MTB – NEPAL 2012
Af Pernille Kam Lionett
Er du eventyrlysten? Har du mod på en fantastisk rejse til Nepal? Så bliv inspireret her.
Først lidt baggrundsviden…
Befolkning og samfund
Der bor i dag ca. 30 mio. mennesker i Nepal. 47% af befolkningen lever i lavlandet, mens kun 7% bor i Kathmandu-dalen.
Befolkningen består af mere end 30 forskellige etniske grupper, som dog lever i fred og harmoni med hinanden.
Erhverv
82% lever af landbruget, ca. 8% af handel og turisme, 3% af håndværk medens 3% er offentligt ansatte.
Energi
Et stort problem i Nepal er mangelen på energi. 72% af brændselsenergien kommer fra træ.
Uddannelse
Alle børn i Nepal har lige ret til undervisning i den gratis underskole (5-10 år). Regeringen har det mål, at ingen elever må have mere end to timers gang til skole, og skoler er i dag opført i de fleste større landsbyer.
Fordelingen i underskolen er 60% drenge og 30% piger, da mange piger holdes hjemme, hvor de skal hjælpe moderen. Ca. 25% af eleverne, næsten alle drenge, fortsætter yderligere skolegang efter 10-årsalderen. Meget få – næsten alle højkastefolk – fortsætter på de højere læreanstalter.
Politik
Nepals monarki blev opløst i 2008, og landet er nu en sekulær forbundsrepublik.
Valgret
Alle opnår valgret som 18-årig. Kvinder kan stille op til valg på lige fod med mænd.
Religion
Hinduisme og buddhisme. Ca. 4% af befolkning er muslimer.
Kaster
Der findes 4 hovedkaster og en lang række underkaster.
Præsterne udgør den øverste kaste.
Krigere og regenter udgjorde den næstøverste kaste.
Bønder, handelsfolk og håndværkere udgør den tredje kaste.
Daglejere og tjenere udgør den fjerde kaste.
Under dette hierarki befinder de “urørlige” eller kasteløse sig. De har urene job, associeret med døde mennesker eller dyr, for eksempel læderarbejde og renovation.
Man fødes ind i en kaste, og intet kan ændre det. Man kan ikke gifte sig til en højere kaste.
Levealder
Kvinderne bliver i gennemsnit 64 år, mens mændene i gennemsnit bliver 64,2 år.
Børn
3,9 pr. kvinde.
Løn
Løn for en skolelærer pr. dag er ca. kr. 12,00.
Gennemsnitlig løn pr. person pr. dag kr. 5,00.
Torsdag den 8. marts 2012
Forår, sommer, efterår, vinter – endelig den 8. marts 2012. Rejsen blev bestilt en kold februar dag i 2011.
Ti forventningsfulde personer, Jes, Tove, Ole, Lars, Finn, Hans Verner Jesper, Henrik, Joachim og jeg selv mødtes i Kastrup Lufthavn kl. 8.45 – alle klar til den store rejse. En rejse for livet.
Vi mødte den italienske guide, Andrea og vennen Lorenzo i lufthavnen i Doha, hvorfra vi fulgtes til Kathmandu.
Det var et stort plus, at vi i januar måned 2012 alle havde tilbragt en dag sammen i Silkeborg Skovene – med efterfølgende frokost og hygge hos Hans Verner og Anna. Vi var derfor ikke fremmede overfor hinanden.
Turen i Silkeborg Skovene havde rystet os godt sammen. Vi havde fået et godt grin sammen flere gange den formiddag i skoven. Jeg stod selv for årets stunt – tror jeg – vi skulle passere en meget smal bro – det sneede – brillerne duggede – så jeg så ikke nogen bro forud – valgte derfor at køre til venstre – dum disposition skulle det vise sig – for cyklen blokerede fuldstændig – jeg var kørt ned i en bæk og stod i vand til midt på underbenet!
Ankomst til Kathmandu
Vi ankom til lufthavnen i Kathmandu den 9. marts 2012 kl. ca. 11.45.
Vi skulle først have vores visum, inden vi kunne forlade lufthavnen. Her stiftede vi for første gang bekendtskab med ordet og begrebet “Nepal-time”- (hvad der tager 5 minutter i Danmark tager ca. 1 time i Nepal) sikke et kaos. Vi kunne lige så godt geare fuldstændig ned allerede fra dag 1. Lean-begrebet var og er vist ikke nået til Nepal?
Næste udfordring viste sig, da vi forlod lufthavnen. Vores nepalesiske guide Ox skulle hentede os. Det vrimlede med drenge, som ville hjælpe med at bære vores kufferter – Ox´s drenge – troede vi – men ak nej – det var drenge, som var der for at tjene penge på at bære turisternes kufferter. Så det var bare op med pungen.
Vi blev herefter budt velkommen af Ox (charmerende fyr i 30´erne), som hængte den smukkeste, orange blomsterkrans om halsen på os – kransen betød lykke og god cykeltur.
Namasté
Vi kvitterede med den almindelige hindu-hilsen – Namasté(narh-mah-stæ), hvor man samler håndfladerne op foran sit bryst og ansigt. Et ord som vi alle skulle komme til at sige mange gange dagligt de næste 12 dage.
Venstrekørsel og trafikkaos
Vi blev transporteret i bus til vores første hotel i Kathmandu. Tror vi alle følte, at vores liv lå i chaufførens (Harry’s) hænder – tak skal du have et kaos! For det første foregik kørslen i venstre side af vejen. Det vrimlede med biler – tror aldrig, at jeg har set så mange biler på ét sted! Og sikken en larm – alle dyttede og båttede – ikke noget med at overholde vigepligten – skulle man ud – så kørte man ud – godt nok fulgt at et varslende dyt! Mærkeligt – men ingen uheld eller sammenkørsler – det virkede – trods det umiddelbare kaos – som om nepaleserne havde fuldstændig styr på kørslen.
Det var aldrig gået i Danmark – nepaleserne kan virkelig lære os meget om overbærenhed og tilgivelse i trafikken!
Jeg besluttede mig for at flytte fokus fra trafikken og kiggede derfor op – men det blev det ikke bedre af. På toppen af en høj bygning stod tre mænd med hver sin mukkert og huggede bygningen ned – uden stillads, uden sikkerhedsline, uden hjelm eller anden beskyttelse. Det var skrækkeligt at se!
Så besluttede jeg mig for at kigge til venstre – men det hjalp heller ikke spor – vi passerede en flod, som var fyldt op med affald. Tænk, hvis vi kunne hjælpe nepaleserne med at udnytte affaldet, så man kunne forhindre, at det blev smidt i floden med forurening til følge. Men jeg er godt klar over, at verden er skruet sådan sammen, at man som regel hjælper andre med udgangspunkt i “noget for noget” princippet. Og hvad kan Nepal tilbyde? Den massive nepalesiske korruption spiller selvfølgelig også ind.
Nå, vi nåede sikkert frem til vores første hotel i Kathmandu og blev indkvarteret.
Herefter var det tid til at få pakket cyklerne ud. Jeg var lidt nervøs for, om jeg nu kunne spænde gearet rigtigt på cyklen o.s.v. Jeg kunne dog godt lægge nervøsiteten væk for vupti… tre raske drenge havde samlet cyklen i løbet af nul komma fem. Super. Første udfordring var løst.
Så var det tid til aftensmad på en hyggelig restaurant i Kathmandu – klokken var allerede 19.00!
Etape 1: Til Balthali (km xx højdemeter xx) – lørdag den 10. marts 2012
Endelig, nu var det nu – det vi alle havde set frem til – nu skulle vi opleve Nepal på ryggen af vores mtb. Alle sanser var slået til.
Vi forlod hotellet iført støvmasker og lignede til forveksling Rip, Rap og Rup. Kørte fuld af forventninger ud i trafikken – over i venstre side af vejen – og så af sted. Nu var vi pludselig selv – uden afskærmning af nogen art – ude i et sandt trafikkaos. Ox guidede os på sikker vis ud af Kathmandu – men det var alligevel noget grænseoverskridende! Biler, motorcykler fra højre, venstre, dytten og båtten. Vi skulle være vågne hele tiden. Jeg havde fra starten indset, at det ikke nyttede noget at hidse sig op – og vigtigst af alt – vi var gæster i landet – og man opfører sig ordentligt som gæst. Jeg ville være en god ambassadør for mtb folket.
