Indlæg skrevet af Lisbeth Wechel.
Sir Edmund og mig (MTB-Nepal)
Udgivet den 11. marts 2014
Sir Edmund Hillary var den første i verden, der besejrede Mount Everest, da han sammen med sin sherpa Tenzing Norgay plantede sit flag på toppen 29. maj 1953. Det er 61 år siden! Han var en mand med viljestyrke og en eventyrer med drømme. Når jeg på det seneste har læst om Sir Edmund forekommer han mig at være en ganske fornuftig og jordbunden fyr med et varmt hjerte og en kløgtig forstand. Han var ikke drevet af berømmelse og ære. Han satte sig blot mål, som han derefter arbejdede for at nå. Everest var bare én af hans bedrifter.
“Det er ikke bjerget du overvinder. Det er dig selv”.
Sir Edmund Hillary
Nu skal jeg jo ikke ligefrem bestige et bjerg. Jeg skal såmænd bare cykle 50-100 km mountainbike om dagen, og jeg er hverken den første eller den sidste, der gør det. Jeg er blot en helt almindelig madamme med motivation til at udfordre mig selv. Og jeg har erfaret, at det aldrig er en kamp mod ruten, bjerget eller vejret. Det er altid en kamp mod mig selv, og jeg vokser lidt hver gang, jeg overkommer det, jeg ikke troede var muligt. Så vi er på bølgelængde, Sir Edmund og jeg. Jo, jeg ved godt, at det, der for mig virker inden for rækkevidde, kan virke totalt uopnåeligt og uforståeligt for andre. Kalder du det ferie? Hvordan har du tænkt dig at klare det? Av min røv! At du gider!, er blot et lille udpluk af de mange skeptiske spørgsmål og kommentarer, jeg får omkring den forestående tur. Og jeg forstår det godt. Det ER langt, hvis man ikke er vant til at cykle. Det ER udmattende og hårdt, når det går opad. Men det ER altså også berigende og befriende at kunne.
Der er især to ting i denne form for ferie, som jeg virkelig sætter pris på.
- Det ene er, at jeg ser landet og dets turistattraktioner og samtidig kommer steder, hvor den normale kødrand af turister ikke findes. Ud på de øde stræk, hvor jeg møder mennesker og kultur uden facade, hvor kun mine egne kræfter kan bringe mig, og hvor naturen er storslået.
- Det andet er, at jeg kan være ude, at jeg skal bevæge mig og allerhelst udfordre mine fysiske og mentale grænser.
Så tager vi cyklerne frem
Udgivet den 14. marts 2014
Jeg fornemmer klart, at der ikke bliver meget tid til at skrive blogindlæg. Derfor vil jeg nok forsøge mig med at lægge lidt fotos op, som kan vise mere end jeg kan nå at fortælle. Jeg har ikke adgang til internet så længe i dag, så I må selv fordele teksterne til billederne. det hele kommer bare op i en pærevælling. Vi er fremme efter 18 timers rejse og bliver modtaget med blomsterkranse og 22 graders varme.Vi er talk-of-the-town i kongebyen Bakhtapur. Det er helt tydeligt, at cyklister er et særsyn i Nepal, og folk flokkes for at kigge, da vi klargør cykler på torvet. Børnene især er meget nysgerrige. Vi kørte i dag en kort tur på en times tid rundt i byen. MIt første indtryk er, at her er uendligt fattigt, forfaldent og beskidt. Skrald overalt. Det er sært, at cykle i en millionby, hvor høns, geder, køer, ænder og hunde løber rundt mellem hinanden og gadebelægningen skifter mellem grus eller brosten, og er så ujævne, at det mest minder om at køre i traktorfurer på en pløjemark. Midt på torvet sad pottemageren. Kvinder er klædt i farverige kjoler og sjaler. Mænd går med huer, der ligner tehætter.
Fantastisk cykling
Udgivet den 14. marts 2014
Jeg fortsætter stilen med lidt fotos og korte billedtekster. Fordel selv. Nepal er et meget fattigt land, og det er nogle atypiske syn, der møder os på vejene. Mennesker, der slæber alverdens ting og sager i store kurve eller net, som er spændt med et bånd om hovedet. I dag har vi kørt en masse single-track. Altså stier uden for hovedveje. Gennem rismarker, langs vandingskanaler og henover lossepladser. Kvinderne, der stod og vaskede tøj tog det med et smil, da der kom 11 svedige mountainbikere forbi. Ungerne vinker og råber til os, løber os i møde og bliver helt vilde, når vi tilbyder en tur på cyklen. Hængebroer over floderne er der masser af. Det er lidt af en overvindelse at trille ud på den gyngende grund, og det kræver lidt balance og fokus, at holde cyklen i gang hele vejen over… uden at kigge ned!
Asfalt, hvad er det?
