Den bedste ferie… ever!
Skrevet af Janne Møller, Grenå.
Vi er en familie på fire personer: to stk. forældre, Thomas og Janne og to drenge Mads på 13 år og Asbjørn på 17 år. Vi er medlemmer af Grenaa Cykle Club og har cyklet både mountainbike og racer i et par år. Sommerferien 2012 skulle planlægges, og ungerne var klar på, at der skulle ske noget andet end badeferie denne sommer.
Efter flere uger i tænkeboks og søgning på nettet efter cykelferie for en familie på fire, faldt vores øjne på Bike Italien, der holder til ved Gardasøen i Italien. Bike Italien kunne tilbyde rejsebeskrivelser på dansk, flere ruter med forskellige sværhedsgrader, bestilling af overnatning, leje af mtb’er og transport af baggage. Trygt og enkelt. Rejsen blev endelig bestilt i marts måned. Og nu var det kun at vente på, at det blev sommerferie.
Vi mødte Joachim, ejeren af Bike Italien, en søndag aften og fik stillet vores bil hos ham. Han havde boet i Italien i flere år og har lavet alle ruterne efter grundig research og adskillige prøvekørsler. Vi rykkede over i hans minibus og blev kørt til det skønneste agriturismo beliggende mellem grønne vindruemarker langt fra de overbefolkede og fyldte veje og alligevel ikke så langt fra Gardasøen, som man umiddelbart skulle tro. Her fik vi udleveret mtb’er, lappegrej, slanger, pumpe, førstehjælpskasse og en rejseguide til turen, der startede næste dag. Efter et par glas af gårdens egen vin, som kunne købes på stedet, var det tid til at kravle under lagnerne i himmelsengen og få nogle timers søvn.
På førstedagen kørte vi så afsted på vores mountainbikes efter et solidt morgenmåltid. Klokken var ni om morgenen, og vi vidste af erfaring, at det gjaldt om at komme af sted, inden det blev for varmt. Vi havde fyldt vores drikkedunke med rent og koldt vand, vores små cykelrygsække med energibarer og frugt, og vi havde fundet rutebeskrivelsen frem og smurt vores blege skandinaviske hud med solcreme. Og så cyklede vi af sted.
Ude på ruten blev vi mødt af de smukkeste marker og udsigter, geder og æsler bag indhegninger. Lyden af cikader fulgte os overalt på ruten. Vi fulgte floden Mincio, som er bindeledet mellem Gardasøen og Italiens længste flod Po. Floden er kendetegnet ved sin jadegrønne farve, sin dybde og sin strøm.
Rutebeskrivelsen var nem at følge, og man fik lidt historie med hen af vejen. Blandt andet kunne man læse, at der i floden fandtes en enorm rovfisk, Mallen, der kunne blive op til halvanden meter lang, og at digerne bl.a. tjener som barrierer for, at den ikke skal slippe ind i Gardasøens økosystem, hvor den ville gøre stor skade.
Vi kom til den smukkeste lille by med vandmøller, befæstningstårne og smukke bygninger bygget ovenpå vandet. Her havde selveste Napoleon udkæmpet et slag, men også tempelriddere, romere, gallere, keltere mv. havde fundet området så interessant, at de havde slået sig ned der.
Vi passerede de smukke Morænebakker, hvor der under uafhængighedskrigen imod det Østrig-Ungarske rige blev kæmpet bravt. Mere end 10.000 soldater måtte lade livet i et af de historiske slag. Og i ti år fik de døde soldater lov til at ligge på slagmarken, inden man begyndte at rydde op. Knoglerne blev samlet i ossarier (knoglehuse) og velsignet. Vi var inde og se ét, hvor kranierne – nogen med skudhuller i – lå for sig selv. Et andet sted lå der knogler møgsommeligt stablet som brænde i et brændeskur. Der var mindesmærker og blomster, og det var ikke så makabert, som det lyder. Det siges, at bønderne stadig, den dag i dag, kan finde knoglestumper m.m. i jorden.
