Soløen Gran Canaria
Ingen tur i
2024
Vejl. pris:
0,00
København
(Billund)
Maks. antal
deltagere:
Træningslejren
Endelig er det lykkedes i samarbejde med Bjarke Andersen fra Ikast at få stablet en vinter-træningslejr til Soløen Gran Canaria på benene! Det betyder, at du/I kan komme ned til sol og varme og tage forskud på forårstræningen, imens resten af cykel-Danmark skøjter rundt i sne og slud med ørevarmere, vinterhandsker og frostbid i næse og tæer! Læg vinterdepressionen på hylden, drop højfjeldssolen, spar på varme og elregningen og forkæl dig selv med en træningslejr og afslapningstur i korte rør – med pool, kolde øl og socialt samvær, når dagens ridt er overstået!
Klimaet på Gran Canaria er kendt som et af verdens bedste og kvalificerer sig som alletiders perfekte cykelferiedestination med masser af solskinstimer og gennemsnitstemperatur på hele 18 grader i februar måned (dagstemperature fra 18-25 grader)! Hverken for koldt eller for varmt!
Vi har lavet et program, der er specielt tilpasset årstiden med relativt få kilometer (60-105 km) hver dag og god tid til at nyde liggestolen ved swimmingpoolen og vores all inclusive arrangement! Vi forestiller os ture i et ret roligt tempo med tid til at stoppe og nyde en udsigt, en kold Cola eller en varm kaffe undervejs. Højdemeter slipper vi (heldigvis) ikke for – de gode af slagsen – Gran Canaria er jo som bekendt er en gammel vulkan med et virvar af dybe kløfter og dramatiske lavaklippeformationer, så op og ned går det, når vi kører ind i landet! Ikke desto mindre er vi to guider, så der vil til enhver tid være mulighed for at tilpasse strabadserne til deltagernes form og ønsker i øvrigt! Stroppeturen, som alligevel har sneget sig ind i programmet på sidstedagen (optional) er kun beregnet til dem, der kan lide den slags!
Som udgangspunkt kan man tage sin egen cykel med hjemmefra (med forbehold for plads på flyet), men det er også muligt at leje superlækre kulfiberracere på stedet og på den måde undgå besværet med pakning og transport. Når der ikke er mere plads til cykler på flyene, så må jeg henvise til leje.
Vi flyver fra henholdsvis Billund og København d. 5/2 med hjemrejse d. 12/2. Der kan være forskel i prisen fra de to destinationer.
Hotellet er som i de vildeste cykelferiedrømme med all inclusive, så vi har både morgenmad, frokost (kan medbringes på ruten), kage/kaffe om eftermiddagen og aftensmad på hotellet (så meget man kan spise og drikke). Dertil kan vi nyde godt af en kæmpe eksotisk swimmingpool, bar og hyggelige væresteder, hvor man kan slappe af og nyde vintervarmen!
Museer er der også på Gran Canaria, men dem kommer vi nok ikke til at løbe på dørene, selvom det kunne være spændende at fordybe os i øens 40.000 årige historie. Bare navnene, som disse øer har været kaldt igennem tiderne: De glemte øer fra Atlantis, Lykkeøerne og Landet uden sorger, vækker ens fantasi og nysgerrighed. Ja, øens lyksagligheder er sågar nået helt til Holbergs komedie Jeppe på Bjerget, hvor vinen i stykket omtales som Kanariesæk altså vin fra Canarie-øerne, som på det tidspunkt var verdensberømt.
Men øerne har også haft svære tider med Spaniens langvarige erobringskrig fra 1402-1483, med piratinvasionen i 1599, tørkeperioder, smitsomme sygdomme og vulkanudbrud, som i perioder resulterede i økonomiske kriser og storstilet udvandring. Først efter 1. verdenskrig kom der igen vind i sejlene i Las Palmas, som fik status som frihavn og senere succes med masseturismen.
Se de praktiske detaljer i forhold til tilmelding og betaling under Priser/Tilmelding.
Det foreløbige program
For at tilgodese deltagernes slunkne ben, der jo kommer direkte fra vinterhi, har vi med vilje planlagt den første etape langs vandet på Gran Canarias sydvestlige kyst. Et kæmpe jordskred gør, at vi ikke kan nå helt til Puerto Mogan, så vi vender istedet cyklerne efter den smukke strand i Taurito. Vigtigt med en rolig start, så benene kan varmes lidt op før ugens mere udfordrende strabadser! Dog er vejen meget bevægelig, og det går op og ned med utallige kortere bakker og konstant udsigt til det uendelige Atlanterhav.
