vi forskud på morgendagens strabadser og kører første halvdel af Passo di Gavia stigningen. Så er den overstået! 

Fra vores skisportshotel i Santa Caterina gælder det lige på og hårdt de sidste 13 km af stigningen til Passo di Gavia. De første hårnålesving foregår i skoven, men så åbner landskabet sig op, og imponerende Monte Zebru (3.735 m) åbenbarer sig i al dets vælde. Imens dalen udvider sig, og dusinvis af mindre vandfald gør os selskab, bliver vejen smallere og dårligere, og enkelte passager trækker tænder ud med op til 17%. Imod toppen flader vejen ud, og der kan sættes fart på før finalen. Alt efter vejret drikkes der Cola, varm chocolade eller spises gullash-suppe, før vi giver den gas nedad nok den mest dramatiske nedkørsel i Norditalien! Kun én vejbane, talrige blinde vinkler, den mørkeste tunnel og den dybeste afgrund kendetegner turen ned, hvor den kolde vind synger, om hvordan legendariske Andy Hampsten i Giro’en 1988 trodsede snestormen, kom først på toppen, blev nummer to på etapen og fik den lyserøde trøje, som han beholdt til slut! 

Kom vi til at fryse på vej ned, så får vi varmen igen på vej op til Passo Tonale, som starter netop, som vi kommer ned. Igen en forrygende nedkørsel på den anden side af passet, indtil Val di Sole, som godt må leve op til dens navn!? Her vælger vi cykelstien og slutter dagen med ca. 600 hm nem stigning i Val di Non.