Frokosten blev indtaget i romantiske omgivelser ved et udkigstårn. Vi kom forbi flere fontæner med rindende vand og havde fået at vide, at vi bare kunne tappe vand til vores drikkedunke, så det gjorde vi. Og det kolde vand smagte fantastisk i varmen!
Førstedagens rute var cirka 42 km lang. Og jublen var stor, da vi endelig kunne trække det svedige cykeltøj af og hoppe i argriturismo’ets lille pool, drikke en kop kaffe/ cola og hvile benene.
Om aftenen blev vi bespist som konger. Joachim havde anbefalet os at booke bord hurtigst muligt, for maden på argriturismoet, hvor vi boede, var der virkelig kælet for. Klokken 19.30 sharp blev der ringet på klokken, og vores madmor sagde værsgo på italiensk. Der blev ikke talt engelsk på stedet. Det var et stort tag-selv-bord med lokale råvarer tryllet om til adskillige italienske antipasti, salater, brød, mv. Senere blev der serveret tre forskellige pastaretter ved vores bord. Og til sidst var der valgfri hjemmelavede italienske desserter. Da serveringen endelig stoppede, nærmest trillede vi hen til lænestolene og kiggede ud over de smukke marker og drak et glas vin. Og så var det sengetid.
På andendagen dukkede Joachim op, da vi spiste morgenmad for at høre, om vi var tilfredse med cykelruten dagen før og for at høre, om vi havde spørgsmål. Vi var absolut tilfredse med det hele. Og så cyklede vi afsted på ny.
Vi kørte ud på de små landeveje for at komme til Sirmiones færgeleje. Der blev cyklet stærkt for at nå færgen. Så det var ikke mange af de ”smukke bygninger fra romertiden”, vi fik set. Hvis vi ikke nåede den planlagte færge, ville der gå flere timer, inden vi kunne komme afsted igen. Det var nemlig ikke alle afgange, der havde plads til cyklerne.
Det var den smukkeste sejltur tværs over Gardasøen. Og her gik det op for os, hvor stor søen egentlig er! Der blæste godt, og vandet sprøjtede ind over os på færgen, så vi blev godt våde. Efter en lille times sejlads, lagde færgen til i Lazise, en anden af de små, henrivende middelalderbyer, der ligger langs søens bred. Her kiggede vi forbi Los Locos, som er Michael Rasmussens cykelbutik for at få justeret nogle gear på den ene cykel.
Igen ud på ruten, og nu var det Bardolino vindistriktet, der stod for tur. Solen var nådesløs den dag, så vi søgte skygge, når vi kunne og sørgede ellers for at få smurt ekstra godt med solcreme på. Vi rundede flere smukke udsigtspunkter, og for første gang havde vi besvær med at finde rundt og læse rutebeskrivelsen korrekt. Det medførte lidt unødvendig kørsel op og ned af et par meget stejle bakker, hvilket gjorde kraftigt indhug i vores drikkevandsbeholdning. Netop da humøret nærmede sig et lavpunkt, fandt vi i skoven et lille vandfald med kildevand, der kunne drikkes og bruges som dejligt koldt soppevand, hvor det nærmest sagde ”psssss”, da fødderne ramte vandet. Det var den bedste oplevelse i løbet af dagens 45 km! ”Det skal være skidt, før det bliver godt” – ordsproget passede lige her!
Trætte og lidt brugte ankom vi til det nye hotel, hvor der igen var en dejlig pool. Joachim havde sat alt vores baggage ned på værelset, så nu gjaldt det afslapning omkring poolen. Vi spiste aftensmad på en nærliggende restaurant og gik tidligt i seng den aften. Det er hårdt at være cyklist i varmen! Jeg følte, at mine ben var tykke som elefantben!
