Som trold-mændenes lærling i Dolomitterne.
Skribent: Ann Birgitte Sørensen, København K
14.000 højdemeter!
Jeg er netop kommet hjem efter den mest fantastiske cykelferie i Dolomitterne, hvor jeg – ene kvinde, cyklede næsten 700 km på seks dage i et noget bakket terræn sammen med seks cykelentusiastiske mænd samt Joachim fra Bike Italien.
Det hele startede en dag i marts, hvor en kollega spurgte, om jeg ville med til Dolomitterne og cykle i uge 34, og præsenterede mig så for Bike Italiens program for Dolomitterne Unplugged 2010. Det så godt nok tillokkende ud, men også lidt skræmmende, da jeg aldrig havde cyklet så mange kilometer på seks dage – og så i bjerge med både mange, lange og relativt stejle stigninger – ca. 14.000 højdemeter!
Nådesløse angreb!
For at blive klar på om det overhovedet var realistisk at melde mig til en sådan cykelferie, mailede jeg til Joachim for at få hans vurdering af mig og mine forudsætninger for at gennemføre – vel om mærke uden at være en klods om benet på de øvrige deltagere! Mine forudsætninger var dengang og er stadig, at jeg dagligt cykler 25 km til/fra arbejde + ca. 2×75 km i weekender + løber 2×10 km om ugen, og min erfaring med at cykle i bjerge begrænsede sig til en uge i Toscana for 3 år siden og en uge på Korsika sidste år.
Jeg fik et meget venligt svar tilbage fra Bike Italien. Bl.a. skriver Joachim:
Hvis du beslutter dig for at tage med, hvilket du er meget velkommen til, så skal du selvfølgelig fortsætte med din regelmæssige træning, og derudover se om du kan få langt nogle længere ture ind i dit program. Det kan være en rigtig god ide at køre i en klub, (hvilket du sikkert allerede gør?), så du vender dig til at køre langt i et relativt højt tempo og til at presse dig selv udover dine egne grænser. Ikke fordi vi altid ligger og halser af sted på mine ture, men fordi 130 km kan føles af meget, hvis man kun er vant til at køre 75 km.
Et andet godt tip til træningen derhjemme er, at angribe bakkerne, når de kommer i stedet for at nøjes med at overleve dem, hvis du forstår, hvad jeg mener. Stram kæde, hårde ben, halvtungt gear, skurende tænder og sammenbidt grimasse, når det går op! På den både styrketræner du lårene til øgede belastninger og til udholdenhed.
Motiveret af Joachims positive svar og gode råd tilmeldte vi (min kollega og jeg) os til cykelferien i uge 34. Jeg fortsatte min træning krydret med længere cykelture og nådesløse angreb på enhver bakke, der var så uheldig, at indfinde sig på min vej!
Udstyret:
Cykler vidste jeg ikke (og ved stadigvæk ikke) noget om! Dæk og til nød en slange kan jeg skifte, men dertil og ikke længere! Tænk hvis det skulle blive min cykel og derved mig, der kom til at sinke hele feltet (af mænd) – sikke man ville komme til at høre for det! Jeg havde svært ved at slå tanken ud af hovedet! Godt nok havde min (meget venlige) kollega lovet, at han nok skulle bistå mig, hvis uheldet var ude, men jeg besluttede mig alligevel for at helgardere og sendte cyklen til cykelhandleren, så den kunne blive klar til ferien.
Dolomitterne Unplugged:
Endelig blev det uge 34, og endelig skulle min kollega og jeg mødes med de andre på holdet og Joachim. Vi var kørt derned i bil og stødte til de andre ved det første hotel. Allerede på vej op til hotellet, der lå få kilometer fra Passo delle Mendola fik vi forsmag på bjergvejenes snævre kurver og anselige stigningsprocenter. Fra hotellet var der pragtfuld udsigt til de forrevne Brentadolomitter og Val di Non.
Mødet var ubetinget positivt – kun søde, imødekommende mennesker, der havde det til fælles, at de forgudede deres cykel og det at cykle. Lynhurtigt gik snakken lystigt om alt, hvad der handlede om netop cykler og cykling! Scenen for nogle gode dage på cyklen i godt selskab var sat, og selv min cykel følte sig velkommen blandt de nye kolleger!