Den indstilling gjorde, at jeg pludselig, midt i kaos’et opdagede, at nepaleserne på forunderlig vis havde styr på kørslen: De kørte ikke stærkere end de kunne nå at reagere, og så var de jo vandt til at køre sådan! Den indstilling hjalp mig på resten af turen. Jeg kunne slappe af i trafikken og koncentrere mig og holde fokus på det, som virkelig betød noget, store huller i vejen, boder, hunde, køer, geder, holdende motorcykler og nepalesere i vejsiden.
Tror kun jeg så én ulykke på hele turen, en lastbil var kørt af vejbanen – men det sker jo også i Danmark.
Apropos løse køer
Vi undrede os over, hvorfor der gik så mange løse køer rundt i Kathmandu. Forklaringen lød, at man kommer 20 år bag lås og slå, hvis man slår en ko ihjel – 3 år, hvis man slår et menneske ihjel! At køer er hellige på disse kanter, er ikke bare en myte!
Turens første stigning
Vi nåede nu endelig ud til dagens stigning – væk fra asfalten – nu ventede en opkørsel på gruset og støvet underlag. Vi var nu tæt på grænsen til Tibet.
Vi delte os i to grupper, da man kunne komme til toppen ad to forskellige veje. Det hed sig, at den ene vej var lidt mere tuff end den anden! Jeg valgte den mindre tuffe vej – hvis den da var det? Benene skulle i hvert fald lige i gang, og solen bagte. Lækkert, det jeg havde glædet mig til i over et år!
På toppen ventede en vældig stemning. Her stiftede vi for første gang bekendtskab med nepalesernes livsglæde på trods af fattige kår. Der blev danset til music. Mændene var godt nok i klart overtal. Jeg tror, jeg så to kvinder: Den ene lavede mad, den anden dansede lidt med drengene/mændene.
Men hvorfor var der ikke flere kvinder på pladsen? Det fandt jeg ud af senere på turen!
Børnene myldrede om benene på os. Glade, smilende, beskidte. Det støvede fra deres hår, når vi klappede dem på hovederne. Et par stykker fik lov til at køre en tur på vores cycler. Jeg er sikker på, at det var årets oplevelse for dem – tænk at kunne glæde et barn med en tur på mtb´en – dejlig fornemmelse!
Jeg snakkede med en dreng. Han var 8 år og kunne forstå og tale engelsk. Jeg spurgte, om han havde en cykel. Det havde han ikke, men hans øjne viste tydeligt, at han godt kunne tænke sig en cykel.
Så gjaldt det nedkørslen – en lang støvet nedkørsel igen på underlag af sten, grus og støv – nu skulle der virkelig holdes fokus på vejen – et styrt ville formentlig koste en brækket arm.
Arbejdsfordeling mellem kvinder og mænd
Vi passerede mange små landsbyer – og hvad var det? Kvinderne sad og vaskede tøj i bækken. Gjorde ophold ved en vandmølle, hvor en kvinde malede mel. Så kvinder slæbe brænde, kviste, græs m.v. Allerede på førstedagen kunne vi så småt ane en tendens. Som turen skred frem, tegnede der sig et meget klart billede af den nepalesiske arbejdsfordeling!
Undersøgelser har vist, at kvindernes opgaver med børn, i hjemmet og I landbruget tager dobbelt så lang tid som mændenes!
Mændene mener, at de arbejder fysisk hårdt i landbruget, og at de derfor har brug for tid til at spille kort og drikke og more sig med vennerne!
En arbejdsfordeling, som turens mandlige deltagere tilsluttede sig med det samme!
Jeg erfarede adskillige gange de følgende uger, hvordan nepalesiske mænd betragtede hårdt fysisk arbejdende kvinder i stedet for at hjælpe til. Den altid galante og tjenstvillige, italienske guide, Andrea ville slide sig selv op i løbet af en uge, hvis han boede i Nepal.
Nå, men på trods af ovennævnte mødte vi smilende, forundrede og glade mennesker overalt. De blev mødt med Namasté eller hello.
Cola-junkie
Vi gjorde ophold ved en lokal butik, som solgte colaer. Skønt med lidt brændstof – støvet skulle skylles ned. Det blev ikke den sidste cola på turen. Tror aldrig, at jeg har drukket så mange colaer på 14 dage – min kvote for i år er vist opbrugt.
Fodboldtrøjerne
En af deltagerne, Henrik, havde, efter ønske fra sin søn, medbragt sønnens fodboldtrøjer, som han skulle give til børnene undervejs på vores tur – sød tanke.
De første to blev afleveret til den sødeste dreng på seks år og hans lillesøster på fire år.
Drengen fik en FC Barcelona trøje – pigen den svenske landsholdstrøje. De var begge meget betuttede.
Med hvad var nu det? – Henrik tog FC Barcelona trøjen fra drengen, for at give den til pigen, da den svenske landsholdstrøje var for stor til hende. Det gjorde ondt på drengen, kunne man se, og hans øjne hvilede hele tiden på Barcelona trøjen. Men han sagde ikke en lyd… den var ikke gået hjemme i Danmark!
Drengen havde sikkert ikke nogen anelse om, hvem FC Barcelona er, men blå og bordeaux er nu engang pænere end gul!
Trøjerne blev herefter uddelt løbende over de næste 11 dage til stor glæde for børnene. Vi så to børn lege i noget sand i Kathmandu den sidste dag – de havde Henriks trøjer på og kunne kende os, da der blev piftet efter dem. Rørende syn! Henriks søn kan med god grund være stolt!
Dhulikhel
Vi nåede Dhulikhel sidst på dagen. Fantastisk udsigt – kunne ane de sneklædte Himalaya-bjerge i det fjerne.
Måtte for resten lige ned og snuse til den nepalesiske muld, da cyklen valgte at kaste mig af til venstre for en hullet sti på vej til hotellet.
Joachim måtte også en tur i jorden, da han ville overhale Henrik venstre om. Joachim havde ikke set, at der var et stort hul, og fik ikke sat af – der var formentlig ikke nok støddæmpning i forgaflen(?) …og bang så lå Joachim også og snusede til den nepalesiske muld – så var vi to!
Aftensmad kl. 19.30 og en velfortjent øl. Jeg bestilte en Tuborg og fik serveret en stor Guld Tuborg 70 cl. 5,6% – sådan! Det må man sige: I Nepal er en øl en øl!
Kobjælden
En af deltagerne, Lars, havde medbragt en original kobjælde aus Switzerland.
Kobjælden skulle hver aften overdrages til en ny deltager efter et selvvalgt kriterie. Kobjælden skulle være synlig hele dagen. Jeg kom faktisk til at holde af den beroligende klong klong lyd.
Kobjælden blev i løbet af turen tillagt mange egenskaber, godt humør, positiv, godt kendskab til sig selv og evnen til at rejse sig igen, når “muren” rammes, teknisk snilde, elefant-tække, beskyttende (i den til tider kaotiske trafik), beroligende, hjælpsom og tapper – flotte egenskaber må man sige!
God idé – kan sagtens tåle en gentagelse på fremtidige ture.
Etape 2: Tilbage til Kathmandu (km xx højdemeter xx) – søndag d. 11. marts 2012
Etapen gik fra hotellet tilbage til Kathmandu ad alle tiders nedkørsel, grus, store sten og løst sand – god fart – fantastisk følelse af frihed og samhørighed med sin mtb – det var og er da lykken!
Templet Indreshwar Mahadev a Panauti
Vi skulle besøge templet Indreshwar Mahadev a Panauti på vejen og måtte lige forcere en stejl stigning, inden vi nåede op til templet.
Joachim satte fra starten et voldsomt tempo, og han trådte forbi de forreste álá Andy Schleck. Vinderinstinktet fra basketball-tiden er stadig intakt!
Håndmalede religiøse billeder
Vi passerede mange salgsboder på vej op til templet. Jeg faldt straks for et af de flotte håndmalede religiøse billeder – sikke farvekombinationer (jeg elsker smukke farver!) Sådan et måtte jeg bare have med hjem!
En vaks sælger så julelyset i mine øjne. Han fortalte om billedet, at det skulle hænges op på en bestemt made, og at det var malet i 3D – fantastisk! Jeg lovede at komme tilbage til forretningen efter tempelbesøget. Det havde han sikkert hørt adskillige gange før, så han valgte for en sikkerhedsskyld at følge mig under hele tempelbesøget – diskret, ikke irriterende på nogen måde.
Så skulle der forhandles – svært og grænseoverskridende, når man ikke har prøvet det før, men det gik, og jeg fik forhandlet billedet ned i 280 dkr. Udgangspunktet var kr. 400 dkr. Sælgeren griner sikkert endnu – men jeg er tilfreds – og det er jo sådan, det skal være!
