Op og ned er ikke lige langt – en cykelhistorie om benarbejde, passion og fællesskab
Scribent: Joachim Jerichow
36° Nove Colli – Marco Pantini
Stedet er Cesenatico nord for Rimini ved Italiens Adriaterhavskyst. Solen er netop stået op. Klokken er få minutter i halv syv. Denne småkølige, længe ventede forårsmorgen summer af lyden fra tusindvis af trimmede racercykler. Damen foran mig i køen til et af de opstillede lokummer langs den kulørte masse af 10.726 amatørcykelryttere kigger nervøst på sit ur. Der er visse ting, som gøres bedst, før man kaster sig ud i den 36. version af cykelløbet Nove Colli – Marco Pantani, hvor ni småbjerge med i alt 3.220 højdemeter skal forceres i løbet af 205 kilometers cykelløb!
Fra Leonardo da Vinci til Marco Pantani
Det hele startede med et par streger på et stykke papir engang i 1493. Verdens første cykel skulle have været konstrueret i træ. Tegningens ophavsmand, Leonardo da Vinci, var kendt for sin fremsynethed, men han havde næppe i sin vildeste fantasi forestillet sig denne ca. 20 meter brede og ca. 500 meter lange bræmme af amatørcykelryttere opmarcheret langs hans eget værk, Porto Canale Leonardesco, kanalhavnen til Cesenaticos antikke fiskerflåde. Et imponerende skue!
Det var her ved Leonardos idylliske kanalhavn, omkring stambordet i Bar del Corso (løbets bar) en gruppe venner og amatørcykelryttere med en sjælden passion for pedaleriet tog initiativ til det, der senere skulle blive det største og mest traditionsbundne amatørcykelløb i Italien.
Kun 17 deltagere stillede op til løbets første udgave i 1971, der blev kørt til minde for Fausto Coppi, en cykelrytter kendt for sin konkurrencementalitet og trofasthed overfor cykelsportens idealer.
I 2002 fandt løbsledelsen det naturligt, at løbet blev associeret med en mere samtidig personlighed indenfor cykelsporten, og følgende ændredes navnet til Nove Colli – Marco Pantani.
”Marco trådte sine barne(cykel)-sko i de bjerge, du vil have fornøjelsen af i morgen!” fortæller løbets hovedansvarlige, Benito Spighi, mig dagen inden løbet og tilføjer med slet skjult stolthed i stemmen ”… altid iført Cesenaticos cykeltrøje.” Efter Pantanis tragiske død kun få år efter Tour-succesen fandt man det naturligt at opkalde cykelløbet efter ham og på den måde lade hans navn og de sportslige glæder, han skænkede sine fans, leve videre i erindringen.
”Måske det teknisk sværeste løb i sin klasse” siger Spighi om løbet med en gnistrende passion og fortsætter: ”Alle kan køre 200 km, hvis de får lov til at sidde på hjul – i dette løb skal du gøre arbejdet selv, for enten går det op, eller også går det ned!” Han fortsætter med at forklare, hvordan deltagerantallet i sig selv er en risikofaktor. Specielt på de stejle nedkørsler, hvor farten ofte runder 70 km. i timen, bliver jeg indtrængende husket på at tage mig i agt overfor bagfrakommende, der ofte uden hensynstagen presser sig forbi på vej ned gennem hårnålesvingene.
Guldmedalje for trofasthed
Efter et overdådigt aftensmåltid med dobbelt portion lasagne og pasta og derefter kogt spinat, frisk salat, lokalt fanget fisk, kød, kage og frugt bliver jeg passet op af et par fyre fra Bari (støvlens hæl), der har gennemskuet, at der er tale om min jomfrutur.
En lille, firskåren herre på omkring 50 år fører ordet og fortæller et par af sine udødelige historier. Øjnene bliver på skift knebet helt sammen og spilet vidt åbne for at understrege pointerne: ”Seksten gange … guldmedalje… første linie…” er de ord, jeg fanger af en ikke synderlig velartikuleret talestrøm. Han er altså én af de 30 ryttere i årets version, der er blevet præmieret med en guldmedalje for at have kørt løbet mere end 15 gange og starter med den første gruppe umiddelbart bag eliterytterne.
