Fra ny hofte til Rom
(På racer med Bike Italien fra Milano til Rom, 2013)
Skrevet af Jeannett Kaufmann
Total hofteprotese
Som aktiv sportspige i 11 år (med ½-marathon som favoritdistance) fik mit liv sig en voldsom drejning med den chokerende diagnose: Ny hofte!
Py ha… den er svær at sluge! Ny hofte i en alder af knap 48 år… psykisk gik jeg helt ned! Frygteligt at skulle se i øjnene, at alt det sociale, jeg havde haft via min løbepassion, nu pludseligt skulle tage en ende! Jeg kunne ikke se mig ud af situationen snø…ft, og jeg følte det som om, at benene pludselig blev revet væk under mig!
Dommen var iskold og hård som granit: Vi anbefaler ikke løb – da det vil nedsætte levetiden af den nye hofte! Jeg splintredes i tusind stykker! Trøstesløs! Med en brochure i hånden omkring forløbet blev jeg sendt hjem med beskeden, at jeg skulle have den nye hofte sat i allerede ti dage efter. Umuligt at stå ansigt til ansigt med skæbne så hård – jeg læste ikke engang brochuren – og nægtede at sætte mig ind i forløbet, jeg skulle igennem.
Efter to dage på sygehuset og en Total Hofteprotese rigere vendte jeg hjem med krykker og diverse hjælpemidler. En motionscykel blev indkøbt, og genoptræningen startede. Tre uger på krykker og et virvar af pensionistøvelser! Mod al forventning kom jeg rimeligt hurtigt på benene igen. De tre måneders sygemelding gik med gåture og endeløse træningspas på den stakkels motionscykel, der måtte lægge øre til mangt og meget! Vi nåede vist aldrig rigtigt at blive venner!?
Fremtiden:
En dag stod solen op igen, og jeg humpede ud af den lange mørke tunnel af selvmedlidenhed. Hoften var blevet godt modtaget af min krop, og langt om længe kunne jeg begynde at se fremad. Hvad skulle jeg nu træne? Hvad kunne jeg kaste mig over, som kunne erstatte og give mig de samme gode oplevelser som løbet? I starten kom der kun ét enkelt resultat på denne avancerede søgning…. løb! Det kunne man have sagt sig selv!
Grænseoverskridende julegave
Så blev det jul, og ønskelisten skulle skrives. Mine ønsker var rigtige forkælelsesgaver til kvinden. Men min kære, velmenende mand havde en anden agenda. Du skal tilbage til et aktivt sportsliv, min pige… du skal køre på racercykel, Jeannett! Ønsk dig en racer, så du kan komme langt omkring og få den samme friske luft, som da du løb, lød hans knastørre mantra – igen og igen!
Tanken om, at jeg skulle spændes fast til nogle pedaler og risikere endnu en hofteoperation (og det, der er endnu værre), hver gang man ikke lige får klikket ud, tiltalte mig slet ikke! Man ser sig selv rode rundt nede i grøften (halv fuld af vand) totalt viklet ind i cyklen eller skrigende på en båre på vej ind i en ambulance med de blå blik tændt!? Havde også lidt den holdning, at motionscykling var en herresport, kun for mænd m/m! I det hele tage – hvordan i alverden skulle jeg kunne tage stilling til, om jeg ville være cykelrytter, når jeg knap nok havde smidt krykkerne?
Min kære mand kørte på julegaveindkøb! Ikke længe efter fik jeg et opkald, omkring hvad størrelse jeg brugte i bluser? Min kommentar var, at hvis det havde det mindste at gøre med en racercykel, så kunne han godt glemme det!
Juleaften nærmede sig. Vi var i Sverige hos min svoger for at fejre den. Der blev delt gaver ud til alle, men jeg fik ikke nogen! Hrmm…. til gengæld fik jeg et kort med en rød snor i, som jeg skulle følge. Snoren tog mig lidt på rundtur i huset, før den ledte mig ned i kælderen. Ind imellem nogle gamle flyttekasser, under et gammel spisebord med stole til, og der i hjørnet, lænet op af en gammel reol med støvede vinflasker stod der under en rædselsfuld voksdug med store blomster på – den sprødeste racercykel med hjelm, cykelsko, et komplet sæt cykeltøj, handsker, solbriller – hele molevitten!
