Blå rute
10.07.2024
31.07.2024
9.695 kr.
(med fly)
København
Billund
Minimum
2 personer


Blå rute
Den blå rute er planlagt til par, familier og grupper af venner, der er vant til at cykle. Etaperne er lettere kuperede med enkelte udfordrende bakker og dækker både den sydlige, østlige og dramatiske nordlige del af Gardasøen. Dertil Monte Baldo, hvor kabineliften benyttes til at nå 1780 m, hvorfra cyklingen har sin start! Underlaget er fortrinsvist asfalt og grus, og to af etaperne har deres begyndelse på henholdsvis Monte Baldo og i Lessinia–bjergene bag Valpolicella (lift med minibus). To gange benyttes færger som en integreret del af cykelruterne. Alle ruterne har udsigtpunkter og sights af kulturel og/eller historisk interesse.
Opera i Arena’en (juli og august) kan arrangeres i løbet af cykelferien. Vi tilbyder også adventure-sporterne: Canyoning, Via Ferrata (stigeklatring), samt Kayaking på Adige som et spændende halv- eller heldagsarrangement. Kontakt os for mere information.

Program
Dagens etape starter i Castellaro Lagusello, som er den hyggeligste lille muromkrænsede middelalderby med sø og antik villa. Ruten foregår i det bakkede morænelandskab syd for Gardasøen, som var skueplads for et par af de vigtigste slag i Italiens uafhængighedskrig. I kommer forbi mindesmærket San Martino della Battaglia, et 74 meter højt tårn dekoreret med dramatiske motiver fra slagets gang. Udsigten fra toppen af tårnet er spektakulær! Makabert er ossariet (knoglehuset), hvor knoglerne fra mange af de 10.000 soldater, der døde i slaget, ligger opbevaret. Dernæst bringer ruten jer ad Italiens mest romantiske cykelsti langs floden Mincio’s blågrønne vande til middelalderbyen Borghetto, hvis 600 meter lange befæstede bro, Ponte Visconteo, markerer et strategisk knudepunkt med tegn på civilisation helt tilbage fra bronzealderen. Gem lidt appetit – for her spises verdens bedste hjemmelavede tortellonier på restauranterne ved den lille træbro foran vandmøllerne, hvor Napoleon skal have aflagt et visit. Efter at have gået/cyklet til middelalderborgen på toppen af bakken bringer ruten jer tilbage til udgangspunktet via Monzambano.
Efter ca. 15 km ankommer I til en af Gardasøens hyggeligste, små middelalderbyer, Sirmione, placeret på spidsen af en fem km lang landtange, hvor man udover at spise is anbefales at besøge den smukke Scaligera borg og/eller den romerske villa-ruin Catullos Grotte. Færgen bringer jer til Lazise, en anden meget karismatisk, muromkranset middelalderby (iøvrigt den ældste kommune i Italien). På vej videre gennem vindistriktet Bardolino ad interne veje imod jeres bestemmelsessted, Garda, kan I glæde jer til et henrivende udkigspunkt fra toppen af den 300 meter høje klippe, La Rocca, hvor murrester af goternes gamle borg (600 d.C.) stadig kan ses. Har man lygter med, kan man også udforske et par underjordiske tunneller, hvor der kan være flagermus.
Dagens etape er lidt kortere men til gengæld mere bakket i løbet af første halvdel. Ruten følger stranden langs bugtens højre side, indtil I når Punto San Vigilio, en lille villa på spidsen af pynten, hvor prins Charles og prinsesse Diana efter sigende skulle have holdt ferie. Ruten fortsætter nu op i terrænet ad grusstier og små asfaltveje igennem et utal af olivenlunde, hvorfra udsigten til Gardasøens mest karakteristiske bjerg Il Pizzocolo (også kaldet Napoleons næse) er enestående! Frokost et meget specielt sted med henrivende udsigt! Som noget nyt kan man lægge turen forbi den for nyligt konstruerede tibetanske hængebro (optional). Ruten fortsættes ad skiftevis vej og cykelsti/gangsti langs søen til Malcesine. Omgivet af dramatiske bjergmassiver, med snævre gader og stræder og en flot borg i midten, regnes byen som Gardasøens mest charmerende! Anden halvdel af turen køres helt nede ved søens bred igennem de små fiskerbyer, hvor man udover at bade kan sidde og drikke cappuccino og/eller Spritz på små barer med sø/bjerg-udsigt, hvis man er til den slags?