Til andendagen har vi fra godteposen valgt endnu en lidt kortere rute, der tager os til udsigtpunktet Cima Pedro Gonzales på bjerget Monte Leon (490 m). Herfra er udsigten simpelthen pragtfuld! Vi lægger ud med ca. 10 km med 3-5 % til landsbyen Ayagaures, hvor vi kommer forbi en dæmning med tilhørende sø. Der fortsættes med 3,4 km med 8-9%, hvilket vil hjælpe til at forberede ben’ern til de næste dages længere stigninger. Skøn tur i helt igennem eventyrlige omgivelser!
På tredjedagen tager vi hul på, hvorfor Gran Canaria når helt til tops som cykelferiedestination! Turen til Ayacata og Parque Rural del Nublo er cykling i verdensklasse og lader ikke et øje tørt! Vejen bugter sig op imellem kolossale lavaformationer i alverdens farver, først igennem den romantiske, gamle by Fataga med de karakteristiske hvide stenhuse og derfra videre til St. Bartolome i 930 meters højde. Fra indtil flere udsigtspunkter kan vi skue ud over havet og blandt se de 1000 palmers dal og ikke mindst beundre den hvide klippe, Risco Bianco, der havde religiøs betydning for øens oprindelige befolkning. En variant kan give de mest veltrænede udfordring med passager op til 20%, imens resten fortsætter i ro og mag til mødestedet ved Ayacata. Nedturen tager os igennem nationalparken Parque Rural del Nublo, hvor vi får glæde af looks til flere opdæmmede søer og de karakteristiske kanariske fyrretræer. Der venter en drømmenedkørsel via Passo Tauro og ikke mindst den lille by Soria, hvorfra der er god asfalt helt ned til kystvejen.
Maspalomas-El Guriete -Observartorio de Termisas-Era del Cardon-Maspalomas.
På fjerdedagen skal vi østpå i retning af Las Palmas, hvor vinden kan være lidt af en modspiller. Efter 18 km kører vi indenlands i retning af Santa Lucia, der kendetegnes af den kolonialske St. Lucy’s Church. Vi arbejder os videre op igennem et fantastisk månelandskab til udsigtspunktet Guirete og derfra til stjerneobservatoriet: Observatorio di Termisas (800 m), der har det specielle kendetegn, at alle stjerneforskerne er kvinder! Efter en forrygende nedkørsel får vi vinden i ryggen på kystvejen og blæser hjem til hotellet.
På femtedagen er det endelig tid til at se Gran Canarias vartegn, klippen Roque Noblo, der mest af alt ligner en løftet pegefinger, der fra sin fornemme plads i 1.600 meters højde, holder øens beboere i ave! Legenden siger, at fingerklippen er vulkanens søn, hvilket umiddelbart er svært at betvivle! Fra kystvejen drejer vi fra og kører imod øens midte, hvor nogle pebrede stigningsprocenter bliver forsødet af blomstrende mandeltræer langs vejen. Et par hundrede højdemeter efter Ayacata holder vi en tiltrængt pause med udsigt til klippen. Derfra har vi små 400 højdemeter til øens højeste punkt Pico de las Nieves (1.956 m), hvor man i sandhed føler sig som på en anden planet med 360 graders udsigt til nærmest uendelige lavaområder! I det fjerne kan vi iagttage den imponerende vulkan, Teide på Tenerife, 3.718 meter.
Nedkørslen, der tager os igennem byerne Cazadores og Pasadilla, har langt mere bevoksning, end vi har haft på de andre ture, men det vil også være tydeligt, at skovbrande har hærget for få år siden. Dejlig medvind nede på kystvejen skubber os hjem.
Dag seks giver deltagerne to valgmuligheder: De meget veltrænede får muligheden for at lægge sig ud med The Vott (forkortelsen for The Valley of Tears), som er Gran Canarias mest berømte og mest berygtede cykelstrækning! Absolut en kongerute forbeholdt eksperter med stigningsprocenter ala Mortirolo! Rundt regnet 12 km med 1.040 hm og 8% i snit (lange passager 15%+ og max. 20%). Se højdekurvern her. Dagsprogrammet er foreløbigt følgende: Vi starter i samlet trop med at følge havet vestpå til Puerto Rico, hvor vi springer på en båd, der fragter os forbi et større jordskred til Puerto Mogan (også kaldet Piccolo Venezia takket være sine smukke kanaler). En dejlig afslappende sejltur, der giver gode looks til Gran Canaria fra vandsiden. Herfra køres op igennem den meget eventyrlige barranco (slugt) igennem landbyen Mogan til Pie de la Cuesta, hvor de to hold skilles. Hold 1 fortsætter til Aldea, hvorefter The Valley of Tears har sin begyndelse efter få kilometer med kørsel i en smal slugt, hvor det hele bliver meget dramatisk med voldsomme stigningsprocenter (20%+). Hold 2 fortsætter turen op igennem en række hårnålesving til det smukke Passo Tauro (939 m).