Til historien hører, at Lars havde stået i Heino cykler, da han havde ringet hjem og spurgt om mine mål. På disken lå cykel og udstyr til mig fra top til tå – han havde simpelthen satset hele butikken! Lars havde bekymret sagt til ekspedienten: ”Den er helt gal – hun vil ikke have en racercykel!” Som svar konstaterede ekspedienten tørt: ”Jamen, så må du jo ud og købe sexet undertøj, smykker og parfume istedet!” Det gjorde udfaldet – terningerne blev kastet, og det blev dyrt for min kære mand!
Jeg vidste ikke, om jeg skulle gø eller gabe! Dér stod den dyreste gave, jeg nogensinde havde fået, og her stod jeg med mine krykker og havde svært ved at tro, at jeg nogensinde ville komme til at svinge benet op over den tingest der!… og der stod min mand med et smørret grin på læberne og ventede på min reaktion. Ville jeg overhovedet blive glad for den? Den kostede jo mange penge, men jeg kunne jo ikke garantere, at jeg ville kunne lide at cykle? Jeg følte et tungt pres på mine skuldre i form af forventninger – forventninger, som jeg ikke vidste, om jeg kunne indfri?
De første spæde omdrejninger
I løbet af vinteren begyndte jeg så småt de indledende øvelser sammen med min mand. Vi startede på stuegulvet med at klikke ind og ud af klikpedalerne beskyttet af de tykke gulvtæpper. Det gik rimeligt! Foråret kom. Lidt frem og tilbage på vejen, så 5 km, så 10 km. Der gik ikke lang tid, før hoften fik lov til at bestå sin test, da jeg stadig totalt Bambi på isen lavede klassikeren, at vælte for rødt lys… havde såmænd bare glemt at klikke ud! Skrækken væltede op i mig, men heldigvis skete der ikke noget!
Det blev ikke til så meget det første år – jeg havde ikke rigtig lyst og forblev ret usikker på mig selv og cyklen. For at gøre ondt værre havde jeg taget ikke mindre end 10 kg på i den inaktive periode – manglende træning og trøstespisning – øv, det var surt!
En dag sad jeg ude på cyklen, alene, det var godt vejr, cyklen kørte stærkt. En god følelse væltede op i mig. ”Nu må du tage dig sammen, kvindemenneske… se nu at komme igang”, sagde jeg til mig selv! Der blev taget en rask beslutning. De 10 kg skulle elimineres, og det skulle gå stærkt! Det endte med at tage fire måneder, men de kom af, og samtidig kom der kilometer på triptælleren. Et tillidsforhold mellem mig og cyklen var kommet i stand. Vi var på samme hold, og vi hyggede os, når vi var sammen.
En vigtig mail
I juledagene (året efter) sagde Lars, at der var kommet mail fra min nye cykelveninde Tine, hvis mand jeg kendte fra marathon-løberiet. Tine, som kører for motionsklubben Kronborg, spurgte noget overraskende, om jeg havde lyst til at tage med på en cykel-tøse-tur til Italien. Vi skulle køre fra Milano til Rom med Bike Italien. Hun mente, at det lige ville være noget for mig og havde tilmed troen på, at jeg nok skulle kunne gennemføre turen… jeg var jo, som hun sagde ”…tidligere Marathon-løber og havde været vant til at sætte mig mål osv.” Den fik ikke for lidt. Jeg læste nysgerrigt om turen (bikeitalien.com) og blev fanget af de idylliske billeder og tanken om at cykle i det varme Italien. Jo, umiddelbart lød det sør’ma spændende og ikke mindst umådeligt romantisk!
Ligeså ugidelig, selvmedlidende og sortsynet jeg kan være, når jeg ikke brænder for en ting, ligeså impulsiv, entusiastisk og håbløst naiv kan jeg være, når noget virker dragende og interessant: ”Hvor svært kan det være, sagde jeg allerede overvist til mig selv, men havde ikke den fjerneste ide om, hvad svaret på det spørgsmål var? Godt det samme, for havde jeg vidst, hvad det ville sige at træne sig op til en sådan en tur i form af træningstimer, kilometer og højdemeter, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde kastet mig så hovedkulds ud i projektet på den måde! Jeg var med, og vi bestilte rejsen mellem Jul og Nytår 2012. Altså ni måneder til at omdanne mig fra forhenværende overvægtig, pensioneret marathon-løber til motionsrytter med lår og baller af stål!