Sommerfugle i maven:
Trods dette var det med nogen nervøsitet, at jeg troppede op den morgen (iført cykel-outfit) – dagen hvor feriens første etape skulle gennemføres. Et strejf af tvivl drillede min bevidsthed: Bare jeg nu kunne klare det… Bare jeg nu kunne følge med… Bare… osv. Jeg var jo lidt grøn i det her selskab, måtte jeg indrømme!
Enestående, storslået, fængslende…
Heldigvis gik det, set i bakspejlet, OK, selvom jeg var sidste mand (m/k) på toppen af alle pas (12 i alt, hvoraf 7 var over 2.000 m) – på nær den sidste dag… (hvilket jeg kommer tilbage til J)! Den tidsmæssige spredning på hurtigste/langsomste på Passo dello Stelvio (2.758 m, 26 km 1.800 hm, 48 hårnålesving), der må betragtes om den værste af de stigninger, vi kørte, var ca. 50 minutter. Fra 1 time 38 min. til min tid på ca. 2 timer 30 min. Her skal jeg måske nævne, at alle mand altid ventede med et smil – og at Brian, feltets hurtigste mand, oven i købet kørte et par kilometer ned ad bjerget igen, blot for at køre mig i møde og komme med opmuntrende tilråb. Det var tiltrængt!
Selvom jeg nærmest konstant kørte på grænsen af min fysiske formåen og til tider følte mig lettere udmattet, så havde jeg altid overskud til at nyde det fantastiske landskab, som omgiver én, når man cykler i Dolomitterne. De indtryk man fik, og den oplevelse det var, kan ikke beskrives med ord. Skal jeg alligevel forsøge, så bliver det med ord som: Enestående, storslået, fængslende, smukt, indtagende, visse steder barskt – andre steder idyllisk!
Kun ved at sidde på cyklen – kun ved at bevæge sig fremad ved egen kraft, op og ned – får man den sande fornemmelse af, hvor gigantiske og utrolige disse bjerge egentlig er!
Dagene forløb relativt ens og begyndte altid med fælles morgenmad kl. 8. Ca. en time senere stod vi alle forventningsfulde med hver vores cykel, parate til dagens etape. På de flade stræk lå vi altid på hjul, imens vi på stigninger gik solo eller fandt sammen med en eller flere i samme tempo! På toppen blev der, som allerede nævnt, altid ventet på sidste mand (m/k), og det samme gjorde sig gældende, når vi kørte ned. Undervejs på de enkelte etaper gjorde vi gerne et par holdt ved følgebussen, der oftest var i nærheden af os, så vi kunne forsyne os med bl.a. kolde drikke. Frokosten blev hver dag indtaget på en hyggelig restaurant et passende sted på etapen, hvor vi holdt en fornuftig pause med god mad og et velfortjent hvil, inden vi fortsatte. Når vi nåede til hotellet sidst på dagen, så var det ikke ualmindeligt, at vi drak en øl eller lignende i hinandens selskab og drøftede dagens højdepunkter inden et velfortjent bad og aftensmad kl. 20.
Trold-mændenes lærling:
Når vi nu var så meget sammen, og når cykler og cykling var en fælles passion, så svirrede det konstant i luften med fif og gode råd om justering af bremser, kæde og -samlere, cykeltøj og -sko, energibarer, proteindrik, geare op/ned og hvornår, antal tænder på kassetten osv. Det var helt tydeligt en gruppe af eksperter, jeg var kommet på tur med! Jeg selv og min cykel var selvfølgelig ofte yndlingsofferet/-diskussionsobjektet, men lidt ekstra opmærksomhed skal man ikke kimse af!?
Allerede på førstedagens stigning til Passo delle Erbe (2.004 m), så jeg både sol, måne og stjerner, men allerede samme aften blev der som konsekvens heraf (heldigvis, bør jeg nok tilføje) arrangeret en ekspedition til nærmeste cykelhandler i Brunico, så jeg kunne købe en kassette med flere tænder (lettere gear), end den jeg havde på. Og takket være superhjælpsomme Preben m.fl. og det rette værktøj fik jeg skiftet min kassette. De ekstra tænder gav cyklen mere bid, når det gik opad og betød givet vis, at jeg ikke bare formåede at besejre flere, længere og stejlere stigninger, end jeg ellers ville have gjort, men også at jeg havde overskud til at nyde turene, hvilket jo ikke var helt ubetydeligt!