Skønne børn
Jeg snakkede med to dejlige drenge på 8 år og 10 år. Den store dreng var god til engelsk. Jeg gav ham lov til at køre en tur på min mtb. Nej, hvor blev han glad. Jeg var dog en overgang nervøs for, om han kunne finde på at stikke af – det gjorde han selvfølgelig ikke.
Aftentur i Kathmandu’s gader
Vi var et par stykker, som gik en tur i Kathmandus gader inden aftensmaden. Klokken var ca. 18.00 – det var mørkt, men på trods heraf kunne man stadig købe kød, kyllinger og fisk.
Fødevarerne lå fremme på borde ud til gaden, kvaliteten skulle kunne konstateres ved selvsyn og berøring. Var kvaliteten ikke god nok, så var det videre til næste bod, hvor man igen mærkede på fødevarerne – formentlig det samme kød, som vi spiste på restauranten om aftenen! Jeg fik heller ikke på noget tidspunkt serveret sejt kød/kylling – altid lækkert og mørt – det tror da pokker!
En lille ussel og tynd dreng havde spottet mit bløde punkt for børn. Han fulgte mig tæt rundt i gaderne – please give me some money – ikke sjovt, principfast at skulle ignorere drengens bedende øjne!
Efter gåturen var det tid til aftensmad – ikke noget med ris og kylling i dag, så jeg bestilte en pizza og den obligatoriske Tuborg øl.
Vasketøjet
To af deltagerne, Jes og Tove, havde fundet ud af, at man kunne få vasket sit cykeltøj hos en lokal. Det beskidte cykeltøj var derfor indleveret til vask og kunne afhentes næste morgen kl. 8.00.
Men hvad var nu det? Ox mente, at vi skulle forlade hotellet kl. 07.30 den følgende morgen, da vi havde en lang og hård etape foran os.
Hvad så med cykeltøjet? Ox lovede at sørge for, at cykeltøjet blev afleveret til hotellet inden afgang, ellers måtte Jes og Tove jo køre med numsen bar!
Den oplevelse fik vi desværre ikke.
Kærlighed og ægteskab
Vi havde på vores aftentur i Kathmandu’s mørke gader passeret et stort bryllupsoptog med orkestermusik og dans. Festligt møde.
Ox fortalte derfor om nepalesisk kærlighed og ægteskab.
Ox fortalte, at han er opvokset på landet og som følge deraf ikke selv har kunnet vælge sin ægtefælle. Det er ene og alene en forældrebeslutning, når man bor på landet.
Ox kendte ikke sin brud i forvejen, men han havde været heldig, mente han. Kærligheden er vokset med årene, og han er i dag – syv år efter brylluppet – stadig forelsket i ægtefællen! Han føler, at kærligheden vokser år efter år – smukt.
Det forholder sig anderledes, hvis man er opvokset i Kathmandu. Her kan man vende tingende på hovedet: Først forelskelse/kærlighed og så bryllup – som vi kender det på vores egne breddegrader.
Bryllupsgaver
Mandens familie giver bruden smykker, imens brudens familie møblerer hjemmet.
Etape 3: Til Daman (km xx højdemeter xx) – mandag den 12. marts 2012
Vi forlod hotellet i Kathmandu kl. 8.30 som aftalt – nu gjaldt det Daman. Smuk tur ad den gamle vej til Indien. Etapen sluttede med en lang opkørsel med heftige stigningsprocenter.
Den dameglade unge munk
Vi besøgte et munkekloster på vejen. Spændende. Vi fik en rundvisning af en engelsktalende ung mand på 16 år. Han fortalte, at han havde boet i forskellige klostre det meste af sit liv, da han var forældreløs. Han var nu avanceret til lærer.
Han fortalte, at mange af drengene kommer til klosteret af samme grund.
Han viste os en sovesal. Drengene sad i deres køjesenge og kiggede betuttet på os. Tænk at kunne læse deres tanker!
Vi så messerummet, hvor drengene sad og messede. Samtidig lød en konstant monoton trommen: bom bom.
Vi så også, hvordan bederullerne blev fremstillet. Fem mænd sad og klistrede skrifter på strimler. Strimlerne blev efterfølgende hængt til tørre.
Munken førte os herefter ind i et meget smukt rum/sal udsmykket med religiøse tegninger i smukke farver. Han fortalte om rummets betydning.
Slutteligt skulle munken betales for sin store gæstfrihed, hvilket er kutyme i Nepal.
Denne gang var det imidlertid anderledes. Munken ville ikke have penge! Begrundelsen lød, at der havde været to kvinder i klosteret – hvilket var mere værd end penge!
Frokosten
Frokosten blev indtaget på et spisested ved en sø. Ris og kylling. Husk! Lad være med at tjekke køkkenet før du spiser – så dør du af sult i Nepal! Et under, at vi undgik sygdom. Vi må alle være i besiddelse af et stærkt immunforsvar!?
Herefter videre det sidste lange og stejle stykke til Hotel Daman View Resort. Vi var nu i ca. 2100 meters højder. Der var hundekoldt på toppen!
Hønsehuset
Værelserne blev uddelt. Jeg fik et værelse i et tidligere hønsehus, tror jeg.
Jeg må indrømme, at jeg kiggede lidt, da jeg åbnede døren! Rummet var mørkt og klamt. Rummet var møbleret med en seng og et lille sengebord. Madrassen var en spånplade med et lagen på, og der skulle næsten to mand til at løfte dynen! Nu ikke så sart tænkte jeg og var i det øjeblik glad for, at jeg havde været spejder og som følge deraf havde prøvet lidt af hvert!
Det lækre varme bad
Det skulle gøre godt med et varmt bad. Frøs stadig en del. Men, hvor er jeg dog naiv indimellem – der var påmonteret en vandhane på væggen i skulder højde – iskoldt vand – super! Ingen håndvask og et toilet ovenpå et hul i jorden – sådan!
Værtsfamilien gik med nød og næppe (på grund af gas rationering) med til at varme vand til os. Vandet blev hældt over i en spand, som stod på vores værelse. Vi kunne så selv supplere med koldt vand. Jeg kunne lige netop få begge fødder ned i spanden – så stod den på etagevask og klaprende tænder. Nej, hvor jeg frøs!
Ikke alle deltagere nåede at få varmt vand – så de måtte bade i iskoldt vand – cykelhjelmen af for det.
God nat og sov godt
Joachim besøgte et par af deltagerne på deres værelser. En af deltagerne var gået “sukkerkold” takket være den stejle opkørsel i kombination med for lidt væske/mad og kulden. Han fik derfor ekstra omsorg blandt andet i form af varm te med sukker.
Da Joachim forlod værelserne skød han, uden at tænke videre over det, slåen for døren, så nu kunne de ikke længere komme ud!
De råbte alle på både Joachim og en “låsesmed” – men forgæves, Joachim var over alle bjerge.
Værelserne lå lidt afsides, så vi andre kunne heller ikke høre dem. Det lykkedes dog Henrik kravle ud af et lille vindue, hvorefter han kunne befri de andre.
Tænk positivt
Sandhedens time! Alle var kolde; alle var sultne og nogen var blevet last inde! Det var nu (i nødens stund), at der skulle tænkes og handles positivt. Den negative stemning skulle vendes hurtigt ellers kunne det få konsekvenser for resten af turen. Det lå i luften, at det ville blive en aften og en nat, som vi alle ville huske selv efter hjemkomsten til Danmark. Ikke noget med at løbe skrigende væk – for hvor skulle vi også løbe hen? Når nepaleserne kunne bo sådan, så kunne vi også. Det var jo kun for en enkelt nat.
Bålet
Værten havde nu tændt et bål. Skønt! Det varmede så dejligt… optimismen voksede i takt med, at varmen steg. Der blev serveret french fries og grønsagsruller dyppet i friture. Det røg lige ned i dybet og gjorde underværker. Der blev grinet og fortalt historier. Den begyndende krise var taget i opløbet. Tak skæbne!
Aftensmaden blev serveret i restauranten (lignede et gammelt vandtårn), hvorefter vi igen satte os omkring bålet.
Tårnet blev oprindeligt benyttet af overnattende i forbindelse med tigerjagt.
Passion for cykling
Der er nu ikke noget så hyggeligt som at sidde rundt om et bål og sludre.
Ox fortalte os om sin livsfilosofi og om sin passion for cykling. En passion vi alle deler med ham.
Ox påstod, at den primære drivkraft – for ham – er glæden ved cykling, det økonomiske kommer i anden række.