Træningen går igang
I januar 2013 begyndte jeg i Fitness Dk. Sled først huden af bagdelen på motionscyklerne for derefter at kaste mig over spinningscyklerne. Det skulle senere vise sig at være den rigtige fremgangsmåde, for da sæsonen endeligt startede efter fire langsommelige måneder med elendigt og koldt vejr, så havde jeg allerede fået opbygget noget råstyrke og ikke mindst lidt hård hud på strategiske steder!
Mit mål var klart: 880 km med omkring 13.200 højdemeter på syv dage. Men, hvordan jeg skulle nå dertil, var langt mere diffust! Ville jeg kunne nå det? Ville jeg blive en klods om benet på de andre deltagere? Ville hoften kunne holde til så intens en træningsindsats uden at skabe problemer undervejs, som ville sætte mig tilbage i træningen eller i værste fald tvinge mig til at aflyse?
Før havde jeg haft skræddersyede træningsskemaer til ½-marathon og et enkelt marathon – men hvordan kunne jeg være sikker på, at de cykelmæssige skridt jeg tog i form af kilometer, intensitet og udfordring var skridt i den rigtige retning, så jeg ville kunne gennemføre de 880 km.?
Langsomt fandt jeg en rytme med tre ugentlige træningspas. Kilometermængden gik langsomt men sikkert opad: 30 km, 40 km, 50 km. Min svigerinde, Tanja Wagner, som er triatlet, trænede med mig og coach’ede mig i starten. Vi kørte bakker og bakker og atter bakker, vi trænede gearskift fra stor klinge til lille klinge osv. Tine, som efterhånden er gammel i gårde hos Kronborg motionscykelklub, cyklede med mig og lærte mig mange cykelfif og har også lagt øre til mit piveri, når træningen blev for hård.
Lidt mail-skriverier i paniktilstand med Joachim Jerichow, som er indehaver af Bike Italien og skulle stå for turen, rådede mig til at køre i klub for at træne kørsel i gruppe og for at presse mig selv ud over mine grænser. Dertil mente han, at jeg burde få lavet et træningsprogram, og at jeg som minimum skulle have kørt 150 km i hvert fald tre gange. På det tidspunkt havde jeg totalt noia over slange-kørsel, og i forhold til mine hidtidige præstationer var alle disse kilometer lidt svære at forestille sig!
Min første tur på 100 km var en kæmpe sejr! Så var der træningsturene til Hallandsåsen i Sverige, hvor bakkerne var noget længere. Da jeg endelig kom igang med Kronborg Cykelmotion og den supersøde og dygtige træner, Finn Postma, kun to måneder inden afrejsen, kom der mere styr på delmålsætningerne, og det endte med, at jeg nåede helt op på 163 km! Men så var der også solgt helt ud! Ingen tvivl om, at gruppe-presset havde haft sin effekt! Gruppe-rosen var heller ikke at kimse af, skal det lige siges! Den havde enorm betydning!
Højdemeter
Og så var der al den snak om højdemeter. Det var for mig utroligt svært at forholde sig til. I Danmark kan man nemt køre 100 km og så kun 250 højdemeter. Etaperne i Italien lå mellem 1.500 og 2.500 højdemeter! Hvordan skulle det lige oversættes? Når jeg spurgte i klubben, hvordan det føles at køre 1.000 hm i rap eller 2.500 hm i alt, så blev der svaret med et overbærende smil: ”…det kan man ikk’ så’en lige forklare”. Først da jeg systematisk begyndte at sammenholde Tour-de- France rytternes ansigtsudtryk med hvert ord TV-kommentatorerne sagde om højdemeter, begyndte der langsomt at tegne sig et billede af, hvad det vil sige at køre opad i lang tid af gangen! Fuck, hvad var det, jeg var gået ind til? I alt blev det til ca. 3.000 km i bogen før afrejsen til Italien, og Gud ved ikke hvor mange højdemeter!