Efter en pragtfuld færgetur via Limone til Torbole indledes cyklingen. Første stop er Arco, kendt som Italiens bedste bjergbestigningsområde. Turen fortsætter forbi en gammel romersk bro, (hvorunder man kan bade i floden Sarca), forbi vinmarker og videre op igennem Val di Marocche, et enormt område med levn fra Alpernes største bjergskred nogensinde i form af kolossale klippestykker, der ligger hulter til bulter. Her kan man se intet mindre end dinosaurus fodspor og iøvrigt iagttage en helt unik flora og fauna! Castel Dreno kan besøges på cyklen eller til fods, hvis man har overskydende energi. Turens vendepunkt er Lago Toblino med prinsesseslottet i midten, hvor man kan få noget at spise. Hjemturen følger mindre veje og cykelstier langs floden Sarca og dalens vestlige bjergmassiver gennem flere små klassiske italienske landsbyer. Hele området er omgivet af meget smukke og dramatiske bjergmassiver! Evt. kan en kortere (men sjov) Via Ferrata kombineres med denne rute (kontakt os for mere information om forudsætningerne for denne mulighed!)
Femte etape er i mere end én forstand turens højdepunkt! Kabineliften i Malcesine transporterer jer og jeres cykler til 1.780 meters højde! Herfra starter det, der for mange bliver deres største cykeloplevelse nogensinde! Hvor man end kigger hen, er udsigten… “åndedrætsbesværende!” Ugens længste bakke til Rifugio Graziani skal overvindes undervejs, men ellers er resten superflot nedkørsel bl.a. forbi skisportsstedet San Valentino. I kører langs den gamle grænsevej mellem Italien og Østrig-Ungarn bygget af soldater før 1. verdenskrig igennem tunneller hugget med hammer og mejsel, langs slugter, forbi brusende vandløb og gamle møller. Ruten fortsætter sydpå ad cykelstier ned gennem den dramatiske Val Lagarina, hvor bjergene står lodret op på begge sider. Målet er Castello di Avio, en vaskeægte ridderborg, med det flotteste “elskovsrum”, rigt dekoreret med fresker på øverste etage af det 40 meter høje tårn. Fra slottet følges Canale Biffis til jeres agriturismo, hvor der er både swimmingpool og restaurant.
Dagen starter med et lift til 1.000 meters højde i Lessinia bjergene nord for Verona. Derfra køres i landlige omgivelser til lyden (og lugten) af ko imod Sant’Anna d’Alfaedo, hvor et lille men spændende museum med forsteninger kan anbefales. På vejen ned igennem en Gran Canyon-agtig kløft besøges den fortryllende vandfaldspark i Molina, hvorefter der fortsættes ned ad Kirsebærvejens bløde kurver. (I juli kan man frit forsyne sig med de saftigste kirsebær!) Efter at have nået Valpolicellas endeløse rækker af vinmarker, fortsættes der langs floden Adige til Verona, Romeo og Julies by… måske Italiens mest charmerende by med den to tusind år gamle Arena i centrum, Piazza Bra, Piazza delle Erbe, Piazza dei Signori, Castel Vecchio, Ponte Pietra, Romeo og Julies balkon som nogle af de mest kendte seværdigheder.

Kommentarer
Vi vil gerne sige tak for en super ferie på blå rute (eller den var vist nærmest rød....). Det er en fantastisk måde at være aktiv på som familie, og vi synes konceptet var rigtig, rigtig godt! Vi så steder, vi aldrig ville have set, og vi blev udfordret tilpas med terrænet. Og vi havde jo heldigvis Lea til at finde vej, så vi kørte stort set ikke forkert på hele turen! Vi lærte også hurtigt, at groft underlag betød pænt store sten – og når det var temmelig groft, var det kampestensstørrelse! Og trække kunne man jo altid! Alle overnatningsstederne var rigtig gode, og dejlige og gæstfrie mennesker mødte vi overalt. Din service var imponerende mht. at hente og bringe og fortælle os om området. Tak for det! Jeg (Anette) blev så begejstret for at køre mtb., at jeg har købt én og kører nu i skovene omkring Hinnerup + selvfølgelig landevej på min racer. Jeg håber meget, at vi enten som familie eller med venner kan tage på endnu en cykelferie en gang, og jeg læser med stor interesse om dine øvrige ture.
Alle sanser vækkes, mens vi cykler i det smukke, smukke landskab - kun optagede af at se, dufte, træde, opleve og finde vej - og frokosten selvfølgelig! Hver aften trætte, tilfredse og klar til en svømmetur, måske et nyt overnatningssted - og mere italiensk mad. Hver morgen klar til nye udsigter og indtryk på de fantastiske ruter, som Joachim har lagt. Små veje med meget lidt trafik, asfalt, grus, single tracks, mark-stier og passager mellem oliven og vin - op og ned, let og bestemt også udfordrende. Og sjovt! De 10 dage afsted føltes som en laaaaang ferie - på en virkelig god måde! Kan stærkt anbefales! (Det tilrådes, som Joachim skriver, at lægge et par ekstra overnatninger ind - vi vil anbefale efter 3.dag og efter sidste cykeldag - Verona er en skøn, skøn by!