Svært helt at forstå, da drivkraften og motivationsfaktoren i vores job som regel handler om at tjene gode penge, så vi kan købe et stort hus, lækre møbler, lækkert tøj, to biler i garagen, det sidste nye elektronik og it o.s.v. – materielle behov, som Ox overhovedet ikke kender til og fristes af.
Vi søger oftest identitet , indhold og mening gennem de ting vi omgiver os med, de aktiviteter vi køber os til, det tøj vi klæder os i, de dyre cykler vi køber som almindelige motionister o.s.v.
Spørgsmålet er så, hvem der er lykkeligst?! Og hvem der tør indrømme overfor sig selv, at det materielle ikke gør en lykkelig – måske lige i øjeblikket, men ikke på sigt!
Ox bor sammen med sin mor og sin ægtefælle i en lille lejlighed. Ægtefællen er syerske. Jeg forestiller mig, at lejligheden kun rummer det fornødne.
Ox er endvidere læremester for unge fyre, som også gerne vil være guider. Han havde dog ikke den store succes i starten, idet en af guiderne blev forelsket i en engelsk pige, hvorefter han rejste til England. En anden blev forelsket i en svensk pige og rejste til Sverige.
Guiderne er i dag ansat på kontrakt. Om kontrakten så er mere værd end det papir den er skrevet på, ja det må guderne vide.
Sengetid
På med natbukser, lange cykelbukser, cykeljakke, hat og halsedisse og så i seng. God nat.
Men så let var det ikke. Jeg kunne bare ikke falde i søvn. Jeg kunne pludselig høre en mystisk skratten et sted i værelset, og… jeg havde glemt at lukke min kuffert. Pokkers! Jeg er bare så bange for mus og rotter! Kunne også høre dyr løbe over bliktaget! Var det også mus og rotter? Jeg måtte igen sige til mig selv, at jeg skulle tage mig sammen – dynen op over hovedet – god nat!
Sov on and off den nat. Vågnede tidligt ved hanegal og storm- og regnvejr. Det var næsten ikke til at bære, tænk hvis vi skulle ud i det frygtelige vejr ovenpå sådan en nat. Godt Jesper havde en sjov Mr. Bean film på iPaden!
Det blev heldigvis en skøn solskinsdag!
Jeg tror ikke, at dette “hotel“ benyttes på fremtidige ture. Så bare rolig – det var kun os på “jomfrurejsen“, som fik den fornøjelse.
Etape 4: Til Hetauda over passet Simbhanjyang (2.488 meter) (km xx højdemeter xx) – tirsdag den 13. marts 2012
Afgang kl. 9.30. Vi kørte det sidste stykke op til 2.488 meter over passet Simbhanjyang. Her gjorde vi ophold og drak te og spiste sukkerkage.
Damen i det åbne træskur, som også var hendes hjem, sad ved sit bålsted og lavede te til os. Vi sad alle inde i skuret på små skamler og bænke. Der var lavet en alkove under halvdelen af loftet, hvor hun og manden boede. Vi kunne i hvert fald skimte et par madrasser. Svært at forstå, at mennesker bor sådan i 2012.
Herefter fortsattes turen over passet og ned ad verdens længste nedkørsel – ca. 60 km. Lækre hårnålesving, næsten igen trafik. Det er ikke hver dag, man prøver sådan en nedkørsel – så det var bare at følge vejens kurver – og så afsted og nyde det. Vi lavede opsamling et par gange for at holde feltet nogenlunde samlet.
Hængebroen
Da vi nåede bunden, fik vi øje på en hængebro. Den skulle prøves! Men først lige en photo-session. Vi var blevet omringet af et par unge mennesker og nogle børn. Et par af de unge stod med en mobiltelefon. De ville have et billede af mig – først sammen med drengen, og efterfølgende sammen med pigen. Sjovt, her gik vi og fotograferede alt og alle, og så var der pludselig nogen, som ville have billeder af os!
Så skulle broen bestiges. Den var heldigvis ikke af bambus. Bunden var skridsikre stålplanker, siderne var et fleksibelt stålgelænder.
Vi besluttede os for at trække over for derefter at cykle tilbage.
Børnene smuttede med ud på broen og hoppede og dansede, så broen svingede – noget angstprovokerende, da der var temmelig langt ned! Der var ikke andet at gøre end at grine og hvine fjollet – til stor morskab for børnene.
Jeg mistede fokus på tilbagevejen og måtte holde ved gelænderet et par gange – skrækkeligt – for gelænderet var jo fleksibelt. Sikke de andre kunne more sig – men over kom jeg!
Tempel besøg
Vi besøgte endvidere et afsides beliggende tempel. Vi fulgte mange stejle stentrapper i jagten på templet. Forstod pludselig, hvorfor nepaleserne bevæger sig langsomt!
Vi blev budt velkommen af en munk, som selv havde boet i templer 45 år af sit liv. Han viste os køkkenet. Det var ligesom at besøge Hjerl Hede (et levende museum i Jylland, hvor gamle håndværk og levemåder ikke er overhalet af industrialiseringen). Maden blev lavet i gryde på bål. Igen tanke- vækkende, at mennesker lever sådan i 2012.
Vi fik også lov til at gå ind til en munk, som sad og messede/mediterede samtidig med, at han kørte den karakteristiske perlekæde mellem fingrene.
Vi satte os på en madras på gulvet og lyttede til munken. Jeg tror, vi alle følte os beroliget og fuldstændigt afslappet af at lytte til de summende lyde, som kom ud af munkens mund.
Herefter op på cyklerne igen med kurs mod Hotel Hetauda Sima i Hetauda.
Etape 5: Til Chitwan National Park (km xx højdemeter xx) – onsdag den 14. marts 2012
Turen til Chitwan National Park foregik ad en flad rute langs floden. Stille og rolig tur – trods perioder med euforisk Tour de France stemning – det er nu sjovt at give den gas på en flad rute!
Turens første teknisk svære udfordring
Vi drejede på et tidspunkt fra den trafikerede vej og skulle i den forbindelse passere turens første teknisk svære udfordring – nogle store sten, som lå hulter til bulter. Der var et meget smalt spor til venstre, som skulle følges for at komme helskindet ned – men hvad var nu det? Cyklen ville pludselig til højre – og bang – så lå jeg oven på en rimelig stor sten, som jeg ramte med hoften. Jeg kunne rejse mig og konstatere, at jeg var fuldstændig uskadt – eller næsten – fik lidt småskrammer på højre knæ + et stort blåt mærke på højre underarm. Sårene blev renset i håndsprit – så op på cyklen igen og videre. Heldigt, at der ikke skete mere.
Ruten langs floden var meget smuk og fredfyldt. Temperaturen havde sneget sig op på 33 grader. Perfekt.
Vi så 14 kvinder, som plantede ris i rismarken. De hyggesnakkede og grinede. De spredte en aura af ro og harmoni. Skønt at se.
Chitwan National Park
Så gjaldt det nationalparken. Nepals bedst kendte nationalpark, som omfatter ca. 932 km2.
Nationalparken var indtil 1950 kongeligt jagtterræn, hvor Nepals konge med gæster drog på jagt for at skyde næsehorn og tigre.
Området blev til nationalpark i 1973. Tilflyttere fik tildelt jord uden for parken. Folk bor stadig den dag i dag i deres små karakteristiske lerklinede hytter uden for parken.
Det meste af Chitwan er dækket af løvskov. Ca. 20% af parken er græsstepper, som især ses langs floden.
Solnedgang
Vi gik efter indkvartering på Chitwan Pakside Hotel ned til floden for at se solen gå ned. Der var opstillet liggestole. Skønt at placere sig i en liggestol med en drink i hånden og se solen gå ned. Så bliver det vist ikke bedre!
Den asiatiske elefant
Vi besøgte også et par stykker af parkens asiatiske elefanter. Den asiatiske elefant kan veje op til 5 tons, og den kendes på, at dens ører er væsentligt mindre end den afrikanske elefants. Det er kun hannerne, der har store stødtænder. Hunnernes stødtænder er meget små og ses næsten ikke.
Den asiatiske elefanten har endvidere udelt kranium og udelt snabel.
Elefanten spiser græs, blade, bambus og rødder. De spiser helt op til 135 kg om dagen og drikker 72-90 liter vand hver dag.
Den asiatiske elefant er gennemsnitlig drægtig i 650 dage.
Fridag – kanotur, jungle-walk og elefantsafari, lokalt danseshow – torsdag den 15. marts 2012
Et bank på døren og et – good morning – lød kl. 06.00. Morgenmad kl. 06.30. Kl. 07.00 afgang kanotur.
Kanoturen
Endelig – nu var det tid til at se krokodiller – noget vi alle havde glædet os til.