Afrejsen
Dagen inden afrejse gik jeg helt ned. Jeg tudede som en lille pige. Hvordan skulle det dog gå? Hvad var det jeg havde sagt ja til? Så kom afrejsedagen, og allerede i flyet tøede noget af al spændingen op. Ikke mindst takket være to fantastiske fyre fra København: Brian og Michael. De tog så meget røg på mig! Hold kæft, de hyggede sig – de kunne jo godt høre, at jeg ikke havde styr på en skid! De fortalte, at tunnellerne, som vi skulle køre i, var det samme som at køre i Spøgelseshuset på bakken!? Der var helt mørkt, og pludselig kunne det gå stejlt nedafbakke! Desuden skulle man, hvis det var dårligt vejr, tage sig i agt, da geder og får ofte søgte ly i tunnellerne!? Fuldstændig som i mine værste mareridt! De hyggede sig virkeligt, og selvom det skete på min bekostning, så var der lagt en god stemning fra start, som kun blev bedre, som turen skred frem! I sandhed et par københavnere med sans for det humoristiske!
Starten går
Dag 1: Appenninerne. 121 km. 2.417 højdemeter.
Turen startede fra Piacenza ca. en time fra Milano i bus. Først nogle dejligt flade kilometer, så vi lige kunne komme igang. Efter den gamle middelalderby Castell d’Arquato begyndte den første stigning af tre ialt. Jo, der var minsandten ikke blevet overdrevet i turbeskrivelserne. Det passede faktisk, at vi allerede på førstedagen skulle krydse bjergkæden Appenninerne, der som bekendt er en slags rygrad ned igennem Italien på langs. Havde lidt svært ved at forestille mig, hvad der var i vente. Nogen havde beskrevet antallet af højdemeter som rundt regnet to gange Alpe d’Huez. Men da jeg ikke havde kørt Alpe d’Huez, så hjalp sammenligningen mig ikke sønderligt! Umiddelbart lød det af meget! Naturen var så fantastisk – det var virkelig balsam for øjet og sjælen!
Første stigning gik fint. I stille og roligt tempo lærte jeg hurtigt at bruge den store klinge… altså bagtil – men blev ved med, instinktivt, at forsøge at skifte til et endnu lettere gear. Forgæves, der var bare ikke flere! Allerede på den anden stigning begyndte det at knibe for mig, men endnu før det var gået op for mig selv, at jeg begyndte at sakke bagud, så vupti, var der to friske og hjælpsomme mænd – en på hver side af mig! Halløj! De skævede til min pulsmåler, som jeg netop var begyndt at køre med. Jeg var endnu ikke nået til, hvorfor jeg skulle køre med den! Men det fik jeg så til gengæld læst og påskrevet i de næste mange minutter: ”…jeg var godt igang med at køre mig i hegnet,” blev der sagt. ”Min puls var alt for høj…jeg risikerede det totale sammenbrud!” Om ikke andet, så gik tiden med at diskutere min puls, imens højdemeterne forsvandt under os. Jeg lærte at holde min arbejdspuls konstant og under en hvis grænse. Pludseligt blev motionscykling i bjerge den rene leg! Hvis jeg bare sikrede mig, at ét tal på computeren ikke var for højt og samtidigt ignorerede konsekvenserne i forhold til resten af feltet, så kunne jeg køre herfra til verdens ende, fik jeg at vide. Disse guldkorn hjalp mig gevaldigt med dagens to sidste stigninger, og det blev så min første sejr (af mange) på turen!
What comes up… must come down!
En anden ting, jeg havde frygtet, var nedkørslerne! Den høje fart, hullerne og objekterne, der kunne bringe en ud af kurs. Hvis jeg kunne få én krone for alle de rædselsscenarier, som jeg havde været igennem, så…!? Mest frygtede jeg for dækkene, som, hvis man skulle tro historierne, eksploderer som balloner til en børnefødselsdag! Allerede den første nedkørsel, der bugtede sig fra side til side i snævre hårnålesving, gjorde mig godt nervøs. Da jeg steg af cyklen ved foden af nedkørslen, sortnede det for øjnene, og jeg var næsten ved at besvime – så meget havde jeg spændt i nakken! Men så let lod jeg mig ikke slå ud. Op på hesten igen. Den næste gik langt bedre og allerede på den tredje, begyndte jeg at synes, at det var sjovt! Min tophastighed nåede helt op på 58 km/t, hvilket, jeg fik at vide, var godt for en nybegynder, da vi efter ankomsten til hotellet fejrede afslutningen på førstedagen med en fadøl. Det varmede at få det at vide!
Dag 2: Cinque Terre, Ligurien. 117 km. (afkortet) 1.026 højdemeter.
