Joachim Jerichow: Bragt i Cykel-motion efterår 2006.
Mountainbike – oplevelser uden for kategori
Forårsluften er frisk, termometret viser 21 grader, og ikke en sky kan ses på himlen. Foran mig venter 63 kilometers benhårdt mountainbikeløb på den sydlige del af bjergmassivet Monte Baldo ved Gardasøen. Der er lagt i ovnen til den ultimative mountainbikeoplevelse med masser af spænding og fysisk udfordring samt 2.800 andre at dele den med.
6° Grandfondo Paola Pezzo
I lyset fra morgensolen, der netop har rundet de bagvedliggende højdedrag, står de første 500 ryttere parat med deres reklameovertegnede cykeldragter, moderigtige solbriller og tjek’ede, topteknologiske mountainbikes.
Rytterne i forreste linie småsludrer lidt med en hurtig-snakkende konferencier samt den dobbelte OL-guldvinder, Paola Pezzo, som er mødt op for at sprede lidt stjernedrys over de konkurrerende. Med det blonde hår samlet i en stram hestehale, cykelbriller isat orange glas og iført et tætsiddende rødt trikot, får hun for en stund de anspændte ryttere til at tænke på noget andet end det forestående løbs strabadser.
Løbet starter og slutter fra den halvmåneformede søpromenade i Garda, middelalderbyen ved Gardasøens bred, der smukt pryder bugten mellem to majestætiske, ca. 300 meter høje klippeformationer La Rocca og pinjeklædte Monte Luppia.
Jeg har i ugerne op til løbet fået sat ca. 500 km. ind på træningskontoen, hvoraf ca. 100 er foregået på mountainbike. Om det er nok til at modstå prøvelserne, som denne delikatesse af et mountainbikeløb kan byde på fordelt over 63 km. og krydret med 2.100 meters højdeforskel, har jeg ikke begreb om. Så selvom en chip til elektronisk tidstagning bliver fastmonteret på cyklen, er ambitionerne ved løbets start blot at fuldføre – og helst uden skrammer på krop og sjæl!
Som at gå på gourmet-restaurant
Men hvorfor overhovedet deltage i et sådant løb? Som en aften på gourmet-restaurant, er produktet den rendyrkede, sanselige og intense oplevelse – tilsat en knivspids konkurrencemoment. Som stjernekokken vælger sine råvarer, er ruterne valgt med størst tænkelige omhu, således at lækkerierne bid for bid kan smages på og nydes til fulde – og så med en god energidrik til!
Sommerfugle i maven
Startsignalet lyder! Tidspunktet er nået, hvor sommerfuglene i maven skal omsættes til handling. Op går det af rutens første stigning, klogt nok en forholdsvis lige tosporet asfaltvej med mulighed for de mest testoteronpumpede ryttere at vælte frem forbi de mere besindige.
Efter ca. tre km. bliver asfalten udskiftet med først grus og løse sten, så klippe og derefter et leret underlag blandet med humus. Et split sekund før den første nedkørsel kan den opmærksomme rytter skyndsomt nå at kaste et blik udover Gardasøens smalleste passage mellem byerne Torri del Benaco på østsiden og Maderno på vestsiden ved foden af imponerende Monte Pizzocolo. Storslået! Ikke underligt at området omkring Gardasøen topper alle hitlister for turister med forkærlighed for aktiv ferie!
Frygtløse kemikazepiloter
Så går det nedad. Rytterne, med hvem jeg i god sportslig ånd havde udvekslet et par tekniske oplysninger om vores udstyr, imens vi stille og roligt arbejdede os op ad den indledende stigning, forvandles med ét til frygtløse kamikazepiloter: Op på pedalerne i stående position, hovedet ned mellem skuldrene og kroppen lænet ind mod bjerget i svingene. Løse sten slår gnister under de knoprede dæk og flyver til alle sider.
Nedkørsler på mountainbike i bjerg/skovterræn er en teknisk disciplin, dvs. noget man skal træne for at mestre – ikke mindst mentalt! Man kører ned med en følelse, at et øjebliks uopmærksomhed vil få uoverskuelige konsekvenser. Følelsen forstærkes af lydene fra de forfølgende konkurrenters hvinende bremser, bagdæk der skrider ud, og kæder der hamrer imod kulfiberstellene. Af og til høres ikke-citérbare ukvemsord, når stødene fra en uforudset klippe eller rullesten på afveje forplanter sig op gennem stel, saddel, bagdel, og det der er endnu værre!
De mest hårdkogte mountainbikeryttere prædiker, at man bare skal give los, hvilket vil sige slippe bagbremsen, styre uden om de værste forhindringer og sætte sin lid til affjedringen af forhjulet. Forbremsen er kun til pynt og nødstilfælde!