Udgivet den 15. marts 2014
Lørdag. Puha, nu blev det alvor. På papiret lyder dagens etape egentlig ikke af noget. 50 km og 1400 højdemeter burde ikke kunne slå nogen ud. Men altså… Alle kilometer foregik ad grusveje, nej, det er ikke grusveje, men sand med store sten, afløst af passager med endnu større sten. Og stigningerne er nogle seriøse af slagsen på den anden side af 12% Tænk, at det skulle ske, at jeg som mountainbiker sad der og ønskede mig noget asfalt! Det har været en rigtig udfordrende tur, og mine hænder og arme er møre af al det bumperi. Ben og resten af kroppen er forbavsende friske. Gruppen vi kører med er meget homogen, så der er fin fremdrift. Til trods for, at vores guide siger, at vi er den første gruppe, der er nået frem inden solnedgang, synes jeg alligevel at det er længe at være 8 timer om at køre så kort en distance… men puha, jeg kunne ikke gøre det hurtigere, og må bare konstatere, at nepalesiske kilometer er hårdere (eller længere) end danske. Undervejs møder vi alverdens syn. Flotte risterrasser, skramlede huse, fattige bønder, snottede unger, grise, ænder, geder, høns, hunde og køer, der farer forvildede rundt på den smalle vej, der er fyldt med busser og knallerter, der kører mildest talt frisk. Langs vejen står børn og sælger blomster, og der ligger afgrøder og tørrer. Det blev også til et kort besøg på en klosterskole, hvor børn i alle aldre, hvor deres forældre ikke havde råd til at brødføde og skole dem, kunne optages i munkelære. Vi vækker opsyn, for Nepal er ikke et cykelland, men alle vi møder vil gerne hilse på os. Fra mutter i marken med rive og segl til fatter i tehuset og sønnike på knallerten. Ungerne råber hello og namaste og jeg vinker og vinker og vinker. Virkelig fedt land at cykle i.
Happy Holi
Udgivet den 16. marts 2014
Søndag. I dag er der Holi festival i Nepal. Jeg har ikke helt fundet ud af, hvad det går ud på, men vores nepalesiske guide siger, at det er for at fejre, at en af guderne netop på denne dag en gang for længe siden tog form af en mand og kom ud og var glad… så derfor skal man fejre glæden. I avisen står der derimod, at det er for at fejre, at vinteren er omme. Uanset forklaring, så er Holi farvernes fest. Og jeg skal da lige love for, at vi har fået fest og farver! Når det er Holi er der tradition for, at smøre farver på hinanden og sprøjte med vand. Derfor fik vi alle et par røde striber malet i ansigtet af vores guide inden vi drog ud på dagens cykeltur, ligesom vi fik at vide, at vi kunne blive udsat for lidt af hvert. Det blev vi! Vores tur startede stenhårdt med en stigning. Ikke en af de stejleste stigninger, nok 6-8 % men altså strid at lægge ud med. Der var mange mennesker på vejen. Mange gange skete det, at de sprang ud foran min cykel og grinede og jublede, når det lykkedes dem at smøre farve i ansigtet på mig. De mindre børn stod ved husene og kastede med vandballoner og alle – uden undtagelse alle – råbte HAPPY HOLI når vi kørte forbi. Jeg tror seriøst, jeg har hilst på halvdelen af Nepals befolkning i dag. Glade, smilende, leende og meget kulørte!
Otte kilometer oppe ad bjerget gik al trafik i stå. Busser holdt i kø, lastvogne dyttede, scootere forsøgte at kante sig forbi de tusindevis af mennesker, der blokerede vejen. Heroppe lå indgangen til et tempel, og alle valfartede hertil for at bede i templet i anledning af festivalen. Et hav af mennesker i farverige gevandter og regnbuens farver malet i ansigterne. Langs vejen var boder, der solgte mad, perlearmbånd og ikke mindst farvepulver. Vi lagde cyklerne og fulgte med menneskestrømmen ud på en 1,5 km tur til templet. En ret anstrengende tur ad mange, mange trin op og ned under mange, mange kilometer bedeflag spændt ud under trækronerne. Jeg så unge piger og gamle koner, mænd med krykstokke og drenge med trommer, der alle skulle samme vej. Da vi nåede frem til klosteret, var der en kø så lang, så lang, der snoede sig op ad bjergsiden, for at komme ind i templet. Det var det hinduistiske tempel. Ved siden af lå et buddistisk tempel, som vi så besøgte i stedet. På en lille veranda uden på templet sad den mægtige lama og læste i sin hellige bog. Han lignede overhovedet ikke sådan en lama, som jeg havde forestillet mig. Ham her sad i sin store dunjakke med sit lille fipskæg og runde briller og velsignede dem, som ønskede en velsignelse. Jeg fik da også et gok i hovedet med den hellige bog med på vejen inden jeg snurrede en tur med den gule bedemølle, der stod ved siden af. Derefter gik turen yderligere 3,5 km opad til vi nåede bjergtoppen i 2488 meters højde. Brrrr, her var koldt, så det var på med ekstra jakker, inden vi begyndte dagens marathon nedkørsel… 49 kilometer til bunden af dalen og hotellet. Det tog flere timer. Undervejs holdt vi ind og fik en kop te, hvor vi kunne se med, når de unge spillede en form for bob-spil, med brikker på en plade drysset med mel, så de bedre kunne glide. der var både kort og kontanter involveret i det spil. Nedad er fedt, men det kræver fuld koncentration i de mere end 100 sving. Tro ikke, det er jævn asfalt hele vejen… der er store huller, dybe vandriller, bump og skarpe kurver. Men det var totalt fedt! Jeg nåede en maks. hastighed på 59,9 km/t. Nu er vi på hotellet og hernede i lavlandet er der varmt. skønt. Jeg har virkelig frosset de seneste aftener og nætter, så nu ser jeg frem til en god nats søvn uden at rystefryse. selv madrassen i senge virker til at være lidt blødere end stenhård, hvad der ellers har været standarden de seneste dage… men et varmt bad er stadig noget, jeg drømmer om. PS klokken er 22.30 mens jeg sidder her i storbyen og skriver… og nedenfor mit vindue står en ko og brøler.HEHE.