Dagens etape havde alle set frem til som en af turens højdepunkter. At køre højt hævet over Liguriens barske klippekyst med den ene lille eventyrby under sig, efter den anden, måtte være cykling på allerhøjeste niveau! Men vejrguderne havde en helt anden plan med vores tur. Der var nemlig lovet regn i voldsomme mængder! Ikke specielt fedt netop i Ligurien, der to år forinden havde oplevet en af de værste naturkatastrofer i Italiens historie, der havde skyllet veje, broer, biler, huse og en del mennesker i havet! Motionister meldte skrækhistorierne ikke noget om!
Personligt fik jeg en mindre heldig start på dagen ved at lave et af de her totalt kiksede, stående fald på cyklen. Øv, hvor irriterende! Folk kom flyvende og fik mig op og stå igen. Hvad mon ikke de har tænkt? Vi startede en time tidligere end normalt for at komme vejrudsigten i forkøbet. Alle lagde ekstra tøj klar i følgebilen, så vi kunne skifte, hvis/når vi blev våde. Man kunne dog ikke nære sig for at håbe på mirakler.
Vi klarede frisag på den første, lange nedkørsel. Selvom skyerne hang lavt, var der så uendeligt smukt ned igennem Ligurien, hold da op! Små byer på alle klippetoppene. Så kom den ventede regn. Det bare væltede ned, og vi var våde helt ind til skindet. De små klippekystbyer blev sprunget over, desværre. Al romantikken, som vi skulle have svælget os i, var hurtigt blevet skyllet væk! Efter nogen tids søgen fandt vi endelig et pizzeria i La Spezia, hvor vi kunne søge tilflugt og spise frokost iført duge og stofservietter for at holde varmen! Med et komplet sæt tørt tøj fra følgebilen gjorde vi os klar til at køre den sidste, afkortede del af etapen. Knapt nok havde vi klikket i pedalerne, før vejrguderne forsøgte at gøre det af med os én gang for alle… vi skulle druknes! Med regnen piskende ind i ansigtet tog det ganske få sekunder, før skoene sagde sjup igen. Vi kørte i 10-15 cm vand! Biler, busser og lastbiler sendte sunamier ind over os, så man skulle holde godt fast i styret og koncentrere sig om skyggerne foran. Vand sprøjtede udover os i kaskader fra overfyldte tagrender. Heldigvis var vi kommet ned fra højderne, så vi frøs ikke så meget, selvom vi var våde fra inderst til yderst. Efter ankomsten til hotellet blev det lokale vaskeri benyttet i stor stil, og dagens strabadser blev hurtigt vendt til noget positivt. En våd, men helt ny og derfor spændende oplevelse for lille grønne mig!
Resten af cykelferien var vejret perfekt med ca. 20-25 grader. Cyklingen varierede utroligt meget fra dag til dag. Alligevel kan det være svært at skille dagene fra hinanden.
Dag 3: Alpe Apuane, Lucca. 100 km. 1.358 højdemeter.
På tredjedagen klarede jeg min første 1.000 meter (i rap) stigning til Passo Vestito (1.030 m). Jeg følte faktisk et hvis overskud, fulgte pænt med de andre og havde tid til at kigge ud til siderne. At nogen begyndte at kalde mig bjerg-ged gjorde slet ikke noget (…så længe, det ikke var lugten, der blev refereret til!?) Der var simpelthen så smukt med de flotteste klippeformationer, små landsbyer og indtil flere marmorminer langs ruten.
Dag 4: Toscana, San Gimignano, Siena. 143 km. 2.452 højdemeter.
Vi kom igennem Lucca, San Gimignano og Siena. Wauw, sikke nogle flotte byer! De kunne noget, de der italienere! Også Toscana var bare så fortryllende: Cypresser langs grusstierne, der ledte til gårdene på toppen af bakkerne – fuldstændigt som i filmen, Gladiator. Det legendariske Monte Serra blev jeg pænt ledt udenom, da vi skulle køre 150 km den dag, men så tog Francesco (guide) mig og et par andre på sightseeing i stedet for, indtil vi kunne støde til de andre igen. Brandhyggeligt!
Dag 5: Le Crete, Montalcino. 110 km. 2.221 højdemeter.