Højdekurver
Kommentarer
Jeg havde en skøn uge på Gran Canaria! Jeg nød dagene på cyklen, samlet og ene op og ned! Det er virkelig fedt, at vi alle kan få lov til at finde vores indre "bedstemorstempi" 🙂 Og det tænker jeg bestemt at lægge fra mig, indtil vi ses til september (Milano-Rom) - men en ekstra klinge bag på skal jeg nok også have på cyklen, når jeg er vant til det i bjergene?
Synes turene var fantastiske og gav virkelig meget godt til benene!
Tak for en rigtig god cykeloplevelse og masser af god vintertræning! Vi nordjyder er jo ikke så lette at imponere, men med dine gode evner Joachim til at overtale vor herre til at give hele ugen godt vejr, var successen svær at komme uden om! Bjarke var som sædvanlig godt forberedt med seje stigninger og flotte landskaber, dette krydret med Lottes ukuelige vilje til at vise vejen for os andre, gør det lidt svært selv for nordjyder at fejle. Der blev rykket, da der blev brug for en E-bike, så alle deltagere fik en god oplevelse ud af det. For de ryttere, der føler sig usikre på træningstilstanden i februar, kan denne løsning anbefales! Sværhedsgraden på ruterne var passende, og for de, der ønskede mere, blev der lavet ekstra sløjfer, så alle, der har lyst til at træne i korte bukser og trøjer, kan blive passende udfordret. Vi anbefaler gerne både motionister og supermotionister at prøve kræfter med denne nye Bike Italien tur til Gran Canaria! Hilsen fra nordjyderne fra Saltum Trim
TAK! Det har været en fin uge med vildt fascinerende landskab! Masser af flotte kilometer! Masser af højdemeter på flotte og specielle stigninger! Masser af indtryk med hjem! Herligt! Bjarke kender jo området rigtig godt, så det gav gode ruter og ekstra information undervejs om det, som vi kørte forbi. Han vidste også, hvor der var små supermarkeder, når vi manglede vand. Hotellet var ok. Det havde det, som vi havde brug for. Maden var ok. Vejret var perfekt! Vildt at køre i kort/kort og solcreme i februar! Tager gerne med på turen igen i januar/februar. Cykel-hilsen...
Tak for en dejlig tur! Det var en fantastisk oplevelse på Gran Canaria, og selvom jeg ikke kendte nogen af de andre cykelentusiaster, følte jeg mig hurtig som en del af gruppen. Jeg havde desværre ikke tid til megen træning før turen, men det blev afhjulpet med en lejet E-racer. Det var dejligt med sol, varme og en frisk brise fra Atlanterhavet! Jeg har nydt hvert øjeblik - om det var på cykel eller bare i det gode fællesskab, med udsigt til det bjergrige landskab dottet med idylliske små landsbyer!
I løbet af måneden, og de 28 dage vi tilbragte på øen, blev det til ialt 20 cykelture, hvilket betød ca. 1.480 km og 31.000 højdemeter. Lyder måske umiddelbart af meget, men ønsker man at cykle "en rundtur", er man meget hurtigt oppe omkring 100 km og 2.000 højdemeter. Terrænet er fint, flot og udfordrende! Vejkvaliteten er med ganske få undtagelser rigtig god, men sværhedsgraden ligger noget over, hvad man møder på f.eks. Mallorca, og uanset hvilken vej man kører, skal man være rede til stigningsprocenter, der ligger et pænt stykke over 10%. Af hensyn til "sikkerheden for godt vejr" har vort valg hvert år været syd-øen, nærmere bestemt sydspidsen, hvor vi har boet i "Maspalomas" og en enkelt gang i "Playa Ingles", som er de byer, der giver størst fleksibilitet med hensyn til planlægning af cykelture ind i landet. Herfra kan man også dække godt og vel halvdelen af øen. Lotte og jeg kan varmt anbefale Gran Canaria som cykelferiedestination... specielt i vinterhalvåret! Læs mere om vores cykelferier m.m. på hjemmesiden: Bjarkeandersen.dk