Hot piece of Cake
Udgivet den 17. marts 2014
Mandag. Fjerde dag på cykel var piece of cake i forhold til de foregående tre… men en meget, meget hot cake. Efter tre dage med stigninger, bjerge og kølighed i højderne var det en helt anderledes cykeldag, hvor etapens 70 km var relativ flade og heden til gengæld stegende. At fortælle, at der var 37 grader i skyggen giver egentlig ikke så meget mening, når nu vi befandt os i solen hele dagen, men lad det være et pejlemærke for, hvor varm en tur det var. Knap var vi nået ud af byen til morgen, før vi blev stoppet af en demonstration mod de stigende benzinpriser i Nepal. Al trafik blev stoppet af demonstranterne i een time. Vores guide fik assistance af en politibetjent og sammen forhandlede de frit lejde til os, for vores køretøjer var jo ikke benzindrevne, så vi slap forbi ret hurtigt. De første 40 km gik ad asfaltvej, hvor vi kørte på rad og række, og kommandoerne fløj frem og tilbage, som de nu gør i et felt. Ud over “hul”, “bagfra” og andre gængse advarsler, kommer der naturligt nok også andre kommandoer, som man ikke ellers hører… fx er det sjældent, at jeg på mine ture hører “se op – ged” eller “Abe til højre”, og det siger noget om, hvor anderledes, det er at køre i dette land. Vi er nu i den del af Nepal, hvor landets laveste kaste bor. De er tydeligvis meget mere fattige, end hvad vi ellers har set. Her er ikke længere murstenshuse. Nu er det strå beklædt med ler og bladhang på taget. Vandet bliver hentet via gamle rustne vandpumper i gården og maden laves på bål. Senge af bambus står under små halvtag ud mod vejen, og høns, ænder, geder og hunde er nu også suppleret med bøfler, som står under et halvtag ved siden af. Langs vejen svinger vi uden om kvinder med læs på ryggen, traktorer med overdimensioneret last og igen i dag vinker og hilser alle på os, og ungerne spæner efter os og råber Hello eller Good Bye og stadig også Happy Holi… for farvernes fest fortsætter nemlig også i dag. Her er tørt, støvet, brunt og afsvedent i hele landet. Rismarkerne er tomme og det samme er floderne. Vi passerer mange floder, der normalt er op til 150 meter brede, som nu er skrumpet ind til sølle små vandløb, der bugter sig i en bar flodseng af sten og grus. Ude i flodsengen sidder kvinderne og vasker tøj og mændene vasker biler. Ved middagstid svinger vi ind på en vej langs floden, og de næste 20 km kører vi på et bredt spor af sand og sten. Solen står lige ned i knolden på os, og det er virkelig varmt og hårdt og ujævnt at køre her. Samtidig er det virkelig også en oplevelse, at se hvordan livet udfolder sig langs floden. Hyrder vander deres bøfler, mand og kone fisker efter aftensmaden, ungerne bader og leger… og vi stopper og tager billeder! Til sidst kører vi ind i Chitwan nationalpark, og følger et lille sandspor gennem skov og buskads, derefter gennem en masse småbyer. I en af dem stopper vi ved en bro, hvor en masse børn bader. De flokkes hurtigt om os, vil op at sidde på cyklerne, vil have taget fotos… og tigger slik. Vi må bede dem stille op på række, for at undgå slåskamp og ballade, da een på holdet åbner sin taske for at uddele sine medbragte mini-chokoladebarer. Hele dagen har jeg flere gange måtte tale godt for mig, for at undgå at blive til endnu en happy holi-farvelade. Jeg har haft så svært ved at få vasket farverne væk fra i går, og mit tøj er plettet og grimt, og jeg kan ikke få det rent. De har respekteret det… men blot 200 meter før vi når hotellet ramler vi ind et par holi-fester, og jeg slipper ikke. En kvinde kommer leende hen og insisterer på at farve mig, så jeg rækker armen frem og siger ok, bare ikke i hovedet. Og så kommer alle veninderne rendende og jeg er igen regnbuefarvet, da vi triller ind ad porten. Endelig ankommer vi til vores hotel, hvor en kold øl gør underværker, og et efterfølgende VARMT bad topper succesoplevelsen. Dertil kommer et lækkert måltid mad og en morsom danseopvisning i det lokale kulturcenter før jeg træt går til køjs under moskitonettet og sover sødeligt den hele nat. AH. Hvordan har jeg det så efter fire dage på MTB i Nepal… fantastisk! Er jeg øm… nixen bixen!!