Efter en hyggelig aften i Siena (by night, pisse flot!) gjaldt det Le Crete, Italiens kornkammer, fik vi fortalt. Endeløse, afrundede kornmarker så langt øjet rakte. Op og ned gik det i én uendelighed. Jeg kunne mærke, at overskuddet havde svigtet mig. Der var et eller andet, som ikke spillede. Jeg begyndt at sakke agterud. Pedalerne føltes tunge. Benene virkede ikke. Til sidst var maks-farten kun omkring 13 km i timen. Tusind tanker passerede mit hoved. Var mine kræfter brugt op? Havde jeg kørt på lånt tid? Det tog ikke de meget velmenende eksperter langt tid at analysere sig frem til årsagen til min krise… ”Hvad spiste du til morgenmad…?” Mit nølende svar: ”Øhh, ikke særlig meget… havde ikke lyst til at spise!” Det fik ekspert-øjnene til at rulle rundt, og min holdkammerater nikkede indforstået til hinanden. Sukkerkold, var diagnosen. Håndklædet blev kastet, og jeg måtte nødtvunget sætte mig op i følgebilen. Et par tårer zig-zaggede ned af hårnålesvingene på min kinder, og jeg følte mig som en total fiasko!
Dag 6: Saturnia, Pitigliano. 120 km. 1.675 højdemeter
Når man ikke har været der før, så kommer man helt naturligt i alvorlig tvivl, om man kan rejse sig fra vanæren og køre igen næste dag? Det skete også for mig. Men de andre, mere erfarne, virkede ikke specielt bekymrede. Hvis du bare spiser godt til, så kan du sagtens køre igen i morgen! Det kom til at holde stik. No problem! Dagens etape holdt pitstop ved det mest underfundige sted, Saturnia Terme, hvor man kunne svømme rundt i termalsk vand i terrasser formet af kalk foran et dramatisk vandfald, hvorfra der væltede 33° varmt vand ned i hovedet på turisterne! Så var der noget ved at være på cykelferie! Et skønt indslag, der spredte den dejligste sommerferiestemning!
Dag 7: Lazio, Rom. 128 Km. 1.768 højdemeter.
Sidstedagen oprandt, og vi vågnede op til den mest pragtfulde solopgang over vulkanen Vigo og Tuscanias billedskønne tufstensmure ikke langt fra hotellets østvendte vinduer. Stemningen var i top , og det samme var vejret! Rom, den ultimative gulerod og præmien for vores bestræbelser, ventede 128 km længere nede ad vejen. Et flash af tvivlsfølelse kom frem til frokosten, hvor jeg mærkede trætheden fra hele ugen, imens jeg som den sidste ventede på min mad. Jeg skulle ikke op og sidde i den forpulede minibus igen! Jeg skulle klare de sidste 50 km, som skulle foregå i bakket terræn. Det hjalp at forestille sig cykelgruppens samlede triumf-indtog i Roms snævre gader, hvor begejstrede romere kastede blomster og konfetti ned fra vinduerne, imens byens band spillede fed operamusik foran Peterskirken!
Orv, hvor det gik! Vi må have haft medvind, for det sidste lange flade stykke blev kørt med 35-39 km i timen. Så hurtigt har jeg aldrig kørt før! Jeg følte mig flyvende… godt pakket ind af guiderne fra Bike Italien! Der var set frem til byskiltet, hvor vi havde planlagt en samlet forbikørsel, men det må vi havde passeret uanmærket i skyndingen? De sidste kilometer var ret kaotiske med trafik og store veje. Jeg husker, hvordan jeg i en rundkørsel selvsikkert med min udstrakte hånd, signalerede til en bilist, at her skulle han holde tilbage, fuldstændigt som vi var blevet instrueret til den indledende briefing! Sjovt, som jeg havde udviklet mig rent cykelmæssigt på så få dage. At cykle i Rom… og have styr på det!
Pludselig var vi der, endestationen! Vi stod nu foran hotellet og skulle af cyklerne, som vi havde siddet på ca. 50 timer i løbet af de 7 dage. De spontane krammere og kindkys var befriende! Det lykkedes! Hoften havde jeg fuldstændig glemt! Min nye reservedel virkede og holdt. Projektet holdt. Jeg klarede den… og kom hjem tusind oplevelser rigere og et kamera fuld af minder om gode venner, cykelkammerater, lidelsesfæller og al den italienske romantik! Tak til alle jer som hjalp mig igennem forberedelse og udførelse og tak til Joachim, Bjarke, Francesco og Luca fra Bike Italien for en supervelorganiseret og pragtfuld tur!