”Jeg venter på jer ved mållinien,” siger jeg til dem med et glimt i øjet, men der går lige et par sekunder, før tavsheden afløses af en overbærende latter.
Som en dråbe sirup fra en teske
Der lyder ikke noget startskud, da massen af ryttere endelig slippes løs. I stedet passerer rytterne elektroniske detektorer, der aflæser en chip indsat i hver rytters startnummer. Der er trængsel om at komme af sted. Pludseligt lyder en skingrende ringetone. Vantro kigger rytterne på, at bommen ved jernbaneoverskæringen umiddelbart foran startlinien begynder at gå ned. Et tog tøffer forbi i sneglefart og tager sig vist ikke synderlig af pibekoncerten og de hånlige tilråb.
Som en dråbe sirup fra en teske forvandles startboksens koncentration af ryttere til en tilsyneladende endeløs, mere end 25 kilometer lang karavane af cykelryttere. Fyrre minutter tager det, før den sidste rytter er kørende. Der køres stærkt men alligevel kontrolleret. Ingen vil risikere at løbe tør for krudt allerede efter de første par stigninger.
Et øjebliks usikkerhed opstår: Har jeg husket det hele? Ekstra slange, luftpatroner, lappegrejer, regnfrakke, energibarrer, mineralpulver, pudseklud til solbrillerne. Sørens! I skyndingen har jeg glemt at smøre vaseline indvendigt i det nye par cykelbukser! Pyt, jeg må køre uden… hud!
Nysgerrigt iagttager jeg rytterne, som jeg lidt efter lidt passerer, og de der passerer mig. Alle aldersgrupper er repræsenteret. Fra 18 til 79 år. De fleste er senede og magre. Mange er små – størrelsen lige over hobbit-størrelse! Enkelte er helt sikkert over to meter høje, nogen tilmed kraftigt bygget. Adskillige kan nemt tåle at smide 20-30 kg, men hvad laver de dog i et cykelløb? Måske er de med i et eller andet vægt-tv-program?
Og udstyret, skal jeg love for, er i orden! To tredjedele af cyklerne er bygget i kulfiber og har ganske givet kostet en formue. Man kan konstatere, at italienerne har det med cykler, som danskerne har det med kolonihavehuse: Bedre, flottere eller dyrere end naboens – ellers kan det være lige meget!
Fra Cesena i nord til miniputstaten San Marino i syd fører ruten os igennem det bakkede landskab med skov, vinmarker, frugt- og olivenlunde. Byerne med deres kirker og små fæstninger kroner toppen af hver bakke som kandiserede nelliker på en Sarah Bernard.
De første styrt
En ambulance med hvinende sirener skal passere, netop som flere tusind ryttere har presset sig sammen til en kile for at forcere den stejle, brolagte bygade op gennem middelalderbyen Santa Maria Nuova. De bange anelser omkring deltagerantallet viser sig hurtigt at være velbegrundede. Cykelsko, lav fart og brosten er og bliver en dårlig kombination. Flere ryttere tumler omkuld og river i en byge af ukvemsord andre med sig – absolut ikke noget kønt syn!
Det er til gengæld synet af de seks næsten symmetriske hårnålesving op til løbets næste højdepunkt, Pieve de Rovoschios. Den stenede og græsklædte bjergside myldrer af liv og lyser op med farverne fra rytternes spraglede cykeltøj. Som på en stairway to heaven træder den endeløse perlerække af ryttere sig taktfast op sving for sving, indtil de forsvinder ind i morgendisen før bjergets top.
Musikdoping
Mytiske Barbotto er bjerget, der har givet mange af rytterne søvnløse nætter. Skulle efter sigende have sat selv Eddy Merckx på prøve i Giroen 1973. Og rigtigt nok – som konklusion på 5,5 kilometers stigning rejser der sig en kilometer fra toppen en mur foran os med en stigningsprocent på modbydelige 18 %. Hvert tråd bliver en kamp for at holde momentum i cyklen, og det bliver ikke nemmere af, at forhjulet løfter sig fra jorden. Lårmusklerne skriger på forløsning. Flere kaster håndklædet i ringen og trækker det sidste stykke op.