I det hele taget har samværet med disse cykelfolk og deres tålmodighed i forhold til at forklare og demonstrere forskellige ting gjort, at jeg i dag har mod på og lyst til selv at forsøge mig med bl.a. justering af bremser og gear, udskiftning af kæde – og måske endda kassetten!?
Til størst forundring for ekspertgruppen var det faktum, at jeg havde at valgt at konfrontere Dolomitterne og Ortles uden cykelsko og klikpedaler! Folk kiggede med blanding af nysgerrighed og slet skjult ringeagt på mine ellers ganske nydelige gummisko og pedalerne, som var de sjældne objekter fra en fjern fortid. Til mit forsvar måtte jeg gå til bekendelse med min endnu uovervundne skræk for at blive spændt fast til cyklen. Dog kan jeg til læseren oplyse om, at også denne grænse er der blevet rykket ved, og at cykelsko og klikpedaler er købt, men endnu ikke taget i brug. Jeg vil bruge vinteren til at samle mod…
Sejren på Passo di Gavia:
Jeg vil lige starte med at fortælle, at jeg ikke er noget udpræget konkurrencemenneske – kun i forhold til mig selv! Og her ville sejren for mit vedkommende være i hus, blot ved at gennemføre alle turens etaper. Men sidste dag, hvor vi skulle bestige Passo di Gavia (2.620 m) – ca. 25 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7% (maks. 17%) skete der et eller andet!
Jeg lå bagest i feltet og havde ikke planer om at ændre på det, indtil Joachim pludseligt satte farten ned og slog følgeskab med mig. Han havde vist bagt en rævekage! Til at begynde med snakkede vi om alt og intet… Så spurgte han, om jeg havde nået toppen før Preben på noget tidspunkt… næææ det mente jeg ikke. Hvad så med Henrik? Nej, det havde jeg helt bestemt ikke… Alt imens øgede Joachim stille og roligt farten – og jeg havde ligesom bare at følge med.
Hmmmm, sagde Joachim, skal det være, så skal det være i dag! Underforstået – ferien er ved at være slut, kom så af sted! Jaaaa, sagde jeg… og fortsatte med at sige, at jeg nok kunne hente dem, men – følge med dem til toppen – det tvivlede jeg på! Joachim øgede tempoet yderligere, og langsomt men sikkert halede vi ind på både Preben og Henrik og nåede dem med endnu fem kilometer til dette (ifølge eksperterne, legendariske) pas!
Henrik havde slået følgeskab med en gut på mountainbike, men så træt ud, da jeg nåede op. Da gutten øgede farten, fulgte jeg med og kiggede mig ikke længere tilbage. Da jeg kunne fornemme, at der var hul, gav jeg den alt, hvad jeg havde tilbage af saft og kraft og formåede faktisk at øge afstanden til både Henrik og Joachim, som nu fulgtes med Preben.
Da målstregen langt om længe var inden for synsvidde, passerede jeg i ganske god fart holdets anden Henrik (Skoda-Henrik), der var i færd med at tage nogle fotos af det fantastiske sceneri med de høje, sneklædte bjerge i baggrunden. Jeg smilede triumferende til ham, da jeg strøg forbi! Enten havde han set et cykelspøgelse, eller også må sejrsrusen ha’ lyst lidt for meget ud af mig, for I løbet af ganske få sekunder formåede han at pakke sit kamera ned, kaste sig op på cyklen og sætte en gevaldig slutspurt ind! Han nåede mig ganske få meter før målstregen, men på trods af det følte jeg mig alligevel som etapevinder af Tour de Hele Verden, for jeg blev ikke sidste mand (m/k) på toppen den dag… men i stedet nr. 5!
Boblende glæde:
At sidde her og skrive denne lille beretning og genopleve min cykelferie i Dolomitterne vækker en boblende glæde! Selvom det var hårdt, og at det til tider gjorde ondt, så betød det intet – nærmest tværtimod! For mig er det tegn på, at jeg på en god måde brugte mig selv 100 %, hvilket jeg har det rigtig godt med! Den tilfredshed jeg føler, når jeg tænker på, at jeg klarede alle etaperne (uden at være en klods om benet på de andre) er ubeskrivelig! Uden at det skal lyde som pral, så synes jeg, at det er ret godt gået! Det syntes Joachim tilsyneladende også, for den sidste aften under festmiddagen rejste han sig nemlig op og udnævnte mig som årets overraskelse og overrakte mig en cykeltrøje! Tak for den og tak for en uforglemmelig cykeluge i rigtigt, rigtigt godt selskab!