På tredjedagen startede vi med at cykle et godt stykke langs Gardasøens bred. Senere op på et bjerg, hvor den mindste restaurant i miles omkreds lå med verdens bedste udsigt. Frokosten blev indtaget i de smukke omgivelser, og så gik det ellers ned og op i bjergene på skiftende underlag. Ikke længe efter kom vi ned til søen igen. Og nu var der så varmt, at badetøjet blev fundet frem, og drengene hoppede ud fra kajen og ned i Gardasøens kølige friske vand.
Efter 33 km rimeligt udfordrende kilometer kom vi til havnebyen Malcesine. Her var der virkelig sjæl og charme! I byen ligger der bl.a. en lift, der kører op til bjerget Monte Baldo’s top (1.780 m), så der er mange turister og masser af liv og cykelforretninger.
Vi indlogerede os på Hotel Internationale, hvor en pragtfuld pool lå med udsigt til byens borg og til søen med de omkringliggende bjerge i baggrunden. Så smukt! Og så dejligt at få badet i det kølige vand og slappe af i cykelbenene i solen.
På fjerdedagen pjækkede vi fra den planlagte cykeltur. Asbjørn var nemlig væltet dagen før, og hans knæ var hævet. Vi var alle godt trætte efter tre intensive cykeldage. Desværre gik vi glip af dagens rute med færgetur, rester fra det største stenskred i Alpernes historie, dinosaurus-fodspor, bjergbestigere på klippesiderne, prinsesseslot mv. Ærgerligt, ærgerligt, men vi turde ikke satse, da Asbjørns knæ helst skulle klare resten af turen!
På femtedagen kom Joachim omkring og hentede vores baggage, inden vi tog drog af sted. Endnu engang kunne vi fortælle om vores tilfredshed ved ferien og hotellet. Vi var stået tidligt op, fordi vi dagen før kunne se køen ved kabineliften vokse sig flere hundrede meter lang, jo senere på dagen det blev. Nu gjaldt det om at komme af sted, inden der kom for mange turister.
En sky lå tungt over Monte Baldos tinder, så Joachim spurgte os, om vi havde medbragt regnjakker? Hvad snakkede han lige om? Vi var ved Gardasøen, hvor gennemsnitstemperaturene ligger en del over, hvad vi normalt bliver udsat for i Danmark. Men Joachim insisterede kraftigt på, at vi skulle investere sådanne, og vi lod os til sidst overtale. Han fortalte os, at temperaturene i tilfælde af regnvejr oppe på toppen af Monte Baldo kunne falde drastisk! Og da turen ned af bjerget på den anden side ville tage mindst et par timer, ville det i tilfælde af regn være uforsvarligt at køre ned uden regnfrakke. Hundrede euro fattigere, men med mod på at bestige Monte Baldo satte vi os ind i kabineliften og lod os føre op på bjerget. Lige præcis den dag var der tåget, så udsigten var desværre ikke så betagende, som den kunne have været. Og tågen blev tættere og tættere, des længere vi kom op på bjerget.
Da kabineturen var overstået efter ca. en halv time, stod vi ud i tæt tåge, og der var næppe mere end 5-10 grader. Det var koldt, og luften føltes tynd heroppe i knapt to kilometers højde. På med regnjakkerne, der så alligevel kom til deres ret, og så af sted. Underlaget var træls at cykle på, og Mads, der i forvejen var lettere handicappet med en lille jernsplint, der var kommet ind i fingeren og gjorde ondt, når han bremsede, endte med at vælte, så vi blev enige om at dele os. Thomas (faderen) og ældstesønnen Asbjørn skulle bare cykle nedad, og Mads og jeg ville tage kabineliften ned igen. Planen var, at vi skulle mødes der, hvor vi skulle sove senere den dag. De to cyklede af sted ned af bjerget, og Mads og jeg gik op til kabineliften for at blive kørt ned igen. Dette terræn var lige en kende for skrapt for vores smag! Nope! Det var først muligt at komme ned med kabineliften igen kl. 18.30!!! Taget i betragtning, at klokken endnu ikke havde passeret kl. 9.00 om morgenen, kom dette som lidt af et chok!