Det var en dejlig sejltur. Det gik stille og roligt fremad. Vi sad alle musestille og ventede på, at der sprang en stor krokodille op af vandet foran os, men vi skulle blive skuffede. Turen sluttede – men hov, hvad var nu det? Amazing! Vi kunne se halen af en mellemstor krokodille lige der, hvor kanoen lagde til – mærkeligt! For at være ærlig, ja så var vi alle i tvivl om ægtheden, for den lå knassparkema’ stille. Måske de havde hentet inspiration hos danske forlystelsesparker! Vi danskere er altså ikke sådan at imponere!
Jungle-walk
Først lidt informationer af nationalparkens guide før vi begav os ind i junglen. Vi kunne forvente at møde tigre (hvis vi var heldige), næsehorn, bjørne, aber, fugle og vildt.
Vi gik og gik – i en lang række for ikke at skræmme dyrene. Guiden stoppede af og til op, når han fik færden af noget spændende – det samme gjorde vi naturligvis. Hvad mon han havde fået øje på? Nå, en hjort. Lidt komisk, jeg har 10 minutters gang til skoven, der hvor jeg bor, og her vrimler det med hjorte.
Vi gik igen en rum tid. Pludselig skete der noget interessant. Vi så et næsehorn med sin unge et godt stykke inde i skoven. Guiden henstillede til, at vi tog benene på nakken, da hun var ved at blive lidt småsur.
Gad hvide, hvad vi skulle have gjort, hvis hun virkelig havde jagtet os. Guiden var kun i besiddelse af en slangebøsse og en pind!
Jeg takker guderne/Budda for, at vi ikke mødte en olm tiger!
Isfugle og lovebirds
Vi forlod skoven for en stund til fordel for floden, hvor vi så smukke isfugle og lovebirds.
Guiden fortalte, at lovebirds hører sammen parvis. Hvis den ene fugl dør – begår den anden selvmord!
Og så pludselig – amazing – en krokodille mere! Denne gang en Gavial (krokodillen med den spidse snude/mund), der lå og solede sig på bredden.
Tilbage til skoven, hvor vi så aber springe rundt i træerne. Skønt at gå i skoven og slappe af.
Vi blev herefter sejlet tilbage til “fastlandet”, hvor vi igen fik øje på en Gavial.
Elefant-safari
Vi blev kørt ud til elefanterne.
Mamma mia (som Andrea sagde flere gange om dagen) et stort dyr, når man pludselig står face to face med en elefant!
Vi var 4 personer i hver kurv. Bare det at få skruet sig ned i kurven, var noget af en opgave! Vi sad i hvert sit hjørne ryg mod ryg. To forudvendt og to bagudvendt.
Af sted gik det. Sjovt, gyngende tempo. Det var knapt så behageligt, når elefanten skulle op ad bakke eller ned ad bakke – især når man som jeg sad bagudvendt.
Den uartige elefant
Vi bevægede os ind i en skov. Pludselig kunne elefanten ikke stå for et stort træ – det skulle nedlægges her og nu! Elefanten gyngede og svajede, og kurven begyndte at skride ned i den side, hvor Joachim på 2 meter og 2 cm sad.
Jeg forsøgte at trække kontra, hvilket ikke lykkedes med mine 173 cm. Begyndte så småt at tænke på, hvordan jeg/vi skulle komme op af kurven, hvis elefanten skulle finde på at smide sig. Måske kunne vi springe op i et træ? Men vi kunne jo ikke komme op af kurven! Vi sad alle med klamme håndfalder og tilbageholdt åndedræt, alt imens elefantføreren skældte og smældte og slog elefanten hårdt i hovedet med sin jernstok. Da det ikke hjalp, stak han elefanten bag ørerne, så den fik blodige sår.
Sad og overvejede at fortælle ham, at det måske kunne hjælpe at rose elefanten og give den en belønning, når den gjorde noget godt, istedet for at banke fornuften ind i hovedet på den. Men det var nok bedst at holde mund.
Vi kom heldigvis sikkert tilbage til udgangspunktet, hvor vi kunne købe bananer til elefanterne.
Aften- danseshow
Vi blev efter aftensmaden samlet foran en scene i det fri – nu skulle der danses.
Danserne – 7 mænd og 1 kvinde – viste forskellige lokale danse med og uden ild og musikinstrumenter. Spændende. Et par stykker af os blev pludselig inddraget i dansen. Jeg fik stukket et stykke træ besat med små bjælder i hånden. Så var det med at holde tungen lige i munden, følge takten og lave de samme bevægelser som danserne. Puha! Det gik vist.
Lady boy
Det viste sig efterfølgende, at “kvinden” til flere af mine medrejsendes store fortrydelse slet ikke var en kvinde, men derimod en mand! Den tanke havde overhovedet ikke strejfet mig. Der befandt sig åbenbart en vaks person iblandt os. Han ødelagde mange illusioner den aften! Lyseslukker!
Etape 6: Til Pokhara (km 150 højdemeter xx) – fredag den 16. marts 2012
Det er ikke mange, som kan prale af at have kørt 150 km på en mtb – men det kan vi!
Turen fra Chitwan til Pokhara foregik på en relativt flad, meget trafikeret asfaltetape.
Vi passerede de smukkeste kløfter undervejs. Palmer, grønt vand og hvide sandoaser. Man havde bare lyst til at klatre ned og sætte sig i det dejlige hvide sand.
Fredspagoden
Vi besøgte fredspagoden en stupa, som er bygget af en japansk buddhistisk munkeorganisation, der, inspireret af Gandhis filosofi, arbejder for verdensfred.
Meget smukt sted med en fantastisk udsigt over byen i dalen. Vi kunne desværre ikke se Himalaya bjergene på grund af dis.
Middagsmad
Vi spiste middagsmad hos en lokal. Den nepalesiske guide var meget opmærksom på, at maden blev tilberedt, så vi ikke skulle blive syge.
Skønt at sidde hos de lokale og nyde deres mad.
Chips og cola
Det blev også tid til en tiltrængt chips- og colapause senere på dagen hos lokale.
Himalaya-bjergene
Pludselig rejste de 8.000 meter høje Himalaya-bjerge sig i det fjerne, da vi nærmede os Pokhara – FANTASTISK – Det hellige bjerg, Marhhapuchhare, også kaldet “Fiskehalebjerget” rejste sig majestætisk op. Wauw!
Havde en følelse, der sikkert kan sammenlignes med runners high. Måske det kunne kaldes cycling high?
Det var desværre den sidste gang, vi så de fantastiske bjerge, da bjergene var dækket af dis de følgende dage.
Pokhara
Pokhara er det næststørste turistmål i Nepal, da byen er udgangspunkt for de mest populære trekking-ruter.
Hovedgaden er langstrakt og består udelukkende af souvenirbutikker og restauranter.
Den smukke sø Phewa Tai ligger nogle km sydvest for den langstrakte by.
Gæt et sæt ben
Inden det tiltrængte bad var det tid til fotografering af vores støvede beskidte ben.
Vi havde gæt ben konkurrence efter aftensmaden. Konkurrencen blev vundet med fire rigtige gæt ud af 13.
Etape 7: Til Sarankot. (km xx højdemeter xx) – lørdag den 17. marts 2012
Turen fra hotellet til Sarankot i 1.600 meters højde var hård. Opkørslen var stejl. Det sidste stykke foregik på et underlag af sten og grus. Ikke småsten og grus som vi kender det – men store sten og grus – hårdt, men godt.
Vi kom alle op til udsigtspunktet, hvor vi kunne nyde den smukke udsigt og det dejlige vejr.
Paragliding
En af deltagerne – Jesper, en erfaren faldskærmsudspringer – havde talt varmt for, at vi skulle prøve paraglidning.
Ja, hvorfor ikke! Seks af os greb chancen.
Instruktøren spændte udstyret på mig, satte hjelmen på mit hoved, hvorefter vi blev spændt sammen.
Jeg fik en kort instruks, som gik ud på, at jeg skulle samle armene foran mig og løbe alt, hvad jeg kunne, når kommandoen lød. Når vi var i luften skulle armene stikkes gennem hvert sit hul i det bag min ryg hængende udstyr, hvorefter jeg skulle sætte mig ned i “stolen”. OK – forstået!?
Løb
Jeg var sidste springer på pladsen – endelig lød kommandoen – løb! Jeg løb og løb, det var vildt hårdt, selvom instruktøren selvfølgelig hjalp til.