Elefantens vuggevise
Udgivet den 18. marts 2014
Tirsdag. I dag har jeg haft fri – altså cykelfri. Det betyder dog ikke, at programmet ikke har været tætpakket. Jeg var oppe allerede klokken 6 og klokken 7.30 sad jeg på bagsmækken af en jeep på vej ud til dagens oplevelser i Chitwan nationalpark. Parken bryster sig af at have pansernæsehorn, læbebjørne, krokodiller og ikke mindst en bestand på 125 voksne bengalske tigre. Dem skulle vi ud at se, om vi kunne få øje på i dag. Morgentemperaturen var perfekt omkring de 22 grader, da vi sejlede ud på kanotur på floden. Kanoerne er udhulede træstammer, udhugget i eet stykke af silkeblomsttræ, som i øvrigt står overalt i parken og lyser op med deres flotte, ildrøde blomster. Der er plads til 11 personer og to stagere på sådan en båd. Langsomt drev vi med strømmen om kap med vandhyacinter og småkviste, mens vi spejdede til alle sider efter krokodiller. Når først man har set een, så er det lettere at få øje på de næste, og der var masser af dem. De lå ved bredden og slikkede sol. Efter en halv times sejlads gik vi på jungle walk. Der er blandt guiderne mange historier om, hvordan de er stødt både på tigre og næsehorn under deres vandringer, men dem så vi heldigvis ikke noget til. Junglen her minder mest om en efterårstør og småvissen skov, hvor der konstant daler brune blade til jorden og dækker græs og stier. Her er ikke nogle særlige dufte og heller ikke mange blomster. Kun støvgrønne buske og slanke stammer iblandet skovsøer med masser af vandhyacinter. Vi vandrer i 1,5 time, og ser både storke, isfugle, skorpioner og termitboer, badende bøfler og da turen er omme er temperaturen steget til langt over 30 grader. Næste programpunkt var et besøg på statens elefantopdrætstation, hvor de blandt andet havde verdens eneste sæt tvillingeelefanter. Det der overraskede mig her var, at det er parkens bestand af vilde hanelefanter, der sniger sig ind om natten og bedækker de brunstige hunner. Det vil sige, at man ikke aner, hvem der er faderen, hvilket jeg tænker må gøre avlsprogrammet en smule uoverskueligt. Men hvad ved jeg om elefantopdræt? Jeg ved til gengæld, at en elefant kan blive 80 år, skifter tænder seks gange i sit liv og går drægtig i 22-24 måneder. Jeg ved også, at hos afrikanske elefanter har begge køn stødtænder… det har kun de asiatiske hanner. Så meget klogere fortsatte jeg turen ned til floden, hvor elefanterne skulle bade. Et herligt skue. Eftermiddagen bød på safari på elefantryg. I den værste middagshede satte vi os derfor op på den 45 år gamle Sundikali, der i adstadigt tempo bar os ud i junglen igen. Fordelen ved at være på elefant er efter sigende, at den lugter så meget, at dyrene ikke kan lugte menneskene på dens ryg samt at den går så stille som en Ninja. Det sidste er sandt. Det er utroligt så lidt larm sådan et stort dyr laver. På et tidspunkt begynder den godmodige kæmpe at brumme som en fjern motor og hele dyret vibrerer, og i kombination med en duvende times tid deroppe i den varme kurv, var elefantens vuggevise meget tæt på at lulle mig i søvn. Efter 1,5 time har vi passeret floden et par gange, og jeg har fået nok af elefantridt for denne gang. Sundikali er muligvis forkølet. I al fald “nyser” hun med jævne mellemrum, og jeg er dækket med elefantsnot langt op ad benene. Jeg er også blevet dasket med de grene, som hun “plukker” og vifter sig selv med lige som jeg har våde shorts, fordi hun lystigt pjasker sig til med vand, når hun ser sit snit til det. Vi så altså ingen næsehorn, tigre eller læbebjørne. Det blev kun til aber, hjorte, påfugle og vildsvin…. men så…. her ud på aftenen løber rygtet, at et næsehorn er vandret ind i byen nede ved flodbredden. Vi er mange, der løber ned for at se om det er sandt, og sandelig så. Lige midt på den sti, som jeg gik af for blot en time siden, da jeg kom hjem fra solnedgangsbaren stod et mægtigt næsehorn. Dens hvide silhouet fyldte godt ved siden af stolene på flodbredden, og den stod stille og roligt og græssede og fnyste lidt. Så fik vi da også den oplevelse med. I morgen venter turens hårdeste etape. Barske stigninger på grus og 90 kilometer i heden. Jeg må vist i seng.
Det var dråben
Udgivet den 19. marts 2014
Onsdag. Turens absolut hårdeste etape var i dag. Vi skulle fra Chitwan til Bandipur. Den korte version er… fuck, det var hårdt. De første 40 kilometer var helt fine. 20 km asfalt på række, de sædvanlige nærgående busser, lastvogne og knallerter, der absolut ikke følger så meget som en enkelt fædselsregel og de sædvanlige megahuller og borkommen vejbelægning. Duften af bål og røg blandes med stanken af affald og ged, mens livet langs landevejen udfolder sig levende, farverigt og særpræget. Vi holder ind og får en sodavand i et af de bræddeskure, der udgør vejens serveringsteder. Her kan jeg til interesserede fortælle, at jeg ofte må bede om at låne toilettet, og det er her i Nepal ikke for sarte sjæle eller næser. Heldigvis er det blot huller i jorden, så jeg ikke skal i berøring med noget som helst. Et nepalesisk lokum stinker, og det om at huske kun at trække vejret gennem munden. samtidig medbringer jeg også selv kleenex, for toiletpapir er IKKE noget man bruger her. I stedet står en spand med vand, som man kan pøse ud over for at “skylle ud”, og jeg har dem såmænd også mistænkt for, at samme spand vand udgør det for håndvask efter endt “forretning”. Efter sådan en toiletbesøg sørger jeg for at bruge rigeligt med håndsprit. Nå, men dagens toilet lå altså utroligt smukt med udsigt til floden. Efter en frygtindgydende hængebro på vel 150 meter i 100 meters højde fulgte 20 kilometer sand med store sten. Hullet, bumpet og udfordrende, men ikke alt for teknisk svært. Vi kørte langs floden, der bugtede sig blå og blinkende i det indskrumpede flodleje. Idyllen kender ingen grænser… men så! Et lille drej til højre og en monsterstigning lige i fjæset. Vanddråbebjerget lå foran mig. Fy for fanden og undskyld jeg bander. De næste 6 kilometer går det op. Stejlt. Alt for stejlt til mig. over 15% hældning. Jeg må af og gå. Temperaturen har rundet de 40 grader og der er ingen skygge og de eneste dråber, der falder på det bjerg, er mine udpinte svedperler, der pumper ud af porerne. Forestil dig en hård workout i en sauna, så tror jeg, det vil være en fair beskrivelse. I tre stive klokketimer trækker jeg min cykel op, op, op og forsøger at holde humøret højt, mens jeg koger, bager og sveder som en pony. det var slet ikke sjovt. Endelig oppe læner jeg mig ind over cyklen og siger til mig selv. Det var dråben! aldrig mere! Men det går ikke nedad før til allersidst på dagens rute. Stigningerne bliver lidt mere medgørlige, men til gengæld bliver underlaget mere vanskeligt. Store sten, skarpe sving, grus og sand og skrid og glid. Undervejs spiser vi frokost i en meget lille bitte landsby på toppen af bjerget. Her deler vores guide nepalesiske guide – Ox – tøj og kuglepenne ud til børn og voksne. Hele byen stimler sammen og ler og pjatter, mens der deles ud. Byen er blot en lille klynge huse, hvor majs hænger til tørre på stativer og altaner og hundene gør ad køerne og hønsene hopper op i min cykelhjelm, som jeg har lagt på en afsats. Nogle af kvinderne vil gerne vide, hvor gammel jeg er, og de er behørigt imponerede over, at en gammel kone som jeg kan cykle her. “Har du virkelig cyklet helt herop selv?” spørger de vantro. Jeg siger ja. Det er løgn. Jeg har trukket det halve af vejen, men det behøver de jo ikke at vide. Da vi når Bandipur er jeg mør. 75 kilometer, 1700 højdemeter og nyregrus og rystelever… gennembanket fra top til tå. Det gode er, at vi lander i den smukkeste by på det fedeste hotel. The old inn er kringlet og kroget og vores værelse helt unikt. Alt skåret ud i træ, lave døre og højt til loftet. Vi sidder på terrassen i stearinlysets skær og deler et par øl og glædes over, at dagens strabadser er overstået. Og håber på, at vi for første gang kan se de hvide Himalayatoppe i morgen når vi vågner.
