En perfekt cykeltur!
Skribent: Joachim Jerichow
I dag er dagen, hvor jeg for alvor skal have gjort noget ved min Strava-udfordring at nå 7500 højdemeter på en måned. Lyder ikke af meget for en ”bjergrytter” som mig, men med karantæneramt formkurve og manglende mobilnet på mine normale bjergruter (dvs. ingen registrering), så har Strava-udfordringen været større end forventet. Målet er højeste asfalterede punkt på Monte Baldo (Gardasøen), som ligger i 1620 m. En længere, helt åben stigning, der ender med tre-fire kilometer over 10%, med 19% som stejleste sted.
Perfekt vejr! 25 grader i bunden. Alt er forårsgrønt og frodigt! Gule blomster dækker engene! Halvvejs til Spiazzi kommer jeg forbi fire ældre ryttere. God følelse at stryge forbi, men udover dem, så foregår min perfekte cykeltur i fuldstændig ensomhed (næsten). Ikke en camper, ikke en motorcykel og kun meget få biler. Alle refugier er åbne, flagene blafrer, men selvom borde og bænke er vasket og gjort klar, så står de tomme hen. Den simrende spezzatino med craut må ejerne/forpagterne selv spise! Jeg klarer mig med en energibar og en vildfaren flue, som forgæves forsøger at kravle op ad mit spiserør igen. Det klarer en slurk vand fra dunken.
En stålorm er gået i stå midt på vejen. Den skal filmes og hjem til drengene, som vi har for aftale. Et stykke af halen er kørt af, men den forsvarer sig alligevel ved at slå knude på sig selv, da jeg skånsomt forsøger at skubbe den væk fra vejen med en lille pind. Har valgt at tage det stille og roligt, så tankerne får frit løb, imens jeg arbejder mig op og nyder sceneriet.
Jeg tænker på sidste års ”overlevelsestur” med Jens Elsborg, Tine, Jens Peter, Lars og Mette fra Fredericia MTB, hvor vi også cyklede på denne vej i midt-april. Jeg mindes, hvordan et længere sne-stykke (2-3 km) på nordsiden med teknisk cykelvandring til følge, nær havde taget pusten fra os før den meget lange og krævende single-track nedkørsel, men også glæden ved at nå tæt på de fysiske grænser, der betød, at jeg måtte tikke en energibar i bunden for at overleve de sidste 30 asfalt-km hjem.
Fotos ved 19% skiltet, som det hører sig til. Holder øje med min Garmin på vej op. Godt nok er den sidste halvanden kilometer monsterstejl, men tælleren når kun til 17%, så det kan man vist kalde falsk markedsføring? På toppen er der koldt, men det kan ikke komme som et shock for nogen? Tolv grader og jo, splitte mine bræmsejl, om ikke der ligger sne tilbage i vejkanten! For at få flere højdemeter fortsætter jeg ned til Pra Alpesina på den anden side. Det smukkeste stykke vej på ruten! Som at køre i Dolomitterne.
Må snyde mig ind i Trentino, som jo er en anden region, men tager chancen. Godt, at jeg gjorde det – alle anstrengelserne værd! Monte Altissimo ses i baggrunden, og zig-zag grusvejen til 2100 meter står knivskarpt. Også denne sti vækker minder (Juelsminde MTB)…. nede i maven, som vender sig! Den er nemlig rigtig stejl!
I vejkanten stikker et lille hoved med lang pels og to store fortænder op ad græsset. En marmotte, der sikkert ikke har kunnet forstå, hvor alle turisterne bliver af, stirrer på mig fra ca. 10 meters afstand. Jeg får telefonen frem og kan stille og roligt bevæge mig hen til kun ca. 5 meter fra den. Ret fantastisk, da marmotter ellers er hurtigt nede i deres huller, når man bevæger sig. Så helt alene var jeg ikke på denne perfekte cykeltur!
Turen tilbage går forrygende. Stopper lige i Spiazzi på vejen ned for at sludre med en restauratør, som virker nærmest henrykt for at se mig! Et stykke Apfelstrudel med flødeskum, lidt small-talk og en Cola får sukkerbalancen på plads.
Men højdepunktet på turen er endnu i vente. På sidste bakke før målet ser jeg 30 meter forude, det, der mest ligner en kobraslange med hovedet højt hævet over vejen og den karakteristiske udspilede nakke. Det viser sig at være ikke èn, men to snoer viklet ind i hinanden og i livlig aktivitet. Nu er jeg ikke slangekender, så om det var parringsleg eller tvekamp mellem to hanner til sidste giftdråbe, ved jeg ikke? Endnu en film til drengene og punktum for en perfekt cykeltur, der så absolut gav appetit på mere af samme slags. Måske også med andre…. mennesker?