Pludselig var jeg ude over kanten, og jeg svævede ca. 1.500 meter over jordens overfalde – vildt! Så var der det med armene – og ned at sidde i stolen! Nu var der kun tilbage at nyde turen. Fantastisk at se det hele fra luften – følte mig fri som en fugl. Det var desværre blevet overskyet, så der var ingen opdrift, men pyt – det var fantastisk alligevel. Jeg fik også en tur ud over søen nede i Pokhara, inden vi landede.
CD
Hele turen blev filmet af instruktøren. CD´en kunne købes efterfølgende. Sjovt at se familiens ansigtsudtryk, da jeg satte cd´en i computeren! Respekt!
Priser
Selve turen kostede 100 dollars ca. 560 kr. CD´en kostede 150 kr.!
Testamentet
Jeg havde – i tilfælde af, at jeg ikke skulle overleve flyveturen – aftenen forinden testamenteret min forgaffel til Joachim, da det tidligere havde vist sig, at forgaflen på hans nye Specialized mtb var noget sløv i betrækket… eller var det mon rytteren?
Frokosten
Frokosten – en lækker pizza – blev indtaget ved den smukke sø.
Kager
Hvad er en rigtig cykelrytter uden kage? Vi fandt et hotel, hvor man kunne købe den dejligste cappucino og de lækreste kager, i bedste vestlige stil!
Morgenmad
Vi besluttede os samtidig for at komme tilbage til hotellet næste morgen til det store morgenbord med alt, hvad hjertet begærer.
Hotellet, hvor vi boede kunne kun tilbyde to hårdkogte æg samt toastbrød med syltetøj til morgenmad. Vi trængte til noget med lidt mere gods i!
Aftensmad
Aftensmaden blev indtaget et hyggeligt sted. Vi bestilte lime-marineret kylling med kartoffelmos og kogte grøntsager. Lækkert. Maden blev serveret indenfor ca. 15 minutter, hvilket er meget usædvanligt i Nepal.
Etape 8: Til Damauli (km xx højdemeter xx) – søndag den 18. marts 2012
Fantastisk etape. Super mtb terræn.
Vi startede dog med tre tekniske uheld inden for de første 20 km. Materiellet blev dog – takket være mekaniske genier blandt deltagerne – hurtigt fikset.
Vi kørte ad stejle stenede og støvede nedkørsler. Tak skæbne, hvis man mistede fokus og kom op at hænge på en sten. Ikke noget med usikkerhed og negative tanker. Slap af og kør.
Ole havde lånt Lorenzos leje-cykel – en sort Cube, da Lorenzo tog en hviledag på grund af et dårligt knæ.
Ole var meget fascineret af dagens etape og ikke mindst af Lorenzo’s cykel. Jeg kunne fornemme, at han var ude på narrestreger! Ganske rigtigt – han fandt i høj fart den største og mest uhumske vandpytte i miles omkreds, hvorefter han passerede mig samtidig med, at han kørte ned i vandpytten, så vandet sprøjtede op – jeg kørte uheldigvis med åben mund – lækkert! Henrik blev også ramt. Ole kunne vente sig! Det skulle ikke gå ustraffet hen.
Olfert
Vi udtænkte en plan – han skulle have en “Olfert”, så snart det var muligt.
De andre blev sat ind i planen.
Det viste sig imidlertid umuligt at gennemføre planen, da Ole straks satte sig på en bænk, da vi skulle spise frokost.
Plan B måtte træde i kraft. Vi blev hurtigt enige om, at Ole trængte til en nedkøling, hvorfor han blev nedkølet med ca. ½ liter vand. Så stod det 1-1.
Vi ankom til Damauli, Santos Hotel sidst på dagen. Mørket var så småt ved at sænke sig, man kunne imidlertid sagtes fornemme, at Damauli var en meget fattig by.
Santos Hotel
Man gik fra gadeplan ind i et stort locale, som mindede om et nedlagt værksted. Der lugtede fælt af benzin. Lugten kom fra en larmende generator. Generatoren lavede strøm til hele hotellet/bygningen.
Mit værelse var meget lille. Toilettet var temmelig uhygiejnisk. Der var kun koldt vand i bruseren. Sengetøjet var vist heller ikke helt rent. Jeg havde heldigvis et håndklæde med hjemme fra, som jeg kunne lægge på hovedpuden.
Den nepalesiske guide Ox havde anbefalet hotellet overfor Joachim, så Joachim kunne ikke klandres for den noget lave standard. Han sagde i øvrigt at hotellet ikke ville blive brugt igen. Vi måtte tage det som en oplevelse.
Ox hentede mig og viste mig et af værelserne i bygningen. Der boede tre lokale nepalesere på værelset. Et lille usselt værelse med tre senge, flænset og urent sengetøj. OK, jeg fattede straks missionen – vores værelser var jo ren luksus ved siden af dette værelse. Jeg blev igen enig med mig selv om, at når nepaleserne kunne bo sådan, så kunne jeg selvfølgelig også for en enkelt nat.
Visionen
Ox fortalte senere, at han gerne vil hjælpe de lokale med at få en højere levestandard. Vi turister indgår selvfølgelig i planen. Hoteldriften og fremtiden kan kun forbedres, hvis de får nogen at øve sig på. Man kunne fornemme, at de virkelig gjorde deres bedste – med support fra Ox.
Go for it
Ox håber, at dette hotel kan højne standarden i takt med, at turisterne booker sig ind på hotellet. Håber inderligt, at det lykkedes for dem, men der er p.t. lang vej endnu – men Rom blev jo selvfølgelig ikke bygget på en dag. Så go for it – kære nepalesere!
Det virker generelt, som om udviklingen er gået i stå i Nepal for mange 100 år siden. Industrialiseringen har overhovedet ikke vundet indpas på landet, hvilket vi alle har kunnet konstatere gentagende gange dagligt.
Det er svært at få øje på ildsjæle – bortset fra Ox.
Nepal har brug for personer som Ox. Så go for it – kære Ox.
Morgenvækningen
Jeg blev vækket tidligt af en syngende nepaleser og en højtråbende nepaleser, hvis opgave det åbenbart var, at få beboerne op på arbejde. Kunne ikke lade være med at ligge og more mig.
Ville tænde for lyset, men ak nej – ingen strøm. Der var buldermørkt på værelset – så jeg måtte klæde mig på i blinde. Kunne heldigvis konstatere, da jeg lidt efter kom ud på gangen, at jeg var iført cykeltøj!
Nepal er som hovedregel uden strøm dagligt mellem kl. 10.00 og 18.00.
Etape 9: Til Bandipur (km xx højdemeter xx) – mandag den 19. marts 2012
Første del af etapen var en lang stigning med perfekte stigningsprocenter – skøn fornemmelse! Herefter en lang nedkørsel, hvorefter vi kørte ind på en hård og til tider stejl opkørsel på ca. 10 km til Bandipur og Geen Park Resort Hotel.
Bandipur
Bandipur er en gammel handelsby på bjergkammen i 1.030 meters højde . En lille by bygget op omkring en kilometer lang, flisebelagt hovedgade, der bogstaveligt talt ligger på bjergkammen, således at husene på begge sider af gaden har flere etager på siden væk fra gaden end siden ind mod gaden. Biler må ikke komme ind i byen.
At komme til Bandipur var som at træde ind i en historiebog, hvor tiden var gået i stå for et par hundrede år siden. Fantastisk sted. Stille, roligt, smukt, romantisk og fredfyldt. Her kunne jeg godt blive for en længere periode.
Eftermiddagste/kaffe
Vi slentrede alle ind til den gamle bydel, hvor vi drak te og kaffe på det hyggeligste hotel med den mest fantastiske atmosfære, man kan forestille sig.
Kvinde kend din plads
Idyllen blev dog spoleret lidt, da vi passerede to hårdt arbejdende kvinder. Den ene kvinde skovlede sand op i en kurv, som den anden kvinde bar væk på ryggen.
Ox forklarede, at kvinderne tilhørte den laveste kaste, hvorfor det var naturligt, at de stod for det hårde fysiske arbejde.
Overtro og myter
Vi kom under gåturen til at tale om nepalesiske myter og overtro – Ox fortalte, at det betød lykke at blive ramt af en fugleklat, ligesom en sort kat over vejen betød ulykke – altså nøjagtigt som i Danmark.
Råhygge med to lys (eller var det tre) på et bord
Andrea og Lorenzo gav aftenkaffe/te et hyggeligt sted i Bandipur. Det var den skønneste lune, men mørke aften. Tjeneren satte straks tre stearinlys på bordet, hvorefter vi alle sad og nød den skønne aften sammen.