Nepali Flat
Udgivet den 20. marts 2014
Torsdag. Vores nepalesiske guide skal svare på mange spørgsmål. Et af dem er, hvordan ser ruten ud her fra? Det spørgsmål stiller jeg ham især, når det har gået opad i timevis og de små ben er ved at være trætte. Han svarer som regel “a few tops and then flat… nepali flat”. Det betyder har jeg nu lært, at det går op, op og ned op. Nepalesisk fladt er temmelig bakket og ganske stejlt. Sådan også i dag. Først får vi dog den lækreste morgenmad serveret på den vidunderlige terrasse i the old inn, hvor vi desværre ikke kan se bjergene for morgendisen men til gengæld har solen, varmen og svalerne lige omkring os. Vi starter fra det hyggelige torv i Bandipur, hvor skomageren har stillet sin forretning op og byen er ved at vågne. Vi lægger ud med 10 kilometer nedkørsel af fin asfalt. det er en ren fornøjelse. Derefter følger 6 kilometer jævn og tilpas stigning med omkring 5-6%, hvorefter det går lige så jævn og fint ned igen over 6 kilometer. Her tanker vi op i en større by, hvor jeg låner endnu et ulækkert toilet, hvorefter jeg betragter bylivet. Midt i det hele kommer et lille optog vandrende bærende på et lig. Liget bæres af to mand og det er svøbt i et orange klæde, pyntet med blomster og pengesedler. Her drejer vi ind på en grusvej, som vi holder os til resten af dagen. Jeg er ikke nogen teknisk dygtig mountainbiker, så jeg får min sag for resten af dagen. Det er nogle seriøse spor med dybe huller, mudderpøle og vandløb. Jeg finder mig selv kørende over kampestene og på lertoppe, hoppe over dybe render og bumpe på rullestene. Ja, jeg begynder endda at få fornemmelsen af, at min cykel kan køre på hvad som helst, bare jeg holder løst nok i styret. Egentlig er jeg ikke så lidt stolt af, at jeg kan blive på cyklen i dag. Og det kan jeg! Selv om det stadig er nogle seriøse, stejle stigninger, så er de kortere og måske et par procent fladere end i går. Jeg kan i al fald komme op, uden at hænge alt for meget bagud. På et tidspunkt skal jeg passere et vandløb, og jeg kommer ad en nedkørsel, hvor jeg er ude i noget, der er tæt på at være for svært for mig. Foran mig står to køer. Jeg bliver bare nødt til at fortsætte, og køerne flytter sig heldigvis.Den ene stejler, men jeg klarer mig forbi uden skrammer. I dag kører jeg i øvrigt med klokken. Hver dag uddeles klokken til en, som har fortjent den. det kan være en reprimande, og det kan være en ros. Jeg fik den i går, fordi jeg formåede at være positiv og råbe I LOVE IT hele vejen, selv om jeg virkelig led. Hehe, skønt at få lidt opbakning. så hele dagen ringler og dingler jeg hen ad sporene. Det er hyggeligt. Jeg er også lidt forbavset over, at mine ben er så friske, som de er. Jeg er stadig ikke øm, og i dag er de stærke og gode. Men mine arme og skuldre er slidte. Vi spiser frokost i en landsby deroppe i terrænet. Her kommer ingen turister normalt, så vi er virkelig spændende nyt. Det er lidt underligt, for her er virkelig fattigt og simple living, men alle har alligevel mobiltelefoner. Og dem hiver de frem for at tage billeder af OS. Så noget for noget – vi stiller selvfølgelig op til fotoshoot. På gaden sidder mænd og spiller ludo og ungerne stimler sammen om os. Kvinderne sidder i de små butikker og fniser, mens skoleungdommen har pause og går hjem iklædt deres hvide skjorte og slips. Jeg kommer til at kigge ud i køkkenet, hvor vores mad bliver lavet. Det skal man holde sig fra! Men det smagte mums. Efter en hård og bumpet nedkørsel ender vi på en asfaltvej, hvor vores følgebil venter. solen er ved at gå ned, og der er stadig 18 kilometer til Pokhara. Jeg vælger at tage med bilen hjem, for jeg har ikke lyst til at køre på de kaotiske landeveje, hvis det bliver mørkt. Vi er tre, der tager med bilen. resten kører et hurtigt ridt til byen, der modtager os med larm, trøstesløs armod, skrald og en tæt smogdyne. I dag blev det til 80 kilometer og 1650 højdemeter. morgen er det fridag.