Ingen mobildækning! Død og pine… der var ikke andre muligheder, end at begynde at cykle ned. Mads og jeg følte os pludseligt meget alene på dette kæmpe bjerg og kunne kun håbe, at vi kunne finde far og Asbjørn igen, før de kom for langt ned. Vi var uden kort og rutebeskrivelse, og den tætte tåge gjorde det svært at orientere sig, men i det mindste slap jeg, som er højdeskræk for at se ned af skrænterne. Som en ringe trøst kunne vi høre køernes og gedernes klokker langs vejen, så vi var ikke helt alene!
Det var lidt af en off road grusvej vi skulle i lag med – med en del løse sten og dybe furer skabt af regnvandet. Grusvejen var relativt stejl og sluttede med en serie hårdnålesving. Når der opstod huller i tågen, var der masser af udsigtspunkter, hvorfra et pragtfuldt bjerglandskab åbenbarede sig under os. Desværre var det lidt svært at nyde fuldt ud i den situation, vi befandt os i!
Til vores store held, mødte vi et par nordmænd på vejen ned. De udstyrede os med et kort og hjalp os med at læse det, så vi kunne ende samme sted som faderen og Asbjørn senere på dagen. De var meget hjælpsomme og bekymrede for os, da de helt sikkert kunne høre, at jeg ikke havde begreb om, hvor jeg var henne på det s…… bjerg! Vi havde kørt i noget der lignede en times tid, da vi mødte en racercykel med rytter på, som vi spurgte vej. Jeg var opsat på, at Mads for alt i verden ikke skulle mærke, at jeg var ved at opgive. Endnu engang var heldet med os. Manden viste sig nemlig at være dansk og begyndte at læse kort med os, da vi pludselig hørte hvinende cykelbremser lige op af os. Juhuuuu det var Asbjørn og faderen, der kom. De havde mødt nordmændene, som guidede dem den vej, hvor vi var kørt – den helt forkerte vej!!! Aldrig havde vi været så glade for at se dem igen!
Så kunne nedstigningen for alvor begynde, og nu kunne intet slå os ud!? Men vi blev klogere… først skulle vi nemlig lige forcere en tre kilometers stigning med 6-7% i snit, så det sjove måtte vente lidt endnu.
Sjovt blev det! Drengene susede ned af hårnålesvingene. Senere fortalte de, at de havde kørt op imod 79 km i timen nedad. Moderen, der altid er blevet kaldt en ”pyldremor”, og som siden dengang drengene var små, var kendt for sit mantra: ”pas nu på”, måtte for engangs skyld slippe tøjlerne (lade poder være poder) og kun tænke på selv at komme helskinnet ned af bjerget! Og det gik da også bedre og bedre. Efter flere timer i bjergene kom vi ned og kørte langs floden Adige igen. På vejen havde vi mulighed for at se en bjergkirke (halvanden time op og en time ned af 3000 trappetrin!!!) og en kæmpe middelalderborg, men da vi vidste, at tiden var knap, og da vi gerne ville være ved vores bestemmelsessted mellem kl. 16 og 17, fortsatte vi denne gang vores færd uden at lege turister. Det måtte blive næste gang, vi var i nærheden!
Efter ca. 62 km ankom vi til Brentino – her lå et skønt, lille argriturismo – denne gang var der dog ikke swimmingpool. Til gengæld smukke bjerge og vinmarker omkring os. Vi aftalte med vores kvindelige vært, hvornår vi ønskede at spise, og så kørte hun os til en lille landsby med et lille pizzeria. Efter et dejligt måltid kørte kokken os hjem til argriturismoet igen! Her sad værterne og spiste aftensmad med deres børn ude under åben himmel. Vi fik tilbuddet om at sætte os og få lidt vin. Og snakken gik om forskellighederne og lighederne Italien og Danmark imellem med skolevæsnet, børneopdragelse, facebook, indvandrerpolitikken osv. Især spurgte børnene ind til de italienske børns lange sommerferie, som varer tre måneder. Det var en rigtig hyggelig aften, som sikkert kunne have fortsat længe endnu, men til sidst måtte vi gå iseng, så vi kunne være klar til den sidste dags strabadser!
