Duellen
Skribent: Joachim Jerichow
(Advarsel, der kan forekomme selviscenesættende passager i denne tekst)
En ægte cykelhistorie fra et ægte cykelland, skrevet af en ægte bjergrytter! Skrevet til alle de cykelinteresserede, karantæneramte danskere, der sidder derhjemme med nedrullede gardiner og Udenrigsministeriets rejsevejledning som screen saver.
Den anden dag havde jeg sat mig i sadlen i træningsøjemed efter et par uger med manglende motivation. Det var som om, at der var kommet “… lidt luft i dækket efter en længerevarende punktering!” Træning… ja, skal man være klar til bjergene, så kommer man ikke udenom denne lille detalje, som I ved det?
Jeg havde imod al fornuft valgt stigningen fra Castelletto di Brenzone til San Zeno di Montagna* i et anfald af: “nu skal det være!” Da jeg vidste, hvad der ventede, havde jeg ikke travlt med at komme op i fart, men allerede fra Bardolino røg farten alligevel op der, hvor hovedet husker, at man kan ligge, når det er (forholdsvist) fladt! Og så er der jo alle Strava-segmenterne langs søen, der stikker til én. Jeg nåede til Brenzone og havde holdt 37 km/t, og det var nok lige i overkanten for mine karantæneramte ben? Efter de første 100 meter af stigningen måtte jeg lige ind til siden, så hjerterytmen kunne komme ned, hvor jeg kunne holde den ud. Det hjalp også med en muslibar fra Lidl (en af dem til 22 cents med chokolade på) skyllet ned med italiensk postevand fra dunken. Så var jeg klar!
Stigningen fra Castelletto di Brenzone til San Zeno di Montagna er gusten, og dem, der vælger den som træning, må på en eller anden måde have hang til selvpineri? Efter lidt intro stiger den voldsomt stejlt i kun én bane (med gelænder) og holder 12-20% over ca. to km. Derefter går den over i 9-10% og slutter helt humant med 8%, indtil man når byen i 630 meters højde. Som regel kører jeg på “overleveren” de to stejle kilometer uden at forcere. Lidt zigzag, når der er plads til det, kan også være en hjælp. Hurtigt gik det ikke! Et par ryttere kom flyvende ned ad vejen godt nede i bøjlerne. De havde taget den lette vej op og den hurtige ned! “Hvor må de være kloge…”, tænkte jeg ved mig selv?
Netop som det stejle stykke var overstået, kom der en rytter op bagfra. En af de der lækre, små italienere med gule strømper der matchede den gule trøje, skægstubbe og meget smarte briller! Han sagde pænt “ciao”, så jeg lod ham pænt komme forbi.
Man hører mange cykelfilosoffer, der prædiker, at man skal køre “imod sig selv” eller “imod bjerget”. Det gør jeg ikke… jeg kører mod alt, der bevæger sig på to hjul i samme retning som mig – mine gæster (både dem jeg kan følge med, og dem jeg ikke kan følge med), turister, min søn, scootere – ikke mindst gamle damer m/k på el-cykler! Det er ikke altid, at de andre ved, at de kører om kap med mig, men det gør de! Så jeg tog kampen op med denne her uanende lille fyr i gult.
På stykket med de 9-10% måtte jeg acceptere, at afstanden øgedes taktvist. Ikke meget at gøre ved det. Længe havde han et 150 meters forspring. Med 8% kunne jeg lige holde afstanden. Som I har hørt profferne sige, så er “viden alt” på længere stigninger! På denne stigning skal man vide, at der kommer et langt fladt stykke på lidt over en kilometer før selve afslutningen, der består af to kortere stykker med 8% med ca. 400 meter fladt imellem. Det var her jeg skulle gøre væsen af mig, hvis jeg skulle have en chance?
Orv manner – kunne jeg komme op på den store klinge, da det flade kom og hurtigt begynde at æde mig ind på den gule trøje? Han måtte have glemt alt om mig eller også bare undervurderet min lyst til at konkurrere, som så mange har gjort det før ham!? Jeg kørte forbi ham i et godt tempo, men havde slet ikke ben til at gå efter at skabe hul. Faktisk var der ikke ret meget mere at skyde med, men der kommer altid lidt, når målstregen nærmer sig. Så han satte sig hurtigt på hjul (som ventet). Den første af de sidste to bakker kunne jeg tage med momentum og i stående position. Så langt så godt. Havde jeg haft ben til det, kunne jeg have forsøgt at komme fri, men nej, så jeg måtte i stedet forsøge taktikken, der er velkendt for alle italienere: Farten helt ned, så man nærmest provokerer sin modstander til at tage føringen. Virkede ikke – lod sig ikke lure! Da vi ankom til den sidste bakke på ca. 400 meter før et lille pas, hvor kun én kunne komme først, kørte fyren i gult stille og roligt forbi i et højere tempo og uden at se voldsomt lidende ud! En smule for overlegen, en smule for selvsikker, en smule “for” italiener, så jeg tænkte, at det skulle være løgn!
Det blev det “runde tråd”, som gav mig fornyet kraft til at mase forbi ham igen! Ca. 80 meter kan jeg holde dette tråd, når alt er på spil. Der blev skubbet og trukket i de pedaler, som der aldrig var blevet skubbet og trukket før, og først kom jeg med et par længder! Utroligt at pedalerne holdt? Dog var der ikke luft til at vende mig for at hilse, nikke, anerkende, give fem, eller hvad man plejer at gøre, når man takker sin modstander at deltage i konkurrencens lidende morskab, hvor kun én (som bekendt) kan føle den kortvarige tilfredsstillelse som “vinder”! Desværre fik vi ikke hilst og ligesom taget broden af denne improviserede mand-til-mand duel. Han kørte umiddelbart efter fra vejen for at fortsætte op imod Prada, og jeg kørte meget umiddelbart ind til siden, hvor jeg stod i tre minutters tid – musestille, hen over styret – for at sikre mig at den gode kaffesmag fra morgenstunden forblev intakt! Det gjorde den, og jeg kan tilføje, at det eneste jeg kunne smage resten af dagen… var sejrens sødme!
Som billedet afslører, blev sejren fejret med chips, Tiramisu og Cola! Jeg kan røbe, at der faktisk var andre mennesker på cafeen, men godt nok ikke så mange, som der plejer at være! Min cykelmand, Matteo ned fra Los Locos spurgte mig her den anden dag: “Men… kommer danskerne i år!” Jeg tøvede et kort sekund – hvad skulle jeg svare – “kommer I?”