Phokara
Udgivet den 21. marts 2014
Fredag. Intet er stabilt og til at regne med i Nepal. Strømmen kommer og går alt efter, hvordan de lykkes med at få generatoren til at køre. Det ene øjeblik sidder vi i buldermørke og i det næste i fuld neonlys. Er man heldig er der vand i hanen og mulighed for at få et bad… man skal bare ikke forvente, at vandet er varmt! Toilettet på hotellerne kan muligvis skylle, men toiletpapir er ikke en selvfølge. Renlighed er heller ikke just en dyd, så håndsprit og stor forsigtighed med, hvad man rører ved og især spiser er en god ide. Når det er sagt, så er her jo også yderst charmerende og særdeles autentisk. Og stadig… beboet af de sødeste mennesker, jeg endnu har mødt. Pokhara er en stor by, og den er vant til turister. Herfra udgår trekkingturene til Annapurna – verdens 10. højeste bjerg. Hovedgaden her hvor vi bor er spækfyldt med butikker, der sælger trekkingudstyr, tasker, rygsække, jakker, fleece osv. til ingen penge. Men det hele er også kopivarer. Jeg synes, at hovedgaden ligner, hvad jeg har set i Thailand og Vietnam, og jeg foretrækker helt klart, at være oppe i bjergene frem for her. Vores cykler er pakket og sendt med fly til Jomsom. Vi flyver derop i morgen, hvor vi skal cykle fra 2800 meters højde til 3800 meter, med udsigt til de høje bjergtinder. Forhåbentlig. I dag har vi derfor fridag. Ingen cykling, intet program. ved morgenmaden beslutter vi, at tage en taxa op til Sarankoth. Et bjerg bag byen, hvor der er stor aktivitet af paragliding. Da vi når frem er vejret flot og solen skinner, og der er 20-30 glidere, der hænger over bjerget og søen. Men vejret er desværre ikke klart nok til at vi fra udsigtspunktet kan se det berømte, spidse Fiskehalebjerg og alle de andre hvidklædte tinder. Øv igen. Vi har endnu ikke set Himalaya i al sin pragt. En dame vil sælge mig en plakat af udsigten. Jeg tog så et billede af hende og plakaten.. og bagefter af dagens disede udsigt. Vi kiggede på gliderne starte, og valgte derefter at gå ned ad bjerget. Det blev en lang tur med mange trapper og et ophold i en lille biks under et halvtag, hvor vi kunne få en cola med udsigt. Til eftermiddag startede regnen, og det har øset ned. Det skulle være godt, siger de kloge. Så bliver det nemlig klart vejr i morgen. Jeg håber. Uh, jeg har helt glemt at fortælle, at ukrudtet langs vejene mange steder består af hash-planter, og i dag kan jeg se, at butikkerne bugner af chillum-piber og graffittien ligeledes afspejler, at man i Nepal kan ryge sig en pibe fjolletobak, hvis man har de lyster.
Under verdens tag
Udgivet den 22. marts 2014
Lørdag. Jeg har både glædet mig til og frygtet denne dag på samme tid. Glædet mig, fordi omsider oprandt dagen, hvor vi skulle se Himalayas sneklædte tinder. Frygtet dagen, fordi jeg skal op at flyve med nepalesisk indenrigsfly. Dels fordi alle nepalesiske luftfartsselskaber siden nytår er udelukket fra Europæisk luftrum pga. for dårlig sikkerhed, og dels fordi, det blot er få uger siden en dansk læge omkom i et flystyrt, hvor flyet udgik her fra Pokhara. Vi var oppe tidligt. Kl. 5.15 var vi på vej til lufthavnen, som er meget lille, hvor vores propelfly holdt og ventede ude på startbanen. Vi morede os lidt over, at her både er et flyselskab, der hedder Buddah air og et, der hedder Yeti Airlines. Flyet har plads til 16 personer og er fuldt booket af folk som os, der skal op at cykle eller trekke. Vi spørger, hvor gammelt flyet er. Svaret lyder: 35 år, men bare rolig, det er som spritnyt, for alt er skiftet ud flere gange. Turen går fint. Det er smogtåget i Pokhara, men så snart vi når lidt op, finder vi den blå himmel og jeg får det aller-allerførste syn af Himalaya. Sne på toppene. Smukt. 25 minutter senere svinger vi ind mellem to bjergvægge og glider nok så nydeligt ind på den korte landingsbane i Jomsom – 2800 meter over havet. Jomsom. Nepals Klondike. Her er godt nok flest trekkere, der lægger vejen forbi, men byen kunne lige så vel være fyldt med guldgravere og lykkejægere. Her er kvæg og heste i gaderne og langt til alt! Vi tjekker ind på Windy Hotel, som indvendigt minder lidt om en Scweizisk alpehytte. et stort rum i midten med et stort bord og bænke omkring, og alle værelserne ud fra rummet. I to etager. Efter morgenmaden hopper vi på cyklerne. Vi skal til Muktinath, godt 1000 meter højere oppe og 23 kilometer ude ad vejen. Vi kører afsted med strenge instrukser om, at vende om ved første snefnug eller senest klokken tre. Det sidste er på grund af vinden heroppe, som tager til hen over dagen skulle blive ret vild. Det er en hård tur. Først langs det nok 3-400 meter brede, udtørrede flodleje. Så ude i selve lejet og henover flodens tilbageblevne lille strøm, der dog er både bred og dyb nok til at give mig våde sko og ben, da jeg kører igennem. Otte kilometer ude begynder det virkelig at gå op ad, og det river lidt mere i lungerne end det plejer. Mon det er fordi, luften er lidt mere iltfattig her? Jeg kæmper virkelig for at komme op, kan godt blive på cyklen, men det går langsomt, og det går snart op for mig, at jeg ikke kan nå hele vejen til Muktinath inden for tidsrammen. Det gør nu ikke noget. Her er gudommeligt smukt og jeg nyder hvert besværligt tråd. Vi kører nu på trekkingruten, der går rundt om Annapurna-massivet. Annapurna er verdens 10. højeste bjerg og måler lige knap 8.100 meter. De tårnhøje tinder knejser uanset, hvor jeg kigger hen. Her er højt til loftet under verdens tag. Da vi er 17 kilometer ude triller vi ind på restaurant Nirvana, et af de mange tehuse langs