På sjettedagen kom Joachim for sidste gang og hentede os, vores baggage og mtb’er, og så blev vi kørt op i Lessiniabjergene til den lille by, Fosse. Bjerget var fuldt af cyklister, og han kunne fortælle, at alle lokale cykelryttere havde en tid på det bjerg. Det gik opad og opad på de snoede bjergveje. Efter vi blev sat af, sagde vi pænt farvel til Joachim og fik aftalt, hvor cyklerne skulle stilles, når endedestinationen i Verona var nået. Og så gik det igen ned og op af de små bjergveje. Vi cyklede en lille ekstratur på 12,6 km for at besøge Europas største naturbro, hvilket vil sige en kæmpe klippe med hul under. Det var spændende omgivelser og flot natur! Derefter bragte ruten os forbi en anden lille bjergby, Molina, hvor man kunne se på smukke vandfald i en lille naturpark. Den sprang vi dog let og elegant over, da vi ikke helt vidste, hvor lang tid der endnu var på cyklen. Vi cyklede forbi masser af kirsebærenge, hvor der duftede af kirsebærsauce, men kirsebærrene var desværre allerede plukket… og sikkert også spist!
Endelig kom vi ned fra bjerget, og nu gjaldt det turen til Verona, som gik igennem vindistriktet Valpolicella, et område med flotte gamle klassiske villaer og haver. Efter knapt 60 km ankom vi til Verona, og blev ledt forbi alle de skønne steder i byen. Vi havde lidt problemer med at finde ud af, hvor vi skulle bo henne, indtil det pludselig gik op for os, at vi skulle bo oppe over Verona med den flotteste udsigt over byens røde tage, kirker og floden Adige, der slanger sig igennem byen. Men først skulle vi bestige bjerget: To kilometer lige op ad en laaaang bakke. Og det var hårdt med hårdt på – og for at det ikke skulle være nok, så begyndte det for første gang på vores tur at regne og tordne. Vi kunne læse på turbeskrivelsen, at vi kørte på den VM rute, hvor Michael Rasmussen lå alene i udbrud på sidste omgang. Det gik nok en anelse hurtigere end den trætte familie Møllers præstation, men vi gav den alt, hvad vi kunne, og det er jo det vigtigste!
Vi var blevet anbefalet at spise, inden vi ankom til hotellet, da restauranten her ikke var åben den dag. Så vi satte os ind på et pizzeria et par hundrede meter inden hotellet. Vi var alle godt trætte efter fem intensive cykeldage! Mads hang over bordet med hovedet. Den sidste bakke slog os fuldstændig omkuld! Udsigten over byen fra terrassen var intet mindre end fantastisk! Vi fejrede den sidste aften i Italien med et festmåltid og en kæmpe isdessert til hver. Godt nok med vores sure beskidte cykeltøj på. Med fyldte maver besteg vi det sidste stykke op til hotellet/argriturismo’et, som var det mest romantiske og flotteste overnatningssted, vi endnu havde set. Total gedigen og robust bondehygge med pragtfuld udsigt over floden og flere af de karakteristiske broer over Adige der kendetegner Verona!
Vi var alle fire godt matte og trætte, men på den rigtige gode måde. Det havde været en alle tiders måde at holde ferie på, når man som os, cykler alle fire. Det havde været dejligt at se så mange nye ting, og at være cyklende turist, få information omkring ting, som man ikke vidste noget om. Vi havde kørt flere gange lige i nærheden, men ikke vidst, at der lå så mange smukke ting på vejen.
Alt i alt en fantastisk familieferie med masser af gode oplevelser!
Hilsen Janne Møller