Pludseligt overdøves rytternes stønnen af et skingrende guitarriff efterfulgt af tunge heavy-metal-rytmer. AC/DC’s ”Back in Black” brager gennem luften fra et par højtalere i vejkanten akkompagneret af 20-30 voldsomt heppende tilskuere. En nærmest euforisk følelse lader ikke vente på sig og breder sig i kroppen som varmen fra et karbad. Den ufortyndede heavy-metal dosis går rent i blodet, og kort tid efter må Barbotto se sig besejret!
Terningerne er kastet
Endnu engang går det nedad i et voldsomt tempo med hænderne som klistret til håndbremserne. San Leos prægtige fæstning knejsende fra den yderste spids af en forreven klippetop kaster sin behageligt kølige skygge over brudstykkerne af cykelkaravanen, der nærmer sig lilleputstaten San Marino. De som har valgt den korte rute kan dreje af før den berømte flod Rubicon og vende næsen hjemad. Resten må kaste terningerne, som Cæsar gjorde det, og fortsætte over broen. Der er nu ingen vej tilbage. Monte Tiffi, Perticara, Pugliano, Passo delle Siepi og Gorolo venter forude.
”Når jeg ser et rødt flag smælde…”
På vej mod Passo delle Siepi, den eneste nogenlunde overkommelige stigning, bliver jeg passeret af et par ryttere i gråt. ”En sjælden farve for cykeltrøjer”, tænker jeg, men ser så et lille Dannebrog lyse op på den enes ryg. Glæden over at have fundet et par landsmænd at dele oplevelsen med giver mig et tiltrængt ”kick”. Erkendelsen lader ikke vente på sig: Selvpineriet var så småt begyndt at blive lidt ensomt!
De to danskeres grundige og fælles forberedelse til løbet tjener til inspiration: Spinning i løbet af vinteren, dertil 1.800 kilometers landevejskørsel, hvoraf ca. 400 km. var foregået i løbsområdet i ugen op til løbet – et godt mål for, hvad et løb af denne kaliber rent fysisk kræver af forberedelse, men også et hint om, hvad selve deltagelsen går ud på.
Grædemuren
Den sidste stigning, Gorolo, kunne mine stakkels ben godt have været foruden. Efter ca. to km med gennemsnitlige 13 % stigning flader ruten lidt ud, og man tror det er overstået, men så kommer afgørelsens time på den sidste kilometer (17 %), der føles som at køre op af selveste Grædemuren. Et par hujende tilskueres tilråb tjener som ringe trøst, men alligevel lykkes det.
I mål afsluttes næsten 9 timers benarbejde med musik, pastaparty og en god sludder om oplevelser og indtryk. Aldrig har det danske sprog været så smukt, og aldrig før har italiensk fadøl smagt så godt!
Stor hyldest til Leonardo da Vinci – hans streger på et stykke papir er blevet til bånd mellem mennesker. Også ros til arrangørerne der har skabt et pragtfuldt løb af høj klasse, som forståeligt nok får folk til år efter år at returnere for at være der igen. Om jeg kommer til at returnere 14 gange for at modtage en guldmedalje er svært at spå om, men én ting er sikkert – næste gang bliver i følgeskab med andre.
Morale
For et løb som Nove Colli bør selvpineri og det at gennemføre ikke være et mål i sig selv. I løbets ånd gemmer der sig et højere mål, som er fællesskabet. Fællesskabet i forberedelserne, i forventningerne, i rejsen til og fra, i løbets smerte og modgang samt fællesskabet og kommunikationen med de tusindvis af andre der cykler, ikke for at vinde, ikke blot for at gennemføre, ikke blot for motionens skyld, men fordi de kan lide at cykle.
Opkørsel i alt, km 89
Nedkørsel i alt, km 77
Flade strækninger i alt, km 34
Deltagerantal 10.627
Heraf kvinder 487
Udlændinge 1.507
Lande repræsenteret 26
Cykelklubber repræsenteret 1.127
Cykelklubber med mere end
25 deltagere 37
Troskabsmedalje (10 versioner) 103
Guldmedalje (15 versioner) 30
Ældste deltager, år 79
Forplejning undervejs
På hver bjergtop er der forfriskninger, sandwiches, snackbarer, kager, frugt og energidrikke i rigelige mængder.
Midtvejs serveres varm mad.