ruten. Vi bliver hjerteligt modtaget, bestiller pandekager og lemon-te, får en sludder og køber nogle tørklæder af yak-okse uld. Meget lokalt. Meget hyggeligt. Jeg er lidt skuffet over, jeg endnu ikke har set yak-okser, så jeg spørger, hvor jeg kan finde dem. Fire timers tur op i bjergene er svaret. ØV. Det bliver så ikke denne gang. Her i byen ser jeg en anordning, jeg aldrig tidligere har set. Mest ligner det en stor parabol, hvor der i midten står en tekande. Det er et solpanel, og vandet koger allerede. Det er dælme smart. Vi sætter os i solen og bliver gennembagt, og klokken tre præcis vender vi næserne hjemad. Det er svært at beskrive, hvor smuk en tur det var. Den klare luft, den varme sol og den vældige vind, der får selv ned ad bakke til at være anstrengende arbejde tærer på kræfterne, og jeg er da godt brugt, da vi endelig er retur i Jomsom. Vores hotel er simpeltheden selv, men som sagt rigtigt hyggeligt. Her er hundekoldt, for der er ingen varme, og temperaturen er nær nulpunktet udenfor. Det hjælper ikke på kropstemperaturens vedligehold, at badet også er koldt, så jeg fryser. Jeg tager flere og flere trøjer på og til sidst også vanter. Brr. Men så bliver det tid til aftensmad. Vi bænkes om det store bord, der har tæpper hængende ned, som vi stikker benene ind under, og inde under bordet bliver stillet en spand med varme kul. Der bliver hurtigt varmt. Meget varmt. Så varmt, at jeg kan smide de mange trøjer, og bordpladen er i risiko for nedsmeltning. En fantastisk afslutning på en fantastisk dag.
Ned ad
Udgivet den 23. marts 2014
Søndag. Solen skinnede fra en skyfri og Annapurnas top knejsede mod den blå himmel mens sneen deroppe glimtede som diamanter. Sådan en morgen med sådan en suveræn udsigt lader jeg ikke gå fra mig, så jeg tog min tallerken med ud på tagterrassen, stillede den sammen med min tekop på brændestablen og lod mig bage varm af solens stråler, mens jeg spiste mit nepalesiske stenovnsbrød med honning. Så kunne jeg betragte livet omkring. Nede på landingsbanen foran terrassen står en bevæbnet vagt med sin riffel over skulderen og en øreklaphue på hovedet. Han er netop dukket ud af et lille 2×2 meter skur, som står i græsrabatten dernede. Få minutter senere kan jeg høre flyet, der styrer ind mellem bjergvæggene og lægger an til landing. Efter mindre end 10 minutter ved “gaten” letter flyet igen og alt bliver atter stille i Jomsom. Og vagten… han går ind i sit skur og venter på næste ankomst. Det må virkelig været et af verdens kedeligste jobs, sådan at være ene forsvarer af en hengemt landingsbane højt oppe i Himalayas bjerge. I nabobygningen leger nogle børn. Den ene har fundet et cykeldæk, som han triller omkring med, og imens galer hanefar nede i gården, og gør os opmærksomme på, at en ny dag er begyndt. Vi skal ned ad bjerget i dag. Og det blev en hård dag på kontoret. Og det blev en lærerig dag, for en knap så rutineret mountainbiker, som mig. Jeg har aldrig kørt på noget lignende. Vejen kan ikke kaldes en vej. Hjulspor er næsten også for fint til at være dækkende. Det er gigantiske huller og store fritlagte sten blandet med grundfjeld og grus, der udgør underlaget, og på de relativt stejle stigninger og nedkørsler er jeg flere gange ude i angstprovokerende kontrolmangel over cyklen. Jeg styrer det bedste jeg har lært og jeg bumper og rumler hen over toppe og sten. I timevis har jeg skiftevis koldsved og hedeture over de strækninger, jeg skal forcere. Det er svært. Det er hårdt. Det er til gengæld også meget sjovt. Og jeg bliver bedre og bedre til at håndtere det, som dagen går. Men altså, selv om vores guide kalder dette for “the highway”, så har jeg altså ikke ord for at beskrive, hvilken ufattelig dårlig stand denne dirtroad er i. På en af stigningerne blokerer min kæde, og jeg står brat af cyklen. Desværre har jeg nået at træde til, så kæden ligger nu knækket på jorden. Heldigvis har jeg et ekstra kædeled med, så den sag er hurtigt fikset. Men et par gange mere i løbet af dagen sætter kæden sig igen. Det er irriterende, men der er ikke meget at gøre ved det her ude midt i ingenting. Efter 50 svedige kilometer med indlagte tepauser og obligatoriske hængebroer, ender vi i Tatopani. En lille by, der ligger oppe på en klippehylde, hvor husene kliner sig til bjergmassivet og man går ude på kanten, når man følger hovedgaden. Igen overraskes jeg over, hvor fattigt, der er her i Nepal. Det er et hårdt liv, der leves her. Ikke i armod, men i dyb fattigdom. Alting er i ringe stand. Bygningerne, vejene, redskaberne, bilerne og selv det tøj, som folk går i, er slidt, beskidt, gammeldags, hullet… men funktionelt. Tatopani har noget, som andre byer ikke har. De har en varm kilde. Så vi trisser ned ad vejen og ind til det lokale, termiske bad. Det koster et par kroner at få adgang til de to 6×6 meter store bassiner, hvor vi sænker os ned i det varme vand. Ahh. Det er lige noget et par udpinte cykellægge kan bruge. Der er happy hour, hvilket betyder, at vi kan få en øl med popcorn for 15 kroner, og så ligger vi der og får poolside kold øl. Der er intet synderligt charmerende over stedet. Bare et betonbassin omgivet af 2,5 meter høje vægge, et bambusskur til omklædning og et par brusere, hvor de lokale bader, vasker hår osv. Tusmørket falder på, og vi går hjem i mørkningen. Da jeg står under den iskolde bruser hjemme på værelset, fortryder jeg, at jeg ikke bare havde gjort som de lokale, og vasket hår nede under bruseren med det varme kildevand. Min underarme er som bly, og jeg må smøre med smertestillende salve.