Men det kan de sagtens sige! Af og til går det så stejlt nedad, at man må lægge vægten ned bag sadlen for ikke at få overbalance. En lidt uhyggelig fornemmelse, når cyklen begynder at skride med to blokkerede bremser – en fornemmelse, der godt kan producere lidt belejligt afkølende koldsved.
Som fastspændt til et trykluftbor
De værste af nedkørslerne føles som at være spændt fast til et trykluftbor, men som løbet skrider frem, forsvinder de krampagtige muskelspændinger og angst bliver transformeret til en euforisk glædesfornemmelse. Man kan ikke undgå at lade sig rive med, for det her er jo: SJOVT!
Foretrækker man en mere agtpågivende nedkørselsteknik må man affinde sig med, at de bagvedliggende hurtigt bliver til foranliggende og det på steder, hvor der absolut ikke er plads til overhalinger… tror man! De venligste af slagsen giver dog lige én et praj, om at overhalingen sker højre eller venstre om. Resten… kun fantasien sætter grænser!
De første tegn på rutens hårdføre beskaffenhed begynder at sætte sit præg på omgivelserne. Trætte af trykluftborets rystelser ligger vandflasker med rytternes livsvigtige eliksir spredt på stierne, som hvis de havde trykket sig ud af deres holdere med katapult.
Sorte slanger ligger slapt henslængt i vejkanten uden hverken gift eller luft som tegn på adskillige havarier, der alligevel, i forhold til strabadserne, forekommer alt for få. Af og til ser man en falden rytter sidde i vejkanten og ømme sig. ”Godt, det ikke er mig,” når jeg lige at tænke, idet jeg suser forbi.
Fårene fra bukkene
Efter et velfortjent pit-stop (tre i alt) ved Crero i ca. 125 meters højde med Gatorade, bananer, müslibarrer osv. ændrer ruten karakter og opkørslen imod San Zeno di Montagne og Lumini i 720 meters højde kan begynde.
Også opkørsel er en teknisk disciplin, der kræver træning. Specielt de stejleste passager med klippefremspring, rødder eller store sten kan volde problemer og tvinge én til at frigøre skoen fra pedalen. Men har man først løsnet foden fra pedalen, skal man være lidt af en cirkusklovn for igen at få momentum i cyklen.
Disse passager har stigningprocenter på op til 22-25%, hvilket for alvor skiller fårene fra bukkene. Men sjovt nok avancerer fårene – dem der vælger at trække op – næsten lige så hurtigt, som bukkene – dem der stolt bliver siddende i sadlen og pisker med pedalerne.
Efter at have passeret pit-stop to i ca. 600 meters højde, efter mere end 1800 meters tilbagelagt højdeforskel, signalerer kroppen umiskendeligt, at den er slidt. Lårene er hårde og tilsyrede; ryggen stiv og øm. Selv det at skifte gear begynder at virke uoverskueligt, selvom det kun drejer sig om at bevæge fingrene et par millimeter. Mange af mine konkurrenter ligner kogte grønsager med forpinte grimasser og cyklen i overlevelsesgearet. Heldigvis har jeg glemt mit spejl!
Maraton-ruten fortsætter endnu 100 højdemeter op ad bjerget til landligt duftende Lumini, og pludseligt bliver der langt mellem konkurrenterne, for slet ikke at tale om tilskuerne. Som ringe trøst følger en ko mig lidt på vej, men om det er begejstring, der får den til at ringe med sin klokke, ved jeg ikke!
Møllevejen
Langt om længe bliver der taget hul på en forløsende, ca. 15 km. lang og uafbrudt nedkørsel ad gamle muldyrstier, og igen foregår det i et rasende tempo. Størst indtryk gør det allersidste stykke, hvor ruten følger Via dei Molini (”Møllevejen” også kaldet Percorso della Salute, ”Helbredsruten”), som bugter sig ned gennem en malerisk kløft med stejle morænevægge og et dusin opdæmmede miniaturevandfald, der i tidernes morgen har leveret vandkraft til en perlerække af små møller.
Små to timer efter den vindende rytter ræser jeres udsendte over målstregen og ind i et virvar af boder med pølser, oste, olivenolie og andre lokale gastronomiske delikatesser samt et utal af tekniske stande med mountainbikeudstyr for den kræsne rytter.
Bandet spiller endnu, men sejrsceremoni og præmieoverrækkelse er desværre for længst overstået. Ingen præmie i denne omgang, men denne superintense oplevelse var i høj grad en præmie i sig selv og kan anbefales til alle…, der tør!
Bevares, generne er der jo (verdens bedste bjergrytter er jo dansker), så det, der mangler, må være et spørgsmål om… at købe det rigtige udstyr?… og så en træningstur i ny og næ?