Morgendysten
Fem af os aftalte – inden vi gik i seng, at vi skulle mødes kl. 7.15 den følgende morgen. Stigningen skulle lige besejres endnu engang. Spændende om vi alle var lige så kåde kl. 7.15!
Etape 10: Til Manakamana og retur til Kathmandu (km xx højdemeter xx) – tirsdag den 20. marts 2012
De morgenfriske
Selvfølgelig – en aftale er en aftale – vi var alle fem klar til dysten. Vi fik serveret en sandwich samt lidt pommes frites, inden det gik løs.
Nedkørslen var super med mange hårnålesving og ingen trafik.
Op og ned er ikke lige langt
Logisk set skulle der ikke være forskel, men det føltes anderledes. En opkørsel opfattes altid længere end en nedkørsel. Det samme var tilfældet
den morgen. Dieselmotoren blev slået til og sveden piblede! Kunne desværre ikke følge drengene helt til dørs. Rækkefølgen lød: Joachim, Henrik, Hans-Verner, Pernille og Andrea.
Den nepalesiske hjælpeguide (en ung mand på ca. 20 år) kørte også med, men han vendte om, da han var ca. midt på nedkørslen, for derefter at køre op igen. Tankevækkende, men den nepalesiske fighterånd tåler overhovedet ikke sammenligning med den danske!
Morgenmad
Vi stødte til resten af gruppen og spiste morgenmad sammen, hvorefter vi var klar til at drage ud på 10. etape.
Hotellets personale ønskede os fortsat god tur og held og lykke, hvorefter vi alle fik et gult silketørklæde om halsen og en rød plet i panden.
Styrtet
Så gjaldt det nedkørslen igen. Pludselig lød en grim lyd bag mig – åh nej – Finn var styrtet. Alle de tanker der går gennem hovedet, inden man får bremset op og kommet af cyklen.
Finn havde slået hoften, benet og den ene arm. Heldigvis ikke alvorligt kunne Jes (som er læge) hurtigt konstatere. Finn kom på cyklen og fortsatte nedkørslen på trods af skaderne – respekt!
Tørklædet
Finn ville gerne have været tørklædet foruden – det havde jo ikke bragt lykke som lovet!? Jeg var imidlertid af den opfattelse, at tørklædet netop havde bragt lykke – styrtet kunne jo have forårsaget en brækket hofte, en brækket arm eller et brækket kraveben…. måske undgået netop takket været tørklædet, hvem ved?
Operationen
Finn blev “opereret”, da vi nåede bunden af bakken. Jes og Tove (som er sygeplejerske) skar det overskydende hud af og rensede sårene. Dejligt med kompetente mennesker i nødsituationer. God gået Jes og Tove!
Jyden han er stærk og sej
Finn er et godt eksempel på, at jyden han er stærk og sej. Ikke noget med at ty til bussen. Finn cyklede ligesom vi andre resten af vejen til kabelliften.
Manakamana Mandir
Vi tog kabelliften op til Nepals vigtigste tempel. Det helligste pilgrimssted for hinduer.
Manakamana er navnet på en hinduistisk gudinde. Man er af den overbevisning, at gudinden opfylder ens ønsker.
“Mana” betyder hjerte eller sjæl. “Kamana” betyder ønske.
Det tager fire timer at gå til templet fra dalen. Ca. 10 minutter med kabelliften. Der er 1.302 højdemeter fra dalens bund til toppen.
Et fantastisk sted! Jeg følte, at jeg kom fra vulkanens indre til toppen af vulkanen, da vi kørte med kabelliften op til templet. Virkelig fascinerende og smukt!
Dyreofringer
Hinduerne kommer til templet for at ofre dyr. Det sker for at mildne gudinden, som ønsker blod.
Dyrene, som ofres, besidder mindre heldige egenskaber. Ved at ofre et dyr mindskes dets dårlige egenskaber hos ejerens familie. Hanen besidder kujonagtighed, geden og fåret, dumhed.
Det vrimlede med hinduer, unge, gamle, kvinder, mænd og børn – alle i bare tæer.
Vi så en familie bringe deres ged op til “slagteren”. Jeg havde imidlertid ikke lyst til at se halshugningen. Geden mistede sit hoved i ét hug, hvorefter dyrets blod blev dryppet over de forskellige helligdomme. Der var bare blod og bare tæer over alt. Skrækkeligt.
Geden blev efterfølgende lagt i en tønde med kogende vand. Hårene skulle brændes af, hvorefter familien kunne tage geden med hjem og spise den.
Omkring tønden lå afskummet dyrehår i et ca. 1 cm tykt lag. Der sad to personer med bare tæer i sandaler på hug ovenpå alle hårene. Det var bare uhumsk! Bare lugten. Fluerne fløj omkring ørerne på dem, og der blev solgt mad både ved siden af gryden og overfor gryden. Er du tosset, hvis sundhedsmyndighederne kiggede forbi her – templet ville straks blive lukket.
Busturen tilbage til Kathmandu
Efter besøget i templet blev vi kørt i bus tilbage til Kathmandu – ca. 100 km.
Det var igen en tur, hvor vi følte, at vores liv lå i Harry´s hænder. Turen tilbage til Kathmandu foregik ad forholdsvis smalle veje med mange hårnålesving. I Nepal overhaler man først, når man når svinget! Vi fik fuld valuta for pengene. Jeg sad i bussens venstre side med udsigt til en dyb afgrund ca. 1,5 meter fra bussens baghjul – spændende! Et lille puf fra en modkørende og Nepal-rejsen ville ende tragisk.
Vi kom heldigvis til Kathmandu i god behold. Måske igen takket være vores gule tørklæder.
Etape 11: Til Changu Narayan Temple, Bhaktapur og retur til Kathmandu (km xx højdemeter xx) – onsdag den 21. marts 2012
Changu Narayan Temple
Dette tempel er det ældste hinduistiske tempel i Kathmandu-dalen.
Templet, hvis fundament er fra 300-tallet, hed oprindeligt Champok (træ). Det blev genopbygget efter en brand omkring år 1700.
Vishnu
Vishnu er en form for gud i den hinduistiske verden. Narayan er et andet navn for Vishnu. Han er kendt som opretholderen. Han er sammen med Shiva hinduernes mest tilbedte gud.
Den guidede rundvisning
Der skulle betales entre for at komme ind til templet, hvorefter en lokal guide stod klar i kulissen.
Han viste os rundt og fortalte inspirerende om stedets betydning.
Ligbrændingen
Vi blev ført hen til et sted, hvortil familien bragte deres døde slægtning. Vi blev placeret, så vi kunne følge ceremonien.
Det er kun mændene, der deltager I ceremonien, der hvor liget skal brændes.
Liget (svøbt i hvide klæder) blev anbragt på et plateau med ansigtet vendt mod syd. Liget blev båret tre gange rundt om ligbålet mod urets retning. Kroppen blev herefter dækket med brænde, og der blev ofret røgelse.
Med en lerkrukke (med vand) på sin venstre skulder, gik den ældste søn – hvis den døde er faderen – den yngste søn, hvis den døde er moderen, rundt om ligbålet, mens han holdt et brændende stykke træ bag ryggen. Ved hver omgang rundt om ligbålet slog en slægtning et hul i lerkrukken med en kniv, så vandet kunne løbe ud, hvilket skulle symbolisere at livet forlader dens beholder.
Efter de 3 omgange omkring bålet slap sønnen lerkrukken, så den gik i stykker. Han antændte herefter liget via den dødes mund, hvilket er kutyme.
Knogleindsamlings ceremoni
Guiden fortalte, at mændene efter ca. 12 timer hælder vand over asken. Herefter samles asken og eventuelle knoglerester sammen. Asken bliver herefter spredt ud over floden neden for ligbrændingen.
Reinkarnation
Hinduerne tror på reinkarnation. Den dødes handlinger i livet bestemmer den dødes skæbne i det næste liv.
Det største for en hinduerne er at blive befriet fra sin karma og opnå frihed fra genfødslernes cyklus.
Kun ved moksha (frelse) kan man blive befriet af reinkarnationens kredsløb.
Moksha kan kun opnås på dødslejet.
Renselsesprocessen
Mændene skal efter ligbrændingen i karantæne i 30 dage. De skal gennemgå en renselsesproces, inden de kan tage hjem til deres familier igen. Omgangen med liget betyder, at de betragtes som værende urene.
Barsk oplevelse
Personligt en meget grænseoverskridende oplevelse. Jeg havde ikke lyst til at se selve ildspåsættelsen. Mærkeligt og ubehageligt, at man som turist havde lov til at fotografere og filme noget så personligt som en kremering.