Muddertræk
Udgivet den 24. marts 2014
Mandag. I dag er vores sidste dag på cykel. Turen slutter, når vi er helt nede af bjerget ved middagstid. Det er jeg rigtig ked af, for jeg har det forrygende og er lige netop ved at lære at nyde selv de svære og udfordrende passager. For pokker, det har været nogle vilde cykeldage med nogle helt fantastiske oplevelser. Vi er oppe klokken 7 og morgenmaden består – som sædvanlig, fristes jeg til at sige – af toast, marmelade, omelet og en kop kaffe. Og nu vi er ved maden, så er det pommes frites, nudler og ris, der har været på menuen i forskellige afskygninger under hele vores tur. Dertil har vi fået forskellige karrysovse og kyllingebidder, og alt har smagt godt. Vejen er ikke blevet spor bedre siden i går. Men jeg nyder det hårde arbejde og undvigemanøvrer for geder og køer mere i dag. Dels fordi, jeg ved, det er absolut sidste etape, så jeg skal have det hele med, og dels fordi jeg er ved at få styr på teknikken. Det har jeg så også ekstra brug for i dag, for det har åbenbart regnet i nat her længere nede på bjerget, og de dybe huller er nu blevet til giga søer, som vi skal igennem. De mindre huller er bare blevet til pløre, og mudderet sprøjter til højre og venstre, når jeg pløjer igennem dem, og mine ben er helt indsmurte i møg. Men jeg har altså så også fået styr på gennemkørsel af våde arealer, og er blevet bedre til ikke at blive distraheret af trafikanternes evindelige dytten og båtten. Desværre er der ikke så meget styr på min cykel. Kæden, som drillede lidt i går, bliver bare værre og værre, og inden dagen er omme, er jeg trimlet af cyklen uendeligt mange gange, fordi kæden låser, så snart det går en smule op ad bakke. Og det gør det, selv om vi er på en nedkørsel. De sidste tre kilometer må jeg stå af, hver gang der bare er en lille tendens til stigning. Irriterende. På et tidspunkt kører jeg bag en bus, og er ved at blive søsyg. Den vugger fra side til side, når den bumper fra hul til hul, og det er så galt, at chassiset er nede at ramme jorden i begge sider. Værre endnu er det, når to biler (eller traktorer) skal passere hinanden på det smalle spor. De er faretruende nær kanten, og der er mange hundrede meter ned. Jeg holdt vejret af skræk flere gange. På et andet tidspunkt overhaler vi en ambulance. Det går ultra langsomt, for det er altså ingen spøg, at køre på denne vej, så vi når ned ad bjerget længe før den. Det må ikke være sjovt at være syg, og så skulle ned med sådan en transport i timevis. I det hele taget kørte jeg og tænkte, at jeg var heldig at være på cykel og glad for, ikke at skulle køre i bil. Men det skulle jeg, viste det sig! Ved middagstid når vi byen Beni. Her er turen slut. Cyklerne spules og pakkes på taget af vores bus. Mens det står på, kigger jeg lidt på det spraglede byliv. Et sjak kvinder står og graver grus op i sække, som nogle små drenge bærer ned ad gaden, hvor det hældes i en cementblander ved et byggeri. Kvinderne bruger en teknik, jeg aldrig har set før. En kvinde har skovlen, hvortil der er bundet et reb, som en anden kvinde står oppe på grusbunken og trækker i. På den måde bliver sliddet med at skovle ind i bunken mindre. Bag kvinderne ruller en traktor med anhænger op. Der står to knægte, som begynder at læsse kampestene af. En for en med de bare næver. Da vi kører afsted i bussen på vej tilbage til Pokhara viser det sig, at vi stadig har en del vej tilbage ned ad bjerget. Ad den skrækkelige vej. De var en bumpet og skræmmende affære, hvor jeg en gang imellem måtte holde vejret, når vi var (for) tæt på kanten. Jeg foretrækker klart min cykel! Men vi når snart dalen, hvor jeg må sande, at nok var jeg selv mudret, men det var intet mod de bønder, der med deres okser og i mudder til lårene pløjede rismarkerne. Dalen er meget grøn og frodig, og omsider rammer vi asfalt, som efter nogle timer bringer os til Pokhara, forbi hotellet og et hurtigt bad og derfra til lufthavnen, hvor vi efter 25 minutters flyvetur lander i Kathmandu. Jeg gør en kort status. Ingen ømhed. Ingen gener. Eneste skade er et stort sår på højre tommelfinger… en gearskifteskade!