Vi havde en rigtig god ferie! Jeg vil endda strække mig til at sige: ...en af de bedste ferier vi nogensinde har været på! Godt tilrettelagte ruter, fantastiske udsigtspunkter og ikke at forglemme den ro der falder over en, når man er nået frem til dagens mål. Udsigten fra hotellet i Malcesine og på slutdestinationen i Verona som højdepunkter på overnatningssteder.
Vi tænker stadig tilbage på turen, som en uforglemmelig ferie, som helt klart levede op til vores forventninger på alle måder. Overnatningsstederne var super, så fint og romantisk og dejlig morgenmad! Den gode service, da vi boede på B&B, var også enestående, at ejeren kørte os frem og tilbage fra den lokale restaurant! Din service var meget behjælpelig, mere end vi havde forventet. Desuden var det godt, at du på ruten havde skrevet ideer til, hvor vi kunne spise, og seværdigheder vi kunne se, så vi selv kunne vælge til og fra, som det passede os!
Vi har haft en fantastisk tur! Du har fundet nogle unike overnatningssteder, og der har hvert sted været tjek på de aftaler, du har indgået på forhånd (brug af pool, restaurant-transport med hente/bringe). Ruterne har været "meget sceniske" og mere udfordrende end forventet hjemmefra - dette har belasted nogen mere end andre :.) Vi har været trætte om aftenen! Jeg synes generelt, at naturoplevelsen har været "breath-taking", betagende og logi væk fra alfavej er det helt rigtige valg! Jeg hader turister! Rutebeskrivelserne har virket godt. Vi råder til at indlægge en fridag, så alle får lidt tid til sig selv! Annette siger 5/5, og det er jeg faktisk enig i!
Tak for sidst! Det var afgjort en af de bedste ferier vi har haft!
Som lovet får du et billede fra én af mange mindeværdige oplevelser på vores tur. Hvis man endelig skal punktere, kan man da lige så godt gøre det på toppen! Tusind tak for en super ferie med masser af uforglemmelige oplevelser! Selvom der var sved på panden og banden af dig til tider, fortryder vi ikke, at vi tog med! Det var fantastisk! … og vi har ikke mistet modet til eventuelt at kaste os ud i lignende igen.
Jeg vil gerne uden forbehold tilslutte mig Majas beskrivelse af ferien. Som jeg tilføjer min "fortælling" - det absolut værste var, at skulle leve med en uudpakket kuffert i seks-syv dage, men det er jo ligesom en del af det, man accepterer på forhånd for at kunne få del i alle de fantastiske oplevelser. Vi kan i hvert fald underholde vores omgangskreds i dagevis, og det er endda uden at begynde på billederne, eller smalfilmsoptagelserne for den sags skyld ;o) Vi håber begge, at det vil være muligt for os at kaste os ud i endnu en tur - nu er vi begge lidt mere øvet i både at håndtere en mountainbike og i op- og nedkørsler. Jeg vil også anbefale alle at overveje en sådan tur, da den giver en helt anden måde at komme tæt på og rundt i landskabet. At det var hårdt var dels en præmis og dels en af de "glædelige" ting - det skulle jo ikke være en badeferie. Desuden kunne jeg bare have trænet noget mere inden turen!
Endnu engang tak for din gode tur vi cyklede igennem i dagen 19. – 25. juli. Ikke mindst en stor tak til dig for den fantastiske service du gav os. Helt igennem en virkelig godt arrangeret tur med pragtfulde overnatningssteder.
Hjertelig tak for en fantastik oplevelse på den Blå rute. Vi ses næste sommer!
Takk for sist og en fantastisk ferie - alle storkoste seg! Vi hadde det kjempefint 🙂
Tusind tak for alle de fantastiske oplevelser, som du har givet os på denne uge. Vi har haft det helt fantastisk, mødt fantastiske mennesker og hver dag afsluttet vore etaper nye og spændende steder. Jeg (og Jørgen) håber, at vi kan komme tilbage - og gerne samme tur. Der er stadig noget, vi mangler at se!
Det var en super tur, der absolut levede op til vores forventninger!
Vi er alle enige om, at det har været en super god ferie, gode oplevelser i spændende natur, motion med gode udfordringer og ... ikke mindst... dejligt vejr! Ferien overskred alle vores forventninger!
En stor tak til Joachim for en helt uforglemmelig uge med masser af oplevelser, sved, ømme bagdele og stoltheden over, at vi gjorde det! Så Joachim, du har til fulde opfyldt vores forventninger. Vi kommer tilbage og prøver din nye blå rute (blå rute B).