Døden og sorg
Jeg kunne godt fornemme, at hinduerne har en anden holdning til døden. En hindu skal elske døden ligeså meget som livet!
Man må ikke sørge for længe, da dette vil hindre overgangen til de himmelske verdener. Visse steder er det direkte skammeligt at græde over den døde.
Kontant afregning ved kasse 1
Vi takkede guiden for rundvisningen, men så let skulle det ikke være! Hvordan kunne vi dog tro, at han havde vist os rundt i over 1 time, gratis?
Han skulle til at hidse en stemning op, da vi ikke umiddelbart ville betale. Vi tog det imidlertid helt roligt. Guiden havde jo ikke på noget tidspunkt givet udtryk for, at han var på timeløn – uforskammet. Vi fik at vide, at vi skulle opføre os ordentlig, når vi var på besøg i hans land.
Det endte med, at vi fik ham forhandlet ned til 30 dollars – jeg må så godt nok indrømme, at han var pengene værd.
Bhaktapur
Bhaktapur er den tættest bebyggede og tredjestørste by i Kathmandu-dalen. Bhaktapur har ca. 95.000 indbyggere.
Byen er den mest velholdte af de tidligere kongebyer. Også her følge man sig hensat til middelalderen. Hyggelig by med smalle gader belagt med mursten arrangeret i fiskebensmønstre, eller glatslidte sandsten. Byen er officielt lukket for bilisme.
Hurtig rundvisning
Vi havde desværre kun en times tid i byen, så vi valgte at cykle rundt i de smukke gader for at prøve at fornemme stemningen.
Vi havde lidt travlt, da vi skulle retur til Kathmandu. Vi skulle hjem til festmiddag! Det var den sidste aften, hvor vi alle var samlet.
Motorvejen
Afsted gik det til Kathmandu. Ox var blevet hjemme den dag, da han skulle tage imod et nyt hold mtb entusiaster.
Den unge guide havde imidlertid lidt svært ved at finde tilbage til Kathmandu, måske også fordi vi bad ham finde en mindre befærdet vej – vi befandt os nemlig pludselig på motorvejen med flyene susende over hovederne på os! Speciel oplevelse! Så kan vi også prale af at have kørt på motorvej.
Bodhnath
Så gjaldt det sidste kulturelle besøg på turen. En af verdens højeste stupaer. Den 36 meter høje Bodhnath. Fantastisk smuk stupa med kvadratiske trin op til toppen. Buddhas øjne holder øje med alle verdenshjørner. Bedeflag sender gode hilsner til alle.
Et væld af pilgrimme vandrede rundt om stupaen mod venstre. Vi vil – som regel – gerne have et mål for vores vandring. Buddisterne, der ser livet som en cyklus, har ikke noget imod at gå i ring gennem længere tid.
Vi blev nærmest skubbet hen til en balkon, hvorfra der blev messet og fotograferet udover forsamlingen. Måske man bagefter kunne købe et billede, ligesom efter en rutschebane tur i Tivoli !
Tilbage til Kathmandu
Vi havde nu ca. 1 time på cyklerne inden vi nåede retur til hotellet i Kath-mandu.
Herefter et hurtigt bad og så til festmiddag arrangeret af Ox.
Festmiddagen
Vi blev kørt til restauranten to og to i cykeltaxaer. Selve cyklen var temmelig misligeholdt. Den unge chauffør kunne næsten ikke træde pedalerne rundt. Det var bare så synd. Svenden haglede af ham. Jeg havde bare sådan en lyst til at bytte plads med ham.
Restauranten var hyggelig. Vi fik serveret lækre nepalesiske specialiteter. Maden blev blandt andet skyllet ned med den lokale brændevin – a la grappa (ifølge italienerne) – 45%. Brændevinen skulle drikkes af små lerskåle. Dem skulle man vist ikke have for mange af !
VM bukserne og dannebrogstrøjen
Jeg havde besluttet, at Ox skulle have et par (rene) hvide VM cykelbukser og en dannebrogstrøje som tak for en fantastisk tur.
Ox blev bare så glad – det er nu engang en dejligt fornemmelse at forære noget væk til nogen, som virkelig værdsætter det.
Min svigersøn, Jens Erik Madsen, blev verdensmester i 2009 på distancen 4000 m holdforfølgelsesløb på banen. Så der er også en historie bag de hvide bukser med VM striberne.
Belønningen
Vi blev herefter kaldt op til Ox , Joachim og Andrea, én efter én. Vi fik overrakt en sort t- shirt med en flot cykelrytter og Ox´s logo broderet på ryggen, en sort Nepal hat, et silketørklæde samt et flot diplom underskrevet af de tre guider.
Ox fortalte, at han var meget imponeret over vores entusiasme og udholdenhed. Det var første gang, at nogen havde klaret turen uden at gøre brug af bussen. Det kan vi vist godt være stolte af.
Nepal by Night
Vi var nogen stykker som efter middagen lige skulle nå at opleve Nepal by Night inden afrejsen til Danmark den følgende dag. Kl. var ca. 11.15.
Vi fandt et sted, hvor der blev spillet live musik. Vi nåede desværre kun at høre to numre inden bandet pakkede sammen – ærgerligt de spillede ellers godt.
Alle spillesteder og værtshuse i Nepal lukker kl. 24.00. En betjent kom op i lokalet og bad alle forlade stedet. Så det blev ikke til meget Nepal by Night.
Herefter var det retur til hotellet.
Etape 12: Den sidste dag i Kathmandu – torsdag den 22. marts 2012
Vi havde aftenen forinden besluttet først at spise morgenmad kl. 9.00. Jeg havde derfor tid til at nyde morgensolen fra min dejlige tagterrasse inden morgenmaden. Det var med at nyde den sidste sol inden hjemrejsen til det kolde nord. Tænk hvis det dagligt var muligt at nyde sin morgenkaffe på en solbeskinnet terrasse. Det kunne jeg godt leve med.
Powershopping
Efter morgenmaden stod den på powershopping resten af dagen.
Vi havde en fantastisk hyggelig dag, hvor vi pruttede om priserne så det stod ud af ørerne på os.
100% Kashmir sjaler/tørklæder
Vi fik i fællesskab forhandlet os til en pris på Kr. 560,00 pr. stk. for de lækreste store kashmir sjaler/tørklæder i det smukkeste farver og mønstre.
Vægtæppet og taskerne
Joachim ville gerne have et vægtæppe med hjem. Han fandt et smukt tæppe udført i silkegarner. Så skulle der forhandles. Udgangspunktet var 22.000 rupee ( 1 rupee er lig med ca. 8 øre) for et lidt større tæppe. Joachim fik sælgeren forhandlet ned til 7.000 rupee – svarende til kr. 560,00. Rørende billigt for et så fint tæppe.
Vi fik herefter blod på tanden. Nu skulle vi have to tasker forhandlet hjem. Udgangspunktet var 2.900 rupee pr. stk.
Vi fik i fællesskab – og med løftet om offentliggørelse af et billede af sælgeren, Joachim og jeg (Ole var pressefotograf) – forhandlet taskerne ned til 3.500 rupee for to tasker – sådan!
Måske billedet kan offentliggøres på Bike Italiens hjemmeside.
De frække Carrera solbriller
Ole købte de frækkeste hvide Carrera solbriller – var han ikke fræk før – så så han fræk ud bag brillerne! Jeg er sikker på, at de bliver grønne af misundelse hjemme i Svendborg !
Afrejsen
Vi forlod hotellet i Kathmandu kl. 19.30. Vi blev kørt i bus til lufthavnen. Ox fulgte med, så vi kunne sige pænt farvel til hinanden – og tak for en fantastisk rejse!
Farvel og tak
Vi landende i Kastrup 23. marts 2012 kl. 13.15. Så var det tid til at sige farvel til hinanden. Altid svært, når man har haft en fantastisk tur sammen – men life must go on!
Jeg vil i den forbindelse gerne sige tak til Joachim, Andrea og Ox for en fantastisk rejse. En rejse som altid vil have en stor plads i mit hjerte. Jeg har bare oplevet så meget. Oplevelser som virkelig sætter tingene i perspektiv.
Jeg vil selvfølgelig også sige tak til Jes, Tove, Ole, Lars, Finn, Hans Verner, Jesper, Henrik og Lorenzo for en fantastisk tur! I har været de skønneste rejsekammerater, man kan forestille sig. Vi har bare haft det så hyggeligt og sjovt sammen – mange tak for det!
Og til dig som forhåbentlig er blevet inspireret
Hold dig ikke